Kampen om det daglige brød

Ove Rode styrede hele dette apparat og et Indenrigsministerium, der dækkede de sociale områder og de økonomiske sager, som i vore dage er spredt på mange ministerier. Hvis nogen før krigen havde tvivlet på hans politiske vægtfylde, måtte hans næsten overmenneskelige arbejdsindsats forenet med et imponerende politisk overblik fjerne alle rester af tvivl. Det krævede en sikker hånd at inddæmme de grupper og klasser, der søgte at græsse på krigstidens frodige profitmarker.

Den politiske borgfred, der var indgået af hensyn til neutralitetspolitikkens troværdighed, viste sig hurtigt at dække over en fortsættelse og uddybning af førkrigstidens sociale modsætninger. I løbet af få måneder måtte arbejderne se deres realløn udhulet af prisernes himmelflugt. De i 1911 indgåede femårige overenskomster gav dem ingen lovlig mulighed for at kompensere dette ved nye lønaftaler eller gennem strejker. Det konjunkturopsving, som udlandets efterspørgsel efter danske varer medførte i krigens første år, gavnede i denne fase udelukkende de større selvstændige virksomheder i transportsektoren, landbruget og industrien. Fragtraterne steg eksplosivt og gav især de store rederier kolossale gevinster, indtil 1918 en indkomstforøgelse på ca. 165 procent. Landbrugets samlede indkomst forøgedes med ca. 120 procent og industriens steg med knap 100 procent.

Den utilfredshed og murren i arbejderklassen, som dette naturligt affødte, blev i første omgang holdt i tømme af Socialdemokratiets appel om loyalitet over for den nationale interesse, hensynet til den radikale regering og overenskomstsystemet. Det lykkedes på denne måde at holde strejkeniveauet i 1914-15 lavere end nogen sinde efter septemberforliget.

Det krævede dog også en håndfast indsats fra regeringen for at dæmpe prisstigningerne, navnlig på korn, og her stødte interessemodsætningerne for første gang alvorligt sammen. De første prisstigninger blev efterfulgt af en dårlig høst, og knaphed på korn var forudsigelig. Den overordentlige Kommission drøftede fra september, hvorledes der skulle sættes ind. Der blev enighed om import af korn, regeringsopkøb af indenlandsk korn og forbud mod at anvende rug og hvede til foder for husdyrene. I stedet skulle landmændene fodre med importeret majs. Det store slag kom til at stå om indførelsen af en maksimalpris på rug for at standse rugbrødsprisernes stigning og modvirke de sociale følger heraf. De socialdemokratiske medlemmer pressede hårdt for en maksimalpris. Det samme gjorde husmændene, hvorimod gårdmændene og landboforeninger satte sig lige så hårdnakket imod. De ønskede at lade markedets love regere ud fra den noget tvivlsomme argumentation, at højere priser ville bringe mere korn på markedet.

Skulle det alligevel gå galt med priser og forsyninger, foretrak gårdmændene og Venstre statstilskud over skatten til at holde brødpriserne nede. Så ville landbruget ikke være ene om at bære byrderne. Det var imidlertid en form for almissetænkning, som Rode uden videre afviste. Hans problem var, at der også inden for Det radikale Venstre var fortalere for markedskræfternes uhindrede funktion; de pegede på, at var der først én gang pillet ved markedsmekanismen, ville det trække en uendelighed af nye indgreb med sig. Også højrefolkene var i vildrede. Principielt ønskede industrien et frit marked, men f.eks. Foss måtte se i øjnene, at mange af Højres byvælgere også led under priseksplosionen. Nytårsaftensdag 1914 fastsatte ministeriet en maksimalpris på rug.

Det skulle vise sig at blive indledningen på en lang krig fra gårdmændene og Venstre mod det, de efterhånden kun ville omtale som det „rodeske regimente”. Bag borgfredens tynde facade kæmpede de og deres stadigt flere allierede for at undergrave regeringen, og i J. C. Christensen havde de en fører, der mestrede alle det taktiske spils finesser og et par til. Mellem ham og flere regeringsmedlemmer, navnlig Zahle og Rode, udvikledes under krigen et modsætningsforhold, der grænsede til det personligt hadefulde. Det lyser ud af næsten hver side i Zahles dagbog.

I krigen om rugmaksimalen blev det første store slag udkæmpet allerede i januar 1915. I 25 timer fordelt på fire dage blev spørgsmålet debatteret i Folketinget. Partierne pointerede her de grundholdninger til reguleringspolitikken, der blev bærende under hele krigen.

„Hvis ministeren anede, hvilken storm af uvilje disse foranstaltninger vækker i hele landet, så ville ministeren hurtigst muligt udslette deres spor. Man føler det som en retskrænkelse, et voldeligt overgreb, og hvortil hjælper den hele foranstaltning?” Således lagde Venstres ordfører P. Th. Nielsen for. Indgrebet var et brud på grundloven og augustloven, fordi det var ekspropriation uden erstatning. Hvorfor skulle landbruget bære alle byrderne? Tidligere havde det bøjet sig under dårlige konjunkturer, skulle det ikke nu høste frugterne af de gode afsætningsmuligheder. Han kunne yderligere støtte sig til udtalelser fra Foss og andre fra industrien mod indgreb i markedet. Noget selvmodsigende måske, da begge havde accepteret at indgå i Den overordentlige Kommissions arbejde, der just sigtede mod sådanne indgreb.

Fra den anden side af det politiske spektrum, Socialdemokratiet, blev der heller ikke sparet på krudtet. Hans Nielsen angreb Venstre for sammen med spekulanter at ophidse til klassekamp og roste regeringen for at have røgtet sit hverv dygtigt. Det frie initiativ og markedet havde vist sig magtesløst. De mange statsindgreb, der blev foretaget i hele Europa, var i virkeligheden „socialistiske foranstaltninger”, der pegede frem mod de socialdemokratiske målsætninger. Han roste arbejderklassen for den tålmodighed, med hvilken den bar sine byrder. Men denne arbejderklasse „vil, det kan De mine Herrer være overbeviste om, når disse tider er forbi, drive kræmmerne ud af templet og sige: herut med jer, alle i ågrere og spekulanter i brødfordyrelse”.

Under udfoldelse af hele sin oratoriske begavelse argumenterede Rode for indgrebenes nødvendighed for at undgå en skærpelse af klassemodsætningerne, og han advarede sine modstandere mod at bringe staten i fare med deres angreb på regeringen. Bag den hele politik lå den radikale grundtanke om staten som formidler af social harmoni. Debatten blev afsluttet med en tillidsdagsorden til regeringen, vedtaget med stemmer fra de radikale og socialdemokraterne, hvorimod dagsordener fra Venstre og Højre blev nedstemt. Der var hermed tegnet et klart mønster for de følgende fem års politiske kampe.