Rudolf Broby-Johansen viderebragte som redaktør af Pressen, et „periodisk Flyveskrift udgivet af Det ny Studentersamfund”, nogle sensationelle afsløringer af spekulationerne og bedragerierne omkring Landmandsbanken. Broby-Johansen var en ener i dansk kulturliv. Uden formel uddannelse og uden nogen sinde at beklæde en fast stilling har han spillet en fremtrædende rolle som kunstformidler og samfundsdebattør. Han debuterede i 1922 med digtsamlingen „Blod”, der blev beslaglagt dagen efter udgivelsen, anklaget for blasfemi og pornografi. Han rejste over det meste af verden og berettede veloplagt om nye tendenser i kunst og politik.

.

Nationalbankens bude går over gaden med penge til Landmandsbankens tomme kasse dagen efter rekonstruktionsaftalen den 17. september 1922. Pressen manede til ro og besindighed, men krævede samtidig undersøgelsen ført til bunds. „Ingen skal skånes eller dækkes, og ingen ansvarlig privatformue reddes. Det vil statsmagtens repræsentanter i den almindelige retsbevidstheds interesse vide at drage omsorg for,” hed det en anelse troskyldigt i Venstres nyerhvervede dagblad København. I virkeligheden blev ganske mange skånet, og den almindelige retsbevidsthed fik nogle alvorlige skrammer i de følgende måneder.

.

Landmandsbankens aktionærer, forsamlet foran Børsen på generalforsamlingsdagen den 6. oktober 1922, 14 dage efter at bankkommissionen var blevet nedsat. Der mødte 1200-1300 aktionærer til et dramatisk opgør. Det var i den forbindelse, at H. N. Andersen sprang fra sit tilsagn om at blive formand for den rekonstruerede banks bestyrelse. I børssammenhæng havde H. N. Andersen selv været en del af det „glückstadtske system”, og jo tættere bankkommissionen kom på hans egne og andre prominente personers affærer, jo mere helligede han sig opgaven med at bremse undersøgelsen.

.

Emil Glückstadt blev ikke skånet. Han blev syndebuk for Landmandsbankens store krak. Han blev 1910 bankens førstedirektør efter faderen, bankens grundlægger Isak Glückstadt. Sønnen stræbte højt. Banken skulle bringes op i internationalt format. Ved aktieudvidelser, opkøb af provinsbanker og udbygning af filialnettet blev Landmandsbanken drevet frem til i 1921 at være Skandinaviens største. Stort blev også bankens og Glückstadts fald. Han, der hyppigt havde repræsenteret Danmark ved internationale finanskonferencer, blev fundet skyldig i bedrageri, men døde i 1923, før dommen blev afsagt.

.

Mens de sidste kanter blev filet til på forsvarsforliget, trak nogle uvejrsskyer sig sammen over det borgerlige Danmark, som selv et nok så stærkt forsvarsberedskab ikke kunne hamle op med. Nordens største pengeinstitut, Landmandsbanken, der dækkede ca. en tredjedel af alt dansk bankvæsen, var i alvorlige vanskeligheder. Facaden var som altid blankpoleret. I februar 1922 havde banken udbetalt et udbytte på ti procent. Men rundt omkring i Børsens kroge og ved borgerskabets middage cirkulerede en stadig strøm af rygter om bankens vanskeligheder. Luften var „tung af uro og mistillid” i finanskredse, og uroen bredte sig til den kongelige bankinspektør Holmer Green. Den 31. maj meddelte han bankens magtfulde direktør Emil Glückstadt, at han ønskede at gennemgå bankens engagementer.

Green fandt mange „mærkeligheder”. Selskaberne omkring Transatlantisk Kompagni skyldte banken 80 millioner kr., det meste uden sikkerhed. Der var yderligere store udækkede lån og vældige børsengagementer. Efter blot ti dages undersøgelser noterede Green i sin dagbog: „Det kan blive en landskatastrofe”. Og det blev det. Det svirrede med sladder og rygtedannelse, hvilket fik folk til at trække deres penge ud af banken.

