Kolonierne (1700-1800)

Som andre europæiske monarker herskede den danske konge også over besiddelser i de oversøiske områder. Efter samtidens målestok var det meget små besiddelser uden politisk og militær betydning. Men med det kraftigt voksende europæiske marked for oversøiske produkter blev de økonomisk værdifulde.

I Indien havde Ove Giedde i 1620 i Christian 4.s navn erhvervet Trankebar syd for Madras, og i 1700 administrerede Ostindisk Kompagni i Frederik 4.s navn den befæstede by med dens lille, omgivende territorium på størrelse med Fanø. Trankebar blev opretholdt som et dansk handelsstøttepunkt, og samme hensyn lå bag erhvervelsen i 1755 af et lille landområde omkring Serampore i Bengalen, ved Hughli-floden umiddelbart nord for Calcutta, samt øgruppen Nikobarerne i Den bengalske Havbugt.

I Vestafrika administrerede Vestindisk-guineisk Kompagni kongens fæstning Christiansborg på Guldkysten. Kompagniets navn markerede dets dobbelte sigte: at transportere slaver fra Guinea til dets sukkerplantager i Vestindien. I løbet af 1700-tallet blev det danske interesseområde gradvist udvidet mod øst med anlæg af nye slaveforter frem til floden Volta.

I Vestindien administrerede handelskompagniet øen Sankt Thomas, som det havde sat sig i besiddelse af allerede i 1672. I 1718 koloniserede det yderligere den nærliggende ø Sankt Jan, og i 1733 købte det den store frugtbare ø Sankt Croix af den franske konge. Tilsammen udgjorde øerne et område på størrelse med Møn. I 1754 afstod kompagniet Sankt Croix – „en af de største stene i Deres Majestæts krone”, som storkøbmanden Niels Ryberg karakteriserede den – og de to andre øer til den danske konge, som derpå gav handelen fri for samtlige sine undersåtter.