Kreml og Dronningens Tværgade

Stalins død i marts 1953 sendte lange chokdønninger ind i Østeuropas folkedemokratier og i de vesteuropæiske kommunistpartier. I sommeren 1953 revolterede arbejderne på byggepladserne i Stalinallé i Østberlin, men blev hurtigt knægtet af folkepolitiet og Den Røde Hær. Kommunistpartierne i Vesteuropa videregav uden tøven den forklaring, der kom fra den østtyske regering, at uroen skyldtes kapitalistiske agenter fra Vesten. Man havde knap nok samlet de sten op, som var blevet smidt efter de russiske kampvogne i Berlin, før der var foruroligende nyt fra Moskva. Chefen for det hemmelige politi i Sovjetunionen L. P. Berija blev afsat og forsvandt. Det var ikke hvem som helst, det var gået ud over; i Stalins Rusland havde det hemmelige politi opbygget et vældigt imperium i staten. Først et halvt år efter fik offentligheden – og altså broderpartierne i Vesteuropa – at vide, at Berija havde været en forræder og var blevet henrettet. Siden modtog købere af Sovjetunionens Encyklopædi et brev fra forlaget med en ny side, der skulle klæbes ind til erstatning for den, hvor Berijas mange fortjenester var opregnet. I stedet fik Beringshavet en mere udførlig omtale.

Det var vanskeligt at skaffe sig oplysninger om, hvad der foregik i sovjetsystemets top. Endnu i 1954 så det ud til, at Stalins „kronprins”, G. M. Malenkov, havde placeret sig som den øverste i tremandsstyret, der i øvrigt bestod af forsvarsminister N. Bulganin og partiets førstesekretær Nikita Khrusjtjov. Mens tøbruddet tillod forfattere at hentyde til fortidens fejl og ulykker, og fangerne begyndte at vende hjem fra Gulag (koncentrationslejrene), fik Malenkovs billede stadigt mere fremtrædende placering på offentlige kontorer i sovjetstaten. I begyndelsen af 1955 forstummede talen om den ledende trojka, og Malenkovs portrætter forsvandt igen. Nu var der kun to tilbage. Khrusjtjov og Bulganin rejste til Jugoslavien, og fra den ene dag til den anden måtte de partitro læsere af kommunistiske aviser revidere deres opfattelse af marskal Tito. Nu var han ikke længere imperialistlakaj og gestapo-agent, men en god kommunistisk kammerat. Hele striden mellem Moskva og Beograd var, hed det sig, et af Berijas onde anslag.

Det er og bliver en gåde, hvordan normalt begavede eller jævnt fornuftige mennesker i Vesteuropas kommunistiske partier kunne fordøje de kursændringer og ikke mindre forklaringerne på dem, som deres partiaviser uden forbehold kolporterede. Men det er værd at huske, at ganske mange kommunister havde været igennem det hele en gang før under 2. verdenskrig og dog ved befrielsen i 1945 set, at de havde været på den rigtige side.

Det hører også med i forståelsen, at der fra den anden side i den kolde krig kom beretninger om McCarthys udrensningsbølge, der var lige så ubegribelig for den sunde fornuft. Man kunne også spørge, hvor den håndfaste afstandtagen i den borgerlige presse blev af over for det antikommunistiske hysteri i Washington. Land og Folk mente sig nok i stand til at give igen, når Dagens Nyheder eller Jyllands-Posten gik til angreb.

Besværlighederne for DKP's centralkomite var ikke overstået. Samtidig med at partiets formand, Aksel Larsen, og chefideologen Ib Nørlund drog til Moskva som gæster ved Sovjetunionens kommunistpartis 20. kongres i februar 1956, forberedte den socialdemokratiske konkurrent, statsminister H. C. Hansen, sig på at rejse til Moskva i spidsen for en regeringsdelegation, der bl.a. skulle prøve at få en handelsaftale i stand. Han blev modtaget af Bulganin og Khrusjtjov og førte hårde forhandlinger med dem. Han fandt en kompromisformulering, der bragte handelsaftalen i betænkelig nærhed af et brud på det handelsboykot på såkaldt strategiske varer, som NATO forpligtede medlemmerne til. Det afgørende i handelen med Sovjetunionen var et krav om levering af tankskibe, der tydeligvis var en prestigesag for de sovjetiske forhandlere.

Imens søgte Aksel Larsen og Ib Nørlund oplysninger om, hvad der var sket på det lukkede møde i det sovjetiske kommunistpartis 20. partikongres den 25. februar. Hjemme i Dronningens Tværgade kunne DKP's centralkomite omsider gå i gang med at læse Khrusjtjovs tale om opgøret med Stalin og stalinismens fejltagelser og om det nye skældsord i partiets ordbog, „persondyrkelsen”.

I foråret 1956 gav „situationens generalstab” H. C. Hansen og DKP andet at tænke på. Glæden i Dronningens Tværgade over den vrede, som regeringsindgrebet vakte blandt arbejderne, blev kort. I Østeuropa havde udsoningen med Titos Jugoslavien og dermed anerkendelsen af, at der var andre veje til socialismen end den, der gik over Moskva, og nu sidst afsløringer af stalinismens uhyrligheder sat mere voldsomme begivenheder i gang. I sommeren strejkede de polske arbejdere i Poznan, og i løbet af de næste måneder „afstaliniseredes” det polske kommunistpartis ledelse i det, der er blevet kaldt det polske „forår i oktober”. Opstanden i Ungarn fulgte umiddelbart efter og den brutale undertrykkelse påvirkede også den videre udvikling i Polen, hvor foråret hurtigt gik over i vinter.

Når virkningerne i de vesteuropæiske kommunistpartier af disse begivenheder blev så meget større end, hvad de tidligere havde været præsenteret for af undertrykkelse i Sovjetunionen og i Østeuropa, skyldtes det dels, at informationerne nåede hurtigere frem og var mere uafviselige, dels og måske endnu mere, at den kolde krigs absolutte krav om at vælge side ikke længere havde den samme magt over sindene.

Danmarks Kommunistiske Parti var fra november 1956 udsat for en intellektuel åreladning og en udmarch af partiets valgte tillidsfolk, hver gang fulgt af den socialdemokratiske presses kommentarer og den borgerlige presses applaus.

Uroen i DKP havde allerede haft sine offentlige udslag med indkaldelse af landspartikonference i september 1956, altså inden opstanden i Budapest. Den kunne endnu afsluttes med vedtagelse af en resolution, der krævede kyndig nærlæsning for at blive forstået som et kompromis mellem to vidt forskellige opfattelser. Spørgsmålet var, hvilke konsekvenser man skulle drage af Khrusjtjovs tale? Skulle partiet blot hilse den nye kurs velkommen, eller skulle det i fremtiden forholde sig selvstændigt – og det betød i virkeligheden skeptisk – til paroler fra Moskva. En måned efter var den slags diskussioner absurde. I partiets centralkomité rasede kampen, og eksklusionerne begyndte samtidig med, at det blev besluttet, at der måtte indkaldes til ekstraordinær kongres i partiet den 18. til 20. januar 1957.

Uenigheden drejede sig ikke længere kun, om det danske kommunistparti skulle holde sig til den sovjetiske version af begivenhederne i Ungarn eller tage afstand fra den. DKP's egne forhold blev efterhånden et hovedemne, især blev den udemokratiske ledelsesform udsat for kritik. Man forlangte, at begrebet „demokratisk centralisme”, der har en lang tradition og en høj status i den kommunistiske bevægelse, skulle fortolkes med mere vægt på det første ord end på det andet. En sådan obsternasighed kunne flertallet i centralkomiteen kun møde med beskyldninger for „revisionisme”, der hos kommunister er betegnelsen for den kætterske tanke, at den marxistiske teori kan laves om.

Efterhånden som partistriden fortsatte ind i 1958 og ikke kunne afsluttes med eksklusioner, fordi der var for mange, der var i opposition, blev flere spørgsmål inddraget i diskussionerne. Partiets holdning til atomoprustningen blev sat under debat. Det samme gjaldt dets forsvarspolitik i det hele taget, hvor striden stod om nedrustning eller afrustning, og endelig en diskussion om det jugoslaviske kommunistpartis programudkast, der af Moskva var under anklage for revisionisme.

For udenforstående måtte meget i disse debatter forekomme ret vidtløftigt eller som det rene ordkløveri. Den kommunistiske tradition for at føre diskussioner i en særlig dialekt – ikke at forveksle med dialektik – var ukendt for de fleste. Det var f.eks. ikke let at vide, at angreb på nogle vendinger i det jugoslaviske programudkast både var et indlæg for at følge Moskvas linie og et angreb på den interne opposition i partiet. Ingen af delene blev nævnt ved navn; debatten førtes med vikarierende emner.

I sommeren 1958 tilspidsedes konflikten yderligere. Social-Demokraten kunne den 15. august offentliggøre et referat af et memorandum, Aksel Larsen havde skrevet til internt brug i partiets forretningsudvalg. Resultatet blev endnu mere gensidig mistænksomhed i partiets ledelse og, hvad der var af større betydning, at offentligheden nu blev helt klar over, at partiets formand var enig med kritikerne af partilinien, men i mindretal i centralkomite og forretningsudvalg.

Centralkomiteen besluttede at indkalde til endnu en kongres i slutningen af oktober. Kampen om at vinde flertallet af delegerede gik i gang med anvendelsen af alle de midler, der var til rådighed i et parti, der var vant til at følge ledelsen med en stærk partidisciplin. I løbet af oktober blev det klart, at centralkomiteens flertal, de Moskva-tro, havde sikret sig flertallet på den kommende kongres, og således styrket gik man allerede på et møde den 19. oktober i gang med at slå sejren fast, bl.a. ved at begrænse Aksel Larsens taletid på kongressen og udelukke en anden af kritikerne, Kai Moltke. Partiets 20. kongres blev afholdt den 31. oktober til 2. november og var for det danske lilleputparti endnu mere skæbnesvanger end den tilsvarende for det sovjetiske broderparti. Afgørelsen var faldet, og den endelige eksekution med afsættelsen af Aksel Larsen blev bivånet af delegationer fra udenlandske kommunistpartier, hvoraf flere havde lignende problemer.

Afgørende for den videre udvikling blev det, at oppositionen i partiet ikke faldt til føje og ikke opgav engagementet i politik. Godt et halvt hundrede, de fleste af dem faglige tillidsmænd, overvejede allerede under kongressen dannelsen af et nyt parti. Det er næppe for meget sagt, at Aksel Larsens deltagelse var en nødvendig forudsætning for virkeliggørelsen af planerne.