I begyndelsen af juli stod det klart for Green, at banken måtte rekonstrueres gennem ny kapitaltilførsel. I weekenden den 8.-9. juli underrettede han Neergaard og handelsminister Rothe om situationen. Greens opgørelse viste et tab for banken på 144 millioner kr. Dette anfægtede Glückstadt. Han anslog tabet til ca. 67 millioner. Ministrene valgte meget uklogt at fæste lid til bankens egne opgørelser. Under trusler fra Glückstadt om ikke at åbne banken mandag morgen for at undgå et run og masseudtræk, blev der sent søndag aften iværksat en redningsaktion. Der skulle foretages afskrivninger på 56 millioner kr., og Nationalbanken skulle indskyde 30 millioner i ekstra reservekapital. Straks efter udsendtes en erklæring om rekonstruktionen. Greens opgørelse over tabet blev fortiet, og de to ministre underrettede ikke den øvrige regering herom.

Ordningen holdt ikke. Rygtestrømmen og udtrækkene fra banken fortsatte. H. N. Andersen trådte nu ind på scenen. Han gennemførte i de følgende måneder en serie imponerende krumspring og satte hele sin magt ind på at hindre, at han, ØK og de allerhøjest placerede spekulanter blev draget til ansvar. Han fik fjernet Glückstadt, og i midten af september greb han ind for at hindre bankens fuldstændige sammenbrud. Mens Neergaard i lykkelig uvidenhed var på biltur på Lolland, kaldte Andersen sine kontakter i regeringen, Madsen-Mygdal og Rytter, til sig på ØK's kontor. Her fortalte han dem om tabenes virkelige størrelse og Neergaards fortielse heraf.

Skrækslagne tilkaldte de statsministeren, og i dagene mellem den 14. og 17. september 1922 foregik en hektisk mødeaktivitet, der endte med endnu en rekonstruktion af Landmandsbanken. Der skulle indskydes ny aktiekapital på ca. 70 millioner kr., hvoraf staten skulle stille de 40, ØK 20, og Nationalbanken og Store Nordiske Telegrafselskab hver fem millioner. Andersen indvilligede i at indtræde som formand for bankens nye bestyrelse. Ordningen blev ikke til uden problemer. Navnlig voldte det de liberalistiske ministre kvaler at acceptere et statsligt engagement. Men alle ideologiske betænkeligheder måtte vige for at undgå „landskatastrofen”. I februar 1923 måtte der en tredje rekonstruktion til, og først i 1928 var bankens forhold endeligt ordnede. Da havde den haft et samlet tab på 500-600 millioner kr.

I forbindelse med rekonstruktionen blev der den 22. september 1922 nedsat en kommission, der skulle kulegrave bankens forhold og om nødvendigt træffe forberedelser til en retslig undersøgelse og eventuel anklage mod de ansvarlige. Dens medlemmer blev landsdommer C. D. Rump, bankinspektør Green og professor L. V. Birck.

Kommissionens arbejde blev fulgt med spændt opmærksomhed i offentligheden. Den afdækkede et gigantisk net af spekulationsforetagender, der havde opereret under og efter verdenskrigen. Deltagerne omfattede så at sige hele det kapitalistiske samfunds top: talrige store erhvervsfolk, departementschefer, generaldirektører, diplomater, forhenværende ministre og politikere og såmænd også Social-Demokratens redaktør, Oskar Jørgensen. Efterhånden som kommissionen nærmede sig de allerøverste, H. N. Andersen og medlemmer af kongehuset, fik flere og flere interesse i at sætte en stopper for undersøgelserne. I begyndelsen af 1923 indstillede den sine aktiviteter. Glückstadt blev syndebuk. Han blev arresteret i marts 1923 og anklaget for bedrageri. Han var da alvorligt syg og døde få måneder senere. Tre andre ledende i banken fik ved en landsretsdom nærmest symbolske bøder. Ved Højesteret blev dommene dog skærpet noget. Alle øvrige implicerede gik fri.

Intet under, at pressen frådsede i afsløringerne af bankens forhold. Nogle af københavnerbladene var så godt dresseret af H. N. Andersen, at de stillede sig tilfreds med kommissionens arbejde og dommene. Men provinspressen rasede over, at der blev sat bom, før sagen var undersøgt til bunds. Venstrefløjens sprælske organ Pressen kunne gennem lækager fra Birck bringe opsigtsvækkende afsløringer, og dens bedste penne, Broby-Johansen og Kai Moltke, søgte at etablere en sammenhæng mellem de afslørede kapitalinteresser og påskekrisen. Socialdemokraterne kunne selvsagt bruge krakket i deres kamp mod det borgerlige Danmark. Det var, som Stauning udtrykte det, kapitalismens „ynkelige og samtidig oprørende fallit”. Der burde oprettes statsbanker eller i det mindste føres den „allerstrengeste kontrol” med det økonomiske liv.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kapitalen krakelerer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig