Lichtenbergs Palæ i Horsens adskilte sig markant fra købstædernes jævne købmandsgårde i bindingsværk. Købmanden og storgodsejeren Gerdt Hansen de Lichtenberg lod i 1744 den jyske bygmester Nicolaus Rieman opføre palæet. Selv om bygningen blev en noget hjemmegjort opvisning i arkitekturdetaljer fra nordtysk renæssance og barok, kunne ingen dog være i tvivl om, at det var bolig for den lokale matador. På sin rejse til Norge i foråret 1749 overnattede Frederik 5. i palæet og kvitterede for gæstfriheden med at udnævne sin vært til etatsråd. Tegning af J.D. Herholdt 1851.

.

I sin skildring af Frederik 5.s kortege, der i foråret 1749 passerer gennem Ringsted, viser søløjtnant Poul Grønvold en by under genopbygning efter en storbrand to år tidligere. Som i de øvrige danske købstæder var bygningerne i Ringsted opført af bindingsværk, i gårde og haver stod talrige træskure, og trods forbud var baghusene ofte tækket med strå. Intet under derfor, at 1700-tallets danske købstadshistorie står i bybrandenes tegn. På dette tidspunkt var der allerede flere steder taget initiativ til oprettelsen af brandforsikringskasser, og fra 1761 var brandforsikring i købstæderne obligatorisk.

.

En vareprøve fra et auktionskatalog fra 1755 viser farver og kvaliteter på de tekstilprodukter, som Tugt- og Manufakturhuset i Odense – i lighed med tilsvarende institutioner i andre større byer – satsede på i de første år efter grundlæggelsen i 1747. I længden viste det sig imidlertid umuligt at producere konkurrencedygtige tøjer, og i stedet gik man i Odense over til halvfabrikata i form af spunden uld til den militære uldmanufaktur i hovedstaden.

.

I kongeriget var der foruden hovedstaden 66 købstæder ved 1700-tallets begyndelse; en enkelt, Nibe, kom til i 1700-tallet; og i Nordslesvig, der dengang også omfattede Ærø, var der fem samt den købstadlignende flække Marstal.

De danske købstæder var mange, de lå tæt, de havde så godt som alle adgang til søværts transport, og de var små. Med få undtagelser var de af middelalderlig oprindelse, og i 1700-tallet udfyldte de den rolle, de altid havde haft: som aftager af bondebrugets overskudsproduktion.

Tal for købstædernes befolkning i begyndelsen af 1700-tallet har vi ikke. Dem får vi først med folketællingerne i 1769 og 1801. Antagelig voksede den samlede købstadsbefolkning gennem 1700-tallet med en tredjedel, ligesom landdistrikternes befolkning gjorde det. De enkelte købstæders folketal omkring 1700 kan dog ikke rekonstrueres, blot ved at regne tilbage fra 1769. Dertil udviklede de sig for forskelligt. Ganske vist fulgte de fleste den almindelige befolkningsudvikling. Men nogle voksede hastigere. Det gjaldt for eksempel en by som Randers. Andre – som Kalundborg, Skælskør, Fåborg og Hobro – stod derimod i stampe. Og nogle gik direkte tilbage i folketal, blandt andet Korsør, Horsens og Ribe.

De fleste købstæder – godt 40 – må omkring 1700 have haft en befolkning på under 1000 sjæle, og de mindste var ikke større end store landsbyer. Omkring 20 havde et indbyggertal på mellem 1000 og 2000. Og kun en halv snes kunne opvise tal på mellem 2000 og 5000. Her finder vi Odense, Ålborg, Helsingør, Randers, Århus og Fredericia. Det er karakteristisk for hertugdømmernes erhvervsmæssige førerposition, at fire af de seks sønderjyske byer befandt sig i gruppen af de største købstæder.

Et særkende for købstæderne omkring 1700 var endvidere, at de ligesom levede i for gammelt og for stort tøj. Ofte lå bebyggelsen et godt stykke inden for de for længst opgivne volde og bymure. Hvor de gamle byporte var bevaret for at tjene som opkrævningssted for told og forbrugsafgifter, stod de som ensomme tårne, der markerede, hvor grænsen mellem by og land engang havde gået. Bybilledet var præget af store haver, ubebyggede grunde og opdyrkede jordstykker. Og selv om bystyret bevidst søgte at fremstille byens situation som ringere, end den var, over for enevældens tilsyneladende umættelige skattevæsen, røbede kirkernes, rådhusenes og købmandsgårdenes forfald dog, at byerne vitterlig havde kendt bedre tider: under højkonjunkturerne for korneksport og studehandel et halvt hundrede år tilbage, før krige, skatteplyndring og besættelse havde gjort de velstående købstæder fattige.

Den middelalderlige købstadslovgivning, der fortsat var i kraft, trak en skarp grænse mellem by og land. Byerne havde privilegier, og de havde byrder. De havde eneret på handel med byens opland – dog med den meget væsentlige indskrænkning, at oplandets godsejere fra gammel tid havde ret til at importere og eksportere uden om købstæderne og deres købmænd. Byerne havde eneret på håndværksmæssig produktion, her dog med den lige så væsentlige indskrænkning, at landhåndværkere havde lov at nedsætte sig på landet og forsyne landbefolkningen med alle egentlige dagligvarer og dagligdags arbejder. Og byerne havde eneret på at brygge øl for salg og på at brænde brændevin. Til gengæld svarede de told og ret betydelige skatter samt forbrugsafgifter i form af accise og konsumtion, ligesom de skulle stille søfolk til orlogsflåden.

Økonomisk var købstæderne så godt som fuldstændigt afhængige af landbrugets indtjening og forbrug. De mærkede derfor føleligt, at bonden i begyndelsen af 1700-tallet ikke havde penge til mere end det strengt nødvendige. Samtidig bevirkede presset på priserne, at oplandets godsejere udnyttede deres ret til at handle direkte med aftagerne, uden om købstaden og dens købmænd – en handel, der ikke blot omfattede hovedgårdens egen avl og dens landgildekorn, men også i mange tilfælde korn, som bonden i mangel af rede penge havde overladt godset som betaling for sine skatter. Byernes lavsorganiserede håndværkere følte sig udsat for en hård konkurrence, ikke blot fra omvandrende kræmmere og fra lokale markeder, lovlige såvel som ulovlige, men også fra landhåndværkerne, der med deres lavere omkostningsniveau kunne udkonkurrere dem i kampen om kunderne inde i købstaden. Og den stagnerende handel satte uundgåeligt sit præg på byens handelsflåde. Skibene var få og små og holdt sig stort set til farten mellem hjembyen og de traditionelle aftagere af oplandets produkter, enten i det sydlige Norge eller i København.

Når de danske købstæder endnu omkring 1800 spydigt kunne karakteriseres som „teglhængte landsbyer, privilegerede til at brænde brændevin”, lå der som i enhver anden overdrivelse et gran af sandhed. De var en integreret del af det danske landbrug. I de fleste købstæder kunne borgerne ikke klare sig økonomisk uden den andel, de hver havde i byens jorder, hvad enten de brugte den til græsning, selv dyrkede den eller bortforpagtede den til lokale bønder imod en andel i produktionsudbyttet.

De få købstæder, der efter danske forhold fremtrådte som store, havde alle en speciel baggrund. De kunne have særlige vækstfremmende privilegier som den nyanlagte fæstningsby Fredericia, hvor folk af fremmede trosretninger fik lov at tage borgerskab: jøder, som i 1719 indrettede en synagoge i byen, fransk-reformerte, som bragte tobaksavlen til byen, og katolikker. De kunne være administrative centre, med bispesæde, landsting og militære forlægninger. Og de kunne have helt specielle erhvervsbetingelser: Ålborg med dens særlige position i Limfjordens omfattende sildefiskeri, Randers med de rige engarealer omkring Gudenå og Nørreå, og Helsingør, hvis borgere kunne lukrere af den livlige handel, som Øresundstolden trak til byen.

Byernes indbyggertal ifølge folketællingerne 1769 og 1801, for de sønderjyske byer dog fra 1803.
1769 1801 1769 1801
Allinge 303 337 Odense 5.464 5.782
Assens 1.139 1.443 Præstø 385 480
Bogense 430 760 Randers 2.901 4.562
Ebeltoft 563 598 Ribe 2.130 1.994
Fredericia 2.813 3.474 Ringkøbing 508 771
Frederikssund 216 262 Ringsted 705 817
Fåborg 1.136 1.061 Roskilde 1.711 1.768
Grenå 704 760 Rudkøbing 814 1.141
Haderslev 3.141 3.635 Rødby 650 776
Hasle 435 513 Rønne 2.058 2.436
Helsingør 3.669 5.282 Sakskøbing 424 549
Hillerød 1.114 1.214 Sandvig 218 248
Hjørring 598 744 Skagen 704 834
Hobro 492 488 Skanderborg 566 488
Holbæk 1.223 1.332 Skive 438 520
Holstebro 688 853 Skælskør 592 567
Horsens 2.738 2.396 Slagelse 1.379 1.732
Kalundborg 1.337 1.322 Slangerup 414 336
Kerteminde 706 1.045 Sorø 532 592
Kolding 1.510 1.672 Stege 798 917
Korsør 1.357 1.219 St. Heddinge 514 576
København 70.514 100.975 Stubbekøbing 488 467
Køge 1.400 1.527 Svaneke 562 663
Lemvig 320 375 Svendborg 1.815 1.942
Mariager 402 414 Sæby 487 517
Maribo 506 686 Sønderborg 2.692 2.761
Marstal 760 1.449 Thisted 815 1068
Middelfart 736 1.019 Tønder 2.584 2.579
Nakskov 1.287 1.671 Varde 690 1.020
Neksø 1.173 1.274 Vejle 957 1.310
Nibe 1.029 1.044 Viborg 2.221 2.379
Nyborg 1.637 1.866 Vordingborg 802 931
Nykøbing F. 1.039 1.079 Ærøskøbing 1.138 1.291
Nykøbing M. 555 651 Åbenrå 2.701 2.834
Nykøbing Sj. 500 615 Åkirkeby 361 455
Nysted 489 690 Ålborg 4.425 5.579
Næstved 1.404 1.785 Århus 3.837 4.102

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Købstaden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig