Kong Christoffers kirkekamp

Den samme konge der opbød så mange kræfter for at skaffe Danmark en ny kongelig helgen, fik rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen til fjende. Men heri var ingen modsætning. Jakob Erlandsen støttede ikke Christoffers kongemagt og stod vel, som kongen mente, på Abelslægtens side. Striden mellem de to kom til at ryste Danmark i dets grundvold og den varede tyve år. Ingen af dens hovedpersoner overlevede den.

Christoffer var blevet kronet i Lunds Domkirke juledag 1252, men da havde ærkesædet været ubesat. Ærkebiskop Uffe var død nogle uger forinden, og kroningen forrettedes af biskop Eskil af Slesvig. Der var ingen tradition for, hvor rigets konger blev kronet, men Valdemar Sejr blev som den hidtil eneste danske konge kronet i Lund og på Jesu Fødselsdag, så måske var der tale om en understregning af kontinuiteten i tronfølgen, og af at den rette søn nu herskede i det kristne danske kongerige.

Domkapitlet i Lund valgte biskoppen af Roskilde, Jakob Erlandsen, straks i Christoffers første regeringsår, men fordi den udvalgte allerede var biskop, måtte sagen passere pavestolen, og først i april 1254, lige før palmesøndag, kunne den nye ærkebiskop tiltræde sit embede. Og det var midt under Christoffers krige med Abels efterkommere.

Jakob Erlandsen tilhørte Hvideslægten. Hans moder var en datter af den rige og mægtige Jakob Sunesen af Møn, som han er opkaldt efter, og hans fader var en skånsk stormand ved navn Erland. Men om ham vides der ikke andet end navnet, så det er sikkert fra sin mødrene familie Jakob har sin rigdom.

1247 havde Jakob Erlandsen titel af provst ved kirken i Lund, men han var i landflygtighed ved pavestolen og kunne hverken opnå indtægterne af sit private gods eller sit embedsgods „på grund af fjendskaber han har i Danmark, skønt han ikke har pådraget sig dem ved egen skyld”, som der står i en pavelig skrivelse han fik udvirket i et forsøg på at opnå hvad der var hans. Paven omtaler ham som „Vor kapellan”, men det betyder formodentlig ikke andet end at han var én blandt temmelig mange yngre gejstlige der var tilknyttet pavehoffet.

1249 udnævnte paven ham til biskop af Roskilde efter Niels Stigsen der døde i landflygtighed det år, men bispegodset på Sjælland, herunder borgen København, var beslaglagt af kongen . Det bestyredes af en præst ved navn Håsten og forskellige lægfolk, vel med Roskilde domkapitels mere eller mindre helhjertede samtykke, og Jakob kunne først tiltræde embedet som roskildebiskop da kong Erik var død og kong Abel havde efterfulgt ham. Men da må alt det beslaglagte straks være blevet udleveret, og medens han var roskildebiskop var der vistnok ingen der krummede et hår på hans hoved.

Jakob Erlandsen var en rig og veluddannet mand, havde magistergraden fra et universitet, måske i teologi, måske i jura, måske i begge dele. Sandsynligvis er det i Paris han har studeret. Det var i det mindste hertil han ved sin legatstiftelse i 1253 ville sætte sin sjællandske kirke i stand til at sende sine bedste hoveder for at studere videre. Men hans familie har i konflikten mellem Abel og Erik stået på Abels side. Nu skulle han altså være ærkebiskop af Lund. I de første måneder efter hans tiltræden var det at kong Christoffer erobrede hertugdømmet Sønderjylland, og på de militære forhandlingsmøder i 1254 og 1255 mellem kongen og hans gejstlige og verdslige stormænd gav biskopperne i riget udtryk for at de havde været truet på livet. De siger ikke af hvem, men det ligger i luften at truslerne er udgået fra kongen og de verdslige stormænd, og at anledningen er den krig der foregår.

Det blev Jakob Erlandsen der tog føringen i gejstlighedens modforholdsregler. De blev vedtaget på et møde af biskopperne i den danske kirkeprovins, der afholdtes i Vejle 1256, den 6. marts, og aktstykket kaldes Vejlekonstitutionen. Hvis en biskop fanges eller lemlæstes af en person der bor i riget, og det kan formodes at kongen står bag, skal der lægges interdikt, dvs. gudstjenesteforbud, over hele riget. Det skal ske straks, blot på grundlag af selve gerningen og den formodning at kongen står bag. Sker det samme, stadig under den nævnte forudsætning om kongens formodede meddelagtighed, ved en stormand der bor uden for riget, skal blot det pågældende stift være under interdikt og kongen skal inden for en måned være forpligtet til at skaffe den forurettede hans ret.

Truslerne mod biskopperne var klare nok. De angik deres militære loyalitet over for kongen i den krig han var i færd med at føre. Kongen har villet gennemtrumfe at biskopperne med deres store husholdninger og omfattende godsområder var pligtige til at yde kongen krigstjeneste på lige fod med hans andre „mænd”. Og Vejlekonstitutionen er gejstlighedens modtræk. Biskoppernes frygt for at lide overlast var velbegrundet, for de støttede ikke alle den nye kongemagt. Der var ganske vist tradition for at biskopperne stod til rådighed for kongen i hans krige, men da den tradition blev grundlagt, havde kongemagten ikke været omstridt som den var nu. Kirken har ikke samlet valgt side i tronstriden, men den står heller ikke entydigt på kong Christoffers side. Og selve tidspunktet, da Vejlekonstitutionen blev vedtaget, var prekært. Kongen havde nøjagtig samtidig indkaldt til rigsmøde i Nyborg, og biskopperne havde ubestridelig mødepligt begge steder. Dette sammenfald af tidspunkter blev behandlet mellem ærkebispen og kongen i den proces de kom til at føre mod hinanden for pavens domstol. Det er herfra vi kender enkelthederne, også hvad kongen sagde til ærkebispen da han indtraf med forsinkelse i Nyborg, et citat af Vergil, „Sent kom studedriverne”. Processens akter kan være farvet af den konflikt der da var brudt åbent ud, men nogle af enkelthederne må være trofast gengivet. Ærkebiskoppens forsvar over for kongen for at han havde gennemført provinskirkemødet, selv om kongen havde indkaldt til „det Parlament der kaldes Hof” på samme dag, var at disse kongelige rigsmøder plejede at ligge senere, på en dato der i 1256 ville have været den 22. marts og, stadig ifølge ærkebispen, på den tidlige dato, søndag den 6. marts, ville greverne af Holsten og de såkaldt vendiske fyrster ikke være i stand til at komme til stede, „på grund af vinterens kulde og strenghed”. Det tyder på at deres tilstedeværelse har været mere i ærkebispens end i kongens interesse, og hvem var da greverne af Holsten andre end Abels enkes familie og Abels børns nærmeste voksne slægtninge? De vendiske fyrster var grevernes nærmeste naboer, hvoraf flere siden tidligere kongers regeringstid havde danske besiddelser i forlening.

At Vejlekonstitutionen ikke var ren teori, viste sig med al ønskelig tydelighed en februarnat i 1259, da Jakob Erlandsen blev fængslet på sin gård Gislebjerg i Skåne af en mecklenburgsk fyrste og hans mænd under ydmygende omstændigheder. Ærkebiskoppen blev iklædt verdslig dragt og fik sat en hue af rævehaler på sit hoved. På dette tidspunkt var der i tre-fire år foregået seje forhandlinger mellem kongemagt og ærkebiskop om dennes og de øvrige biskoppers plads i den kongelige husholdning, om hvor grænserne for deres lydighedspligt på den ene side og gudstjenestens integritet på den anden side skulle gå. Men forhandlingerne var endt i juridiske spidsfindigheder, og kongen var henvist til at gennemtvinge en afgørelse på et højere plan. Skønt der reelt ikke kan være mindste tvivl om at kongen stod bag denne udenrigske stormands overgreb på ærkebispen, var det ham der straks indbragte hele mellemværendet for pavestolen, og planlægningen bag fængslingen var naturligvis gået ud på at sikre, at kongen formelt var uden for mistanke.

Et af hovedpunkterne i kongens klage mod Jakob Erlandsen, men ganske vist kun et af mange, gik ud på at han havde virket til fordel for Abels arvinger. Det er et punkt der må lægges megen vægt på. I 1254, selve det år hvor Jakob tiltrådte ærkebispedømmet, opnåede Christoffer at få sin fem år gamle søn Erik (Klipping) valgt til konge. Forudsætningen har sikkert været at han året før havde overladt hertugdømmet Sønderjylland til Valdemar Abelsen, men det var jo frem for alt mod denne han i disse år førte sine krige. Jakob Erlandsen nægtede både nu og siden at krone den lille kong Erik og opnåede herved at holde tronfølgespørgsmålet i en uafgjort position. Blandt kongens klager imod ham over for pavens domstol findes også den, at ærkebispen havde skrevet til paven for Abels arvinger og imod kongen. Det kan kun have været deres arveret til riget det har drejet sig om.

Da Abels eneste voksne søn Valdemar, der blev hertug 1253, døde 1257, og hans to brødre Erik og Abel var umyndige så at Christoffer efter loven kunne blive deres værge, benyttede Christoffer sig af denne situation til at inddrage hertugdømmet i riget. Så gjorde han i 1258 et nyt forsøg på at få den lille Erik kronet, men det strandede atter på ærkebispens vægring. Uden at være kronet var tronfølgeren ikke uantastelig som konge, hvis tronen skulle blive ledig. Det er dette dødvande kongen bringer sig ud af ved i februar 1259 at lade ærkebiskoppen fængsle.

Jakob Erlandsen gennemførte straks fra sin tiltræden en overordentlig effektiv forvaltning af ærkestiftet. Han tog initiativ til at revidere den skånske kirkeret, påbegyndte en visi-tats først af ærkestiftet derpå af hele riget, og efterlevede Det fjerde Laterankonciliums krav (1215) om at der regelmæssigt skulle afholdes bispemøder i hver kirkeprovins, provinsialsy-noder som den i Vejle 1256. Kongemagten inddrager i sine beskyldninger mod ærkebispen over for paven forskellige træk af denne effektive kirkelige forvaltning. Nu da striden alligevel raser, kan lige gerne alle mellemværender bringes frem, synes man at have tænkt. Det afgørende i striden er dog Jakob Erlandsens påståede hjælp til kongens ydre fjender.