Den norske konges og de fredløses krigstogter i danske farvande 1289. I sin notits om krigen med Norge 1289 fortæller Lundeårbogen at kongen af Norge kom til Helsingør den 13. juli og dér „døde på havet en mand der hed Culben og kaldtes Katterygger”. Han faldt vel i en af de første træfninger. Mange andre blev halshugget ved Helsingborg. 14. juli afbrændte kongen (af Norge) Helsingør og drog videre mod København hvor indbyggerne dog skræmte ham væk. 16. juli hærgede nordmændene Ven og Amager og fortsatte til Skanør hvor 70 blev dræbt. Marsk Stig drog ud fra Hjelm, