Forbedret og billigere trykketeknik gjorde regningsblanketter, pengesedler og aktiebreve til små kunstværker. Her er det en regning fra købmand Mørch i Køge, der i 1863 opkræver en gæld fra 1861 hos rebslager Petersen i Store Heddinge.

.

Købmandshusene i de større byer var vigtige led i hele det danske handelssystem efter 1850, hvor de ofte selv anskaffede sig skibe, oftest af den nye skonnerttype, der besejlede København og østersøhavnene. Men hjemme i købmandsgården gav man sig også af med at bearbejde de landbrugsprodukter, man købte, inden de blev videresolgt. Mange af disse huse fik handelsforbindelser ud over landets grænser, men fortsatte samtidig den gamle, hyggelige handel over disken i den velbesøgte butik mod gaden.

Takket være gode kornpriser oplevede dansk handel en blomstringsperiode gennem tresserne og nogle år ind i det følgende årti. Højkonjunkturen bølgede hen over hele Europa og gavnede også handelen i Danmark på alle niveauer. Stimulansen her og i udlandet var i høj grad, at landdistrikterne uden for byerne åbnede sig – landbefolkningen blev for alvor potentielle kunder til byernes produkter. Den økonomiske spiral begyndte ude i bøndernes stalde og lader, gik videre gennem høkerne på landet, og snoede sig via mange engrosled op til de større handelshuse for at ende oppe i de store kapitalansamlinger i København omkring bl.a. C. F. Tietgens skrivebord.

Det solide mellemlag af købmandshuse, der formidlede køb og salg af landbrugsproduktionen, var fortsat det faste fundament, selv om de nye store aktieselskaber i København af internationalt format stjal billedet. Købmændenes kontakter gik viden om, ofte hinsides deres eget opland og langt ind i storhandel på internationalt plan. Da andelsbevægelsen i det følgende årti skabte egne salgs- og distributionskanaler, efterlignede den for en meget stor del det økonomiske system, som private handelshuse møjsommeligt havde opbygget i løbet af halvfjerdserne. Et karakteristisk eksempel er smørhandelen, et af andelsbevægelsens stjerneprodukter.

Smør blev kærnet på snart sagt alle gårde, men til hjemmeforbrug. Kun på herregårdene havde man udviklet mejeridrift med henblik på salg. Men kvaliteten var gennemgående ringe og salget derfor tilsvarende dårligt. I løbet af 1860'erne mødtes imidlertid en systematisk forskningsindsats med et initiativ fra erhvervslivet. Landøkonomen Thomas R. Segelcke arbejdede med støtte i Landhusholdningsselskabet med forsøgsarbejde i mejeridrift og udgav i 1865 en „Vejledning i Smørtilberedning for mindre Jordbrugere”. Den medvirkede til, at man på mange bøndergårde navnlig på Fyn og Sjælland i større omfang og teknisk set mere systematisk begyndte at fremstille smør.

En stor århuskøbmand, Hans Broge, fik øje på de muligheder, der lå i smøreksport. Det danske herregårdssmør var tidligere via tyske havne gået til England og solgt der som „Kielersmør”. I samarbejde med Segelcke arrangerede Hans Broge hvert år fra 1868 smørudstillinger, hvor producenterne konkurrerede på kvaliteten. Det var en hæmsko, at smørret var så uegalt, svingende i kvalitet efter årstiden og fodermulighederne. Her var det, at forskningens nye resultater dikterede nye metoder, der yderligere stimulerede handelen: for at få en ensartet smørkvalitet året rundt måtte bønderne nødvendigvis købe importeret kraftfoder til kreaturerne om vinteren. Bøndernes hø slog ikke til, og roer var endnu knap kommet frem. Købmændene måtte til at importere og videresælge sojakager osv. lokalt. Landbruget blev del af storhandelens internationale omsætning.

Det var på samme tid, at de direkte fragtruter til England begyndte via den da nyanlagte havneby Esbjerg. Hvad Hans Broge var for smøreksporten fra Jylland, blev brødrene Plum fra Assens for Fyn. Deres handelshus skabte allerede omkring 1870 et salgsnet i England, hvor fransk smør hidtil havde domineret. En af brødrene Plum nedsatte sig som grossist derovre, og firmaet i Assens kunne derved levere direkte til detailhandelen i Storbritannien uden om engelske mellemled. Hans Broge forbedrede kontakten til England ved selv at finansiere en skibsrute for sit smør fra Århus til Newcastle. Resultatet var, at den danske smøreksport i tiåret 1865-75 mere end tredobledes. Men det egentlige gennembrud fik dansk smøreksport først efter en international landbrugsudstilling i London i juni 1879, hvor en dansk bondekone fra Hessel ved Grenå vandt førstepræmie for sit smør. Opbygningen af smørhandelen og eksporten til England var præget af et imponerende fremsyn. Plumbrødrene, Hans Broge og de andre havde nemlig forudset det voldsomme prisfald på korn i hele Europa, da amerikansk og ukrainsk korn overfyldte markedet. I Danmark vedblev kornpriserne dog at stige helt op til 1876.

Det næste led i den økonomiske spiral, der drev handelens omsætning opad, var de københavnske grosserere, tidligere også kaldet købmænd; men de havde ikke mere butikker og solgte kun engros og var organiseret i Grosserersocietetet, en slags forfinet købmandslav med hovedsæde i børsbygningen. Det førte tilsyn med bl.a. kursnoteringen på værdipapirer og varer, men fungerede også som en politisk pressionsgruppe. Grossererne var hovedleverandører af industriprodukter til provinskøbmændene. Det var på dette grossererniveau, at handelens og industriens interesser mødtes. Fabrikanter og grosserere repræsenteret i henholdsvis Industriforeningen og Grosserersocietetet, havde fælles interesser i at formidle produkter fra ind- og udland, dels via købmænd og høkere til hjemmemarkedet, dels til aftagere uden for Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Købmandshusenes store tid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig