Nyboder, som Christian 4. lod opføre til flådens og Holmens folk i 1630'rne. Selv om skibsværftet i Neustadt aflastede det københavnske, blev Nyboder hurtigt befolket. Boderne var oprindeligt enetages.

.

Selio Marselis, her malet af ukendt kunstner, havde som ung berejst det meste af verden og derved skaffet sig indblik i den internationale handel. I 1644 bosatte han sig fast i Kristiania, hvor han som calvinist ud over de økonomiske privilegier også fik religionsfrihed. I løbet af få år erhvervede han sig store jordejendomme i Norge. Desuden investerede han i jern- og kobberværker og drev savbrug og trælasteksport. I den periode formidlede Selio Marselis alle pengetransaktioner mellem Norge og Danmark. Han døde i Danmark i 1663.

.

Endnu i 1630'rne kunne Marselis & Berns trygt regne med, at de fik betaling for deres leverancer. Men med den økonomiske nedtur, der snart ramte den danske stat, begyndte det at knibe med at betale købmændene. I stedet for rede penge fik handelsmændene varer. De leverede kanoner mod til gengæld at få salpeter, de så kunne sælge andetsteds. Eller de måtte tage til takke med gældsbreve.

I 1643 døde Gabriel Marselis. Men hans sønner forstod at forplante hans firma til hele Europa. Den ældste, Selio, slog sig ned i Kristiania, hvor Christian 4. i 1646 under sin sidste rejse til Norge fritog ham for skatter og anden borgerlig tynge i tre år som tak for hans store ydelser til kronen under krigen med Sverige, mens de norske redere til gengæld blev bebrejdet, at de intet havde ydet til rigets forsvar.

Selios yngre broder, Gabriel, var allerede inden seniors død blevet dansk faktor, rigets handelsagent, i Amsterdam, hvorved han fik bestalling til at gøre indkøb for den danske stat og udbetale penge på kronens vegne. Desuden skulle han sende indberetninger af diplomatisk interesse til kongen. Gabriel Marselis blev også engageret i den norske handel, og da det kneb med at betale de to brødre, fik de overdraget krongods i Bohuslen til ejendom.

En tredje marselissøn, Leonhard, fortsatte faderens kompagniskab med Berns. Og det nye makkerpar sværmede bestandig om kongen og Corfitz Ulfeldt for at få nye ordrer. Umiddelbart efter Torstenssonfejdens udbrud tilbød de at levere flere orlogsskibe, men kongen meddelte Ulfeldt, at han ville nøjes med dem, han havde i forvejen. Skulle det endelig komme dertil, at han fik brug for tilbuddene fra Berns, skulle Ulfeldt forhandle nøje med ham om prisen, thi „Albert Baltsersen (Berns) og hans abgesandter skal du ikke nå bund i med en lang spids”.

Men det var ikke kun de overnationale handelskapitalistiske firmaer, der sad på omsætningen med den danske krone. Københavnske storkøbmænd som Henrik Müller, Rasmus Jensen Hellekande, Johan Braem og Jacob Madsen fik også deres smukke andel af den. Resultatet blev bundløs statsgæld. Og når kongen ikke kunne betale, måtte han anvise sine kreditorer dele af toldindtægterne, bruge sit korn fra lenene som betaling eller ligefrem udlægge krongods. Dermed mistede staten væsentlige indtægtskilder, og det betød naturligvis, at den fik endnu sværere ved at skaffe penge. En skrue uden ende.

Christian 4. vidste da også meget vel, hvor galt det stod til. Da han i december 1646 forlangte, at rigsrådet gjorde noget for at hjælpe ham ud af hans gæld, skrev han med rene ord, at han ikke agtede at sidde „i uskiftet bo med Henrik Møller, Hellekande eller de andre dannemænd”.

Når så få danske og udenlandske købmænd efterhånden kom til at kontrollere al handel med og udlån til kronen, skyldtes det ikke blot, at de var kapitalstærke. De blev også særligt begunstigede, først og fremmest af rigshofmester Ulfeldt og af Norges statholder, Hannibal Sehested, der lod staten betale overpriser for leverede varer og delte i porten med storleverandørerne.

Mens Ulfeldt og Sehested på denne måde skrabede nogle tønder guld sammen, måtte kongen i 1645 pantsætte sin krone til Marselis & Berns som sikkerhed for et lån på 15.000 daler. I december samme år gjorde han regnskabet op: „Jeg har nu sat mit gods, penge, sølv og guld sammen med helbredet til og sat den krone, jeg blev kronet med, i pant for penge, på det jeg kan redde mit ærlige navn. Gud må vide, hvad jeg for alt det får igen.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kongens uskiftede bo.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig