Kilder

Disse og mange andre omskiftelser kan udforskes langt grundigere end tidligere, for først fra denne epoke kan dansk historie bygges på skriftligt kildemateriale. De fleste oplysninger kendes fra udenlandske beskrivelser, ofte forfattet af gejstlige som var interesserede i dette nordlige land.

Men danerne selv var heller ikke helt ukendte med skrivekunsten. De huggede runeindskrifter i sten, og disse mindesmærker over danske mænd og kvinder giver ikke blot nyttige fingerpeg om det danske samfunds struktur, de gør det også muligt at studere det sprog danerne talte dengang. Et andet sprogligt vidnesbyrd, som i høj grad vil optræde i denne bog, er stednavnene, hvoraf nogle er dannet i disse århundreder.

Disse forskelligartede kilder føjer nye facetter til vor viden, men arkæologien – som den tidligere danmarkshistorie jo er fuldkommen afhængig af – er fortsat en værdifuld kilde til viden også om denne bogs periode; og den bliver stadig værdifuldere, takket være den dramatiske, nærmest eksplosive udvikling i de senere års arkæologiske forskning. Vor viden om disse århundreder har ændret sig ved udgravningen af så betydningsfulde områder som de kongelige fæstningsanlæg ved Fyrkat og Trelleborg og ved bjærgningen og rekonstruktionen af de fem skibe fra Roskilde Fjord. Udgravninger i Ribe og Hedeby har givet os viden om de ældste bydannelser, og byernes senere udvikling er blevet belyst ved udgravninger i Århus, Roskilde og Lund. Vort kendskab til samfundet er også blevet stærkt udvidet ved undersøgelser af landsbyer som Sædding, eller som Vorbasse der er endnu mere interessant fordi hele bebyggelsens udvikling fra romersk jernalder til middelalderen her tegner sig tydeligt.

Også med hensyn til fortolkningen af det arkæologiske materiale er der sket betydelige fremskridt. For historikeren er det mest epokegørende nok muligheden for at datere bygninger og skibe med stor nøjagtighed ved hjælp af dendrokronologi. Resultaterne har været forbløffende. Man troede for eksempel at Danevirke – det forsvarssystem af volde og grave der strækker sig tværs over Jyllands rod vest for Slien – blev grundlagt af kong Godfred først i 800-tallet. Det omtales første gang i De frankiske Rigsannaler for 808; her nævnes Godfreds ødelæggelse af en handelsplads ved østersøkysten der hed Reric, hans overflytning af Rerics købmænd til en havn der kaldtes Sliesthorp, og hans beslutning om at befæste sit kongeriges grænse ved at bygge en vold nord for Ejderen fra Østersøen til Vesterhavet. Det var derfor ganske overraskende at erfare, at de træer som blev brugt til opførelsen af den første del af denne vold var fældet 70 år før 808 (nemlig i 737). Således kan arkæologien såvel kontrollere som supplere den viden der kan udledes fra de sædvanlige historiske kilder.