Kongens formue

Højt hævet over det traditionelle erhvervsmæssige netværk, som staten søgte at opretholde, agerede staten selv, i begyndelsen af 1600-tallet først og fremmest personificeret i Kongelig Majestæt.

Især i årene efter Kalmarkrigens afslutning var Christian 4. en særdeles holden mand, et særsyn blandt europæiske fyrster, der ofte sad i gæld til op over slotstårnene og indimellem ligefrem gik bankerot. De to vigtigste indtægtskilder, der fik den kongelige formue til at svulme kraftigt op, var Øresundstolden, der i disse år næsten fordobledes som følge af den hastigt voksende østersøhandel, og de ti tønder guld – en million daler – svenskerne betalte i årene fra 1616 til 1619 i krigsskadeserstatning. Dertil kom, at kongen bestandigt kunne låne penge af sin moder, enkedronning Sophie, der gjorde sig sit livgeding på Lolland-Falster særdeles nyttigt.

Strengt taget var rigets midler delt mellem to kasser, kongens egen personlige, og statskassen, der administreredes af rentekammeret. Som tidligere nævnt gik øresundstoldindtægterne direkte i kongens egen kasse, mens eksempelvis lensindtægterne hørte under rentekammeret. Men i de gode år efter Kalmarkrigen blev der ikke sondret mellem de to kasser. Kongen gjorde det i hvert fald ikke. Som rigets overhoved betragtede han statsformuen som sin og handlede derefter. Et egenhændigt overslag i hans kalenderoptegnelse fra 1618 viser således, at han ud over øresundstoldindtægterne i det mindste også henregnede de svenske krigsskadesbetalinger og årets skatter til sin egen kasse.

Christian 4. var således godt en million daler værd i 1618 og efter alt at dømme op mod halvanden million i begyndelsen af 1620'rne. Det var efter tidens målestok en kolossal formue. Til sammenligning kan tjene, at værdien af Holger Rosenkrantz' adelsgods omkring 1625 højst var på godt 100.000 daler – og Rosenkrantz hørte til blandt de kun 25 godsejere, der besad mere end 2000 tønder hartkorn.

Kongens penge fik ben at gå på. Netop i de rige år fra 1613 til 1625 var Christian 4. den store iværksætter. Fra at bruge sin formue til pengeudlån til trængende adelige, der havde så stort jordegods, at han var sikker på en god forrentning og ikke risikerede sine penge, svingede kongen omkring 1615 over til mere målrettede erhvervsinvesteringer.

Det var handel og manufakturvirksomhed – oprettelsen af store værksteder med en samlet produktion – der havde kongens interesse. Målet var at tilføre den ellers så ensidige danske landbrugsøkonomi en ny dimension. Gennem grundlæggelsen af handelskompagnier, der var på danske hænder, men på kongens nåde, skulle riget sikres en positiv handelsbalance. Det overskud, der derigennem ville tilflyde riget og kongen, skulle styrke kronen og være et solidt underlag for den militære magt. Og gennem skabelsen af manufakturer skulle riget gøres mere eller helt uafhængigt af import fra udlandet. Det gavnede også handelsbalancen og gjorde samtidig riget mindre sårbart, når forsyningslinierne blev truet i en krigssituation.

En væsentlig forudsætning for en vellykket indplantning af de nye erhverv var ekspertisen. Allerede før Kalmarkrigen, i 1607, havde Christian 4. sendt sin sekretær Jonas Charisius til Nederlandene for at undersøge, om man derfra kunne rekruttere kyndige håndværkere og erfarne købmænd, der ville slå sig ned i Danmark og være kongen behjælpelig med at udvikle det danske riges borgerlige næring.

Charisius var den rette mand. I modsætning til de adelige sekretærer, der ellers befolkede kongens regeringskontorer, var han af borgerlig herkomst, havde fået en alsidig uddannelse og var blevet doktor i både medicin og jura.

Charisius var Christian 4.s altmuligmand. Han var ubundet af de adeliges optagethed af deres godsdrift og politiske karriere. Han var de fornemme rigsråders uundværlige ledsager på diplomatiske sendefærd, og han var åben over for de nye handels- og erhvervspolitiske strømninger, der lå uden for adelens traditionelle godsejerhorisont. Han var ansat i kongens Tyske Kancelli, der havde til opgave at sørge for kontakten til det ikke-skandinaviske udland, og derfor vel inde i de europæiske sager.

I første omgang mislykkedes Charisius' forsøg på i 1607 at hente nederlandske håndværkere og købmænd til Danmark. Men Christian 4. og hans borgerlige rådgiver opgav ikke, for de vidste, at det var i den nederlandske købmandsrepublik, de skulle søge både forbillederne og erfaringerne, når det drejede sig om borgerlige erhverv. Nederlandene var så ubetinget samtidens førende handelsnation og var nået langt i opbygningen af manufakturer, især inden for klædefremstillingen.