Kontraster

Socialt, politisk og kulturelt var danmarksbilledet ved århundredskiftet meget modsætningsfyldt. Den selvorganiserede og selvbevidste landbokultur omkring andelsbevægelse og højskoler gennemsyrede størstedelen af landbosamfundet. I byerne var arbejderne i færd med at opbygge deres bevægelse og socialt-kulturelle netværk. Over for disse brede klassekulturer stod en borgerlig elitekultur præget af opbrud og selvransagelse. Det moderne gennembruds radikalisme var under kritik fra en ny generation, der forkastede positivismen med dens forbillede i naturvidenskabens „falske objektivitet”. Den var intenst optaget af det enkelte individ og dets psyke, og det er næsten symbolsk, at et af det nye århundredes mest indflydelsesrige værker, Sigmund Freuds „Drømmetydning”, udkom i Wien i 1900. Indsigterne fra Freuds arbejde med de psykiske strukturer slog dog først igennem i Danmark en menneskealder senere.

I 1900 døde Friedrich Nietzsche, som til gengæld havde haft indflydelse i den danske debat, idet Georg Brandes formidlede hans aristokratiske radikalisme til den hjemlige offentlighed. Nietzsches forkastelse af gudstro, fornuft og socialisme og dyrkelsen af overmennesket som historiens formål vakte både tilslutning og skarp afvisning. Brandes' accept af den grænseløse individualisme indvarslede hans begyndende isolering i dansk åndsliv, men han forblev samtidig bannerfører for radikale frigørelsesideer. Hans internationale ry var usvækket, og han varetog endnu i det 20. århundredes første årtier positionen som udkigspost til og formidler af hovedstrømninger i europæisk åndsliv.

Mange, også mange danskere, opfattede Danmark som en udkant i forhold til de europæiske kulturstrømninger. I virkeligheden forplantede disse sig forholdsvis hurtigt til den offentlige debat herhjemme, ikke alene gennem en vågen presse og en mængde tidsskrifter, men også gennem arbejderbevægelsens lydhørhed over for de internationale socialistiske strømninger og debatter. Her spillede to af bevægelsens første akademikere, ægteparret Nina og Gustav Bang, en central rolle. I en vis udstrækning var Danmark og navnlig det københavnske kulturmiljø endnu en korsvej for relationerne mellem det øvrige Norden og Europa.

Den udviklingsoptimisme, som Johs. V. Jensen formulerede ved århundredskiftet, havde været et fælles kendetegn for de dominerende ideologier i det 19. århundrede, liberalismen, radikalismen og socialismen. Mange tog optimismen med ind i det nye århundrede, men den var ikke længere uanfægtet. Der havde i 1890'erne bredt sig en pessimistisk reaktion, ofte karakteriseret som en „fin de siècle” stemning, en fornemmelse af en epokes afslutning, og en begyndende kritik af den moderne civilisation. Ikke al udvikling var fremskridt, hævdede skeptikerne. De skulle til overflod se deres værste anelser bekræftet med to verdenskriges destruktion af væsentlige dele af det, der hidtil havde været betragtet som værdifuldt i europæisk kultur.