Kongeligt jordegods

I 1200-tallet var kongelige jordbesiddelser meget udstrakte. Det betyder ikke nødvendigvis at tidligere konger har ejet lige så store godser de samme steder. En del af de ejendomme kongerne besad i 1200-tallet var erhvervet i 1000-tallet, f.eks. ved konfiskation eller ved bøder der var betalt med jord; dertil kom mageskifter. Kongen havde også ret til danefæ, „det vil sige arven efter de mænd som ikke efterlader sig nogen sikker arving”. Andre skandinaviske konger nød samme rettighed, og der var sikkert tale om gammel hævd. En konge kunne også komme i besiddelse af land som han fik som bøde for brud på freden, eller for udeblivelse når der blev kaldt til leding, men langt den mest effektive måde at udvide de kongelige jordbesiddelser på var at erobre land. Det gods der tilhørte en besejret høvding og hans tilhængere kunne overtages af sejrherren, og man kunne disponere friere over erobret jord end over arvegods. Konfiskationer efter en erobring måtte naturligvis tilpasses behovet for at vinde og bevare de lokale stormænds loyalitet ved at lade dem beholde deres ejendomme eller måske endda ved at give dem mere jord. Men en erobrer måtte også være gavmild over for de mænd der havde muliggjort erobringen. Harald Blåtands fremgang i Danmark og hans søns og sønnesøns i England gav dem en umådelig rigdom på både land og sølv og andre kostbarheder hvormed deres tilhængere kunne belønnes.

Kongerne havde også mulighed for at tillægge sig nye landområder når én herskerslægt afløste en anden på tronen, hvilket kan opfattes som en indre erobring. Den sejrende part overtog naturligt nok sine forgængeres jorde og kunne dertil føje sine egne nedarvede besiddelser. Senere hen skelnede man til en vis grad mellem de kongelige jorde, krongodset, og den enkelte herskers private arvegods, hans patrimonium. Det forventedes at fremtidige konger ville respektere denne forskel, men i praksis udviskedes den formentlig let, idet slægtsarven i mange tilfælde uvægerligt blev indlemmet i det kongelige gods.