Kompagnier og kornmonopol

Den centrale bygning i J.F. Classens Frederiksværk var Giethuset: den trefløjede grundmurede bygning, hvor kanonerne blev støbt. På J.G. Wincklers plan fra 1767 ses støbeovnene og langs væggene træmodeller til de forskellige typer kanoner, som værket havde privilegium på at levere til hæren og flåden. Værket producerede også mere fredelige jernprodukter som husgeråd og ovne, og det smukke jerngitter om Frederik 5.s rytterstatue på Amalienborg var en gave fra Classen.

.

Østersøisk-guineisk Handelsselskabs Fredensborg var en slavehaler, der transporterede negerslaver fra Guldkysten til Vestindien. Umiddelbart adskilte skibet sig ikke fra andre af handelskompagniernes store sejlskibe. Men de store skorstenslignende ventilationskanaler af sejldug røbede dets last. De ledte en smule luft ned på underste dæk, hvor slaverne sad eller lå. Kanonerne i masternes mærs blev rettet mod slaverne, når de kom på dækket for at røre de stive lemmer. Tæt stuvet kunne Fredensborg rumme op mod 550 slaver. På sine fire rejser indskibede det godt 1550 slaver, hvoraf de 250 døde på overfarten. Maleri fra 1788.

.

Også på handelens område stod det sene 1700-tal for samtid og eftertid som en brydningstid. De kompagnier og de handelsmonopoler, der havde spillet så væsentlig en rolle i 1600-tallet og det meste af 1700-tallet, blev nu afviklet og handelen givet fri. Men heller ikke denne politik kan tages til indtægt for en teoribevidst overgang fra merkantilisme til liberalisme.

Under Den amerikanske Frihedskrigs højkonjunktur for neutral søfart fra 1778 til 1783 havde staten selv oprettet tre store foretagender: Vestindisk Handelsselskab i 1778, Østersøisk-guineisk Handelsselskab i 1781 og Handels- og Kanalkompagniet i 1782.

Statsmagten havde leveret kapitalen og ledelsen, og dens mål havde dels været at lede de mange spekulationslystne småspareres penge ind i neutralitetsudnyttelsen, dels at trække sig ud af en række produktionsvirksomheder, der indtil da havde været under statslig ledelse: et tidligt eksempel på privatisering.

Disse tre foretagender formåede imidlertid ikke at overleve overgangen fra krig til fred, og deres afvikling gav offentligheden et forstemmende indblik i store monopoliserede virksomheders ledelsesproblemer og økonomiske uansvarlighed.

For de fleste kom afviklingen af de tre kompagnier derfor til at stå som en bekræftelse på de nye økonomiske tanker om den størst mulige frihed for erhvervslivet. Som institution havde handelskompagnierne overlevet sig selv.

I sidste halvdel af 1780'erne ophævedes endnu to handelsmonopoler. I 1787 gav staten som nævnt handelen fri både på Island og på Finmarken. Den havde tidligere været drevet af kompagnier og af staten selv. Men kun som en nødløsning, indtil det blev økonomisk realistisk at frigive den for private købmænd og redere.

I 1787 skønnede statsmagten omsider, at det var forsvarligt, både ud fra hensynet til de nordatlantiske besiddelsers eget tarv og fordi der nu eksisterede et bærekraftigt grundlag for handelen. Men for Færøerne fandt den danske stat først tiden moden i 1856 og for Grønland ikke før 1950, på et tidspunkt hvor liberalismen selv var blevet historie.

I virkeligheden forblev monopolerne i kraft, så længe de blev betragtet som hensigtsmæssige. Det demonstrerede enevælden i 1788, da den ophævede kornmonopolet fra 1735. Hvorvidt monopolet havde virket efter sin hensigt, er tvivlsomt. Den prisstigning, der faktisk fandt sted, skyldtes efter al sandsynlighed den internationale konjunkturudvikling, der også slog igennem i dette lukkede økonomiske system.

Politisk blev kornmonopolet en belastning for nordmændenes loyalitet over for helstaten, og efter adskillelsen i 1814 blev det en af anklagerne mod den danske helstatspolitik, stærkest udtrykt af Nicolai Wergeland i 1816 i hans Sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser imod Kongeriget Norge.

I praksis blev kornmonopolet ophævet helt eller delvis mindst lige så mange gange, som det fik leveår. Reelt blev det sat ud af kraft i 1784, og da det formelt blev ophævet i 1788, gjorde statsmagten ikke nogen hemmelighed af sine motiver. Kornpriserne på det internationale marked havde nu nået en sådan højde, at det ikke længere var nødvendigt at tvinge nordmændene til at købe dårligt dansk korn.

Nu var det tværtimod mere lønsomt at liberalisere den danske kornhandel og samle ressourcerne om den kvalitetsforbedring af kornet, der var en forudsætning for, at det kunne sælges uden for rigets grænser. Den danske enevælde gjorde sig end ikke den ulejlighed at fremstille kornmonopolets ophævelse som en liberalistisk gestus.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kompagnier og kornmonopol.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig