Plan over ruinerne af Vitskøl Klosterkirke, stiftet af Valdemar den Store som tak for Guds hjælp under Blodbadet i Roskilde. Denne cisterciensiske teglstenskirke har – egentlig imod forskrifterne i cisterciensernes ordensregler – et rigt udformet korparti, hvor kirkens mange altre har stået i halvrunde apsider.

.

Planen over Sorø Klosterkirke, som også var cisterciensisk, men af mere traditionel udformning end Vitskøl. Sorø Klosterkirke blev påbegyndt i 1160'erne og som Vitskøl bygget af teglsten. I søndre korsarm er bevaret trappen til munkenes sovehus, dormitoriet.

.

Samtlige kendte klostre i Danmark o. 1220, dvs. før de første tiggermunke, dominikanerne, ankom i 1222. Af domkapitler er kun medtaget de regelbundne, som tilhørte egentlige munkeordener. Mens cistercienserklostrene er ret godt kendte, er vor viden om nogle klostre af andre ordener, og især om visse nonneklostre, mere sparsom. Enkelte har måske kun eksisteret på skrift. Inden 1200-tallets midte blev dominikanerne repræsenteret i alle stiftsbyer samt i Åhus i Skåne, i Haderslev og i Næstved.

.

Det hastigt stigende antal klostre i Danmark i 1100-tallet, i alt op til 60 inden udgangen af århundredet, må have betydet en åndelig oprustning, ikke blot af kirken, men af hele det danske samfund. En strøm af veluddannede fremmede munke og nonner har påvirket såvel deres danske brødre og søstre i klostrene som de verdslige stormænd, bønder og borgere, de kom i forbindelse med. Klostrene var centralt styret af deres respektive klosterordens ledelse, så kontakten til stamklostret – og til andre klostre af samme orden var intens. Med reformbevægelsens ordener, cluniacenserne og cistercienserne, fulgte kravet om ubetinget lydighed imod paven, ordensreglen og kirkeretten. Men der er blot bevaret et spinkelt kildemateriale om de åndelige følger af klostrenes tidlige virksomhed i Danmark. Kun fra en lille halv snes er skriftlige kilder overhovedet bevaret. Så vigtige emner som forholdet imellem klostrene og pavestolen, klostrene og den stedlige biskop osv. må derfor suppleres med, hvad vi ved fra udlandet. Men netop fordi klostervæsenet er internationalt, er det forsvarligt at udfylde hullerne i vor viden med udenlandske kilder. Alt tyder på, at Danmark falder ind i det europæiske mønster, og at den internationale kirkeret via klostrene trænger ind og får betydning her i riget. Hermed være ikke sagt, at kirkeretten blev efterlevet i sin helhed; men de bevarede kilder viser mange træk af klostrenes kamp for, hvad de betragtede som deres ret, og for kirkens frihed af det verdslige samfund.

Men klostrene havde ikke kun betydning for det åndelige liv og retshåndhævelsen. De ordener, der kombinerede bøn og arbejde, medbragte ny viden og teknik. Det siger noget om klostrenes betydning for teknologiens udvikling i Danmark, at kong Valdemars privilegium af 1161 for klostret i Tommerup opregner hele fem vandmøller og blandt dem en valkemølle, som industrielt kan tilvirke uldstoffer. Det viser, at munkenes kendskab til de nyeste tekniske fremskridt straks blev udnyttet i praksis. Det samme gjaldt forbedret dyrkningsteknik, nye kulturplanter og avanceret havebrug. Alt dette kom mange andre end klostrene til gode, eftersom mange bønder arbejdede for munkene og nonnerne.

De fremmede munke medbragte også kendskab til lægekunsten. De anvendte lægende og helbredende urter, som man dyrkede i klosterhaven, og de forstod sig på sygdomme og deres behandling.

At et kloster blev placeret i en egn eller by i Danmark, fik således både åndelige og materielle virkninger i det danske samfund. Det er Eskil, der indfører de nye munkeordener i kraft af sin indflydelse hos deres ledere. Invasionen af franske og tyske munke tager fart under Eskil og slutter med ham. I 50 år efter hans afgang fandt der næsten ingen klostergrundlæggelser sted.

De nye ordener, og især cistercienserne, styrker på dansk grund den kirkelige reformbevægelse, som Eskil stod for, ikke mindst i forhold til kongemagten. Et cistercienserkloster i Danmark var ikke et dansk kloster. Det blev styret af en abbed eller en prior, der udnævntes af klosterordenens fælles ledelse, ordenskapitlet i Citeaux. Mens benediktinerne i deres sjælesorg var underlagt den stedlige biskop, stod cistercienserne direkte under paven. Men om det ene eller det andet var tilfældet, så havde kongen intet at sige over klostrene. Kun i velgørerens rolle kunne han optræde, ved gaver, privilegier og beskyttelse. Men også i velgørenhed er der politik. Giverens valg imellem klosterordener og placeringen af et nyt kloster var ikke tilfældigt. Vigtigere er det, at kongemagten ikke blot affandt sig med klostergrundlæggelser i riget, men valgte at støtte den aktivt, og mange af de rige slægter gjorde det samme. Af taknemlighed over at have overlevet blodgildet i Roskilde stiftede Valdemar den Store Vitskøl Kloster i Himmerland i 1158 som et cistercienserkloster. Altså i lighed med Eskils støtte til starten af Herrevad og Esrum, hvad der ligner en udstrakt hånd fra kongen til Eskil, eftersom cistercienserne jo stod direkte under paven. Når Eskil i sit eget stift foretrak præmonstratensere, skyldes det, at de ikke stod under paven, men under biskoppen, dvs. ham selv.

Bag de mange gaver til klostrene lå, ligesom bag kirkebyggeriet, et håb om sjælenes frelse. Et offer her på jorden blev til en skat i himlene. Og hertil kom, at hele samfundet formentes at nyde godt af munkes og nonners efterfølgelse af Kristus. At en forretningsmæssig og ukristelig „noget-for-noget”-betragtning ikke lå fjernt, fremgår af et stiftelsesdokument fra 1163, hvori en stormand af kongeslægten, Buris Henriksen, omdannede sin gård ved Holstebro til cistercienserklostret Tvis. Buris lægger ikke skjul på, at han til gengæld for sin gave til munkene forventer et passende vederlag i himlen i form af en evig bolig: „Jeg forventer tillidsfuldt at få hundrede fold igen og det evige liv.”

Også Hvideslægten efterlignede kongen. Det eksisterende benediktinerkloster i Sorø nygrundedes i 1161 som cistercienserkloster. Til Antvorskov ved Slagelse, som var grundlagt af kongen, synes Eskil, eller måske Absalon, at have indført johannitterordenen, som var stiftet i Det hellige Land i 1070, og som især gav sig af med pleje og helbredelse af syge.

I sin skoletid i Hildesheim siges Eskil at have haft et drømmesyn: jomfru Maria befalede ham at sprede sæd af fem kornsorter. Dette tydede Eskil som et påbud om at stifte klostre af fem ordener. Det efterkom han. Men en af dem slog ikke rod.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Klostrenes betydning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig