Kirkens dom og band

Du må ikke have andre guder, begynder de ti bud og fortsætter med en række ordrer og forbud, f.eks. imod manddrab, hor osv. Overtrædelser var synd, og en sådan skulle naturligvis skriftes. Men var synden notorisk, dvs. kommet til en bredere offentligheds kendskab, kunne den kun sones ved offentligt skrifte sammen med bod eller bøde.

Nu var mord, drab samt tyveri m.m. også strafbart efter verdslig ret, og det var i så fald naturligt, at retssagen foregik ved et verdsligt ting. Men dermed slap synderen ikke for kirkebod. Som anført ender flere verdslige domme med at fastslå, at den dømte foruden sine bøder m.m. også skal „tage skrift”, og den højadelige Anders Bille måtte i 1508 stå på bandstrappen i Lund for at opnå absolution for et begået drab.

Mange retssager havde således på én gang et kirkeligt og et verdsligt aspekt. Men da de fortrinsvis blev behandlet ved de verdslige domstole, kom det nemt til at se ud, som om den kirkelige retspleje var særlig interesseret i områder, der ikke direkte var omtalt i landskabslovene, således især forseelser på det seksuelle område. I og med at ægteskabet var et sakramente, kom ikke blot hor, dvs. ægteskabsbrud, men også ikke-ægteskabelige forbindelser sammen med det meste af familieretten til at være et område, der blev anset for reserveret kirkens ret.

Som kirken værnede om hellige steder, hellige tider, hellige personer og hellige handlinger, var selve kirkebygningen selvfølgelig fredhellig, og vold i kirke straffedes hårdt. Vold imod kirkens mænd var en særlig grov synd, og havde man formastet sig til at slå sin præst om søndagen i selve kirken, kunne dette blive en særdeles bekostelig fornøjelse. Endelig var der som nævnt en række synder, der krævede offentlig kirkebod. Ud over selve absolutionen betød dette ikke blot bønner, faste, vokslys og eventuelt pilgrimsrejser, men praktisk talt også altid bøder.

Hertil kom, at kun kirkelige domstole kunne behandle interne stridsspørgsmål, f.eks. retssager af enhver art imellem gejstlige, såsom strid om tiende eller andre embedsindtægter. Men meget af de kirkelige retters tid var beslaglagt af, hvad vi ville kalde tinglysningssager, udfærdigelse af dokumenter af enhver art. Her var de kirkelige domstole åbne for enhver, der ønskede vidnesbyrd eller dokumentkopier udfærdiget, et arbejde der formentlig har givet pæne sportler i form af segl- eller brevpenge til rettens embedsmænd.

Biskoppen var selv øverste dommer inden for sit stift; men i praksis kunne han ikke personligt overkomme en så omfattende arbejdsbyrde ved siden af sine mange andre gøremål. Fra gammel tid kom derfor stiftssynoden, det to gange om året afholdte landemode, til i betydeligt omfang at virke som kirkelig overret.

I Roskilde Stift trådte landemodet sammen hver tirsdag efter trinitatis og tirsdag efter mikkelsdag. Her mødte repræsentanter for den lokale gejstlighed op, og landemodet havde ikke mindst betydning som det sted, hvor præsteskabet blev orienteret om nye bestemmelser om kirkeret, om nye helgener, om opstramning af regler for gudstjenesten, intrikate tiendeproblemer m. v. Og når mødedeltagerne var vel hjemme, skulle de orientere deres kolleger om, hvad der var foregået på synoden.

Når kirkens domstole kom til at få så stor betydning, skyldes det især, at dens retsvæsen var langt mere udviklet end de hjemlige landskabslove. Og gennem fortsat ajourføring af stiftets regelsamlinger tilpassede man de internationale principper til det enkelte stifts lokale forhold. Med mellemrum tog man stiftets statutter, regelsamlingen, op til revision, i Lund således lige før 1500 og atter i 1514. Men de gejstlige domstole kunne også udstede domme af principiel betydning, og en bestemmelse fra Lund i 1500 om regler for tiendeydelse af gårde, der havde to fæstere, findes bevaret i så mange efter-middelalderlige afskrifter, at den må have været gældende tienderet i Skåne igennem lange tider.

Som stedfortræder havde bispen sin generalofficial, der foruden at tage sig af en række økonomisk-administrative anliggender især varetog den daglige ledelse af stiftets retspleje. Generalofficialen var gerne en yngre klerk, der efter årelange studier i udlandet bestred det ansvarsfulde embede tre til fem år. Da officialen efter veludført arbejde ofte endte som medlem af domkapitlet, blev stillingen gerne et springbræt for unge talenter uden alt for gode familieforbindelser. Dertil har arbejdet sikkert givet rig mulighed for sportler. På reformations-tiden kunne den bidske Poul Helgesen således undre sig over, at en bestemt domkannik døde som en fattig mand, skønt han havde været kansler hos to bisper og official for biskop Lage Urne, „en funktion, som tidligere havde beriget ikke så få”.

Sandsynligvis har ægteskabssager været blandt de kirkelige domstoles mest krævende arbejde. Men logisk nok var det ikke et område, hvorfra efterkommere var interesseret i at gemme papirer. Også testamentssager søgte kirken at få ind under sig. Og skønt Sorø Kloster altid pukkede på sin totale uafhængighed af bispens myndighed, måtte det nu og da krybe til korset og acceptere lokal skik og brug. Man kunne næppe få omgivelserne til at indgå forretninger med en institution, der kunne finde på at henvise alle mulige stridsspørgsmål til afgørelse i Rom.

I 1463 foregik der således en arvesag for landemodet mellem Sorø Kloster og arvingerne efter en mand, der var død i klosteret. Havde han været indviet munk, var klosteret hans rette arving. Men havde han blot været „pensionær”, besad hans slægtninge arveret efter ham. I og for sig opnåede arvingerne en principiel sejr; men da klosteret først skulle have sine mange udgifter til mandens ophold dækket sammen med begra-velsesomkostningerne m.v., er det nok et spørgsmål, hvor meget den sejr reelt var værd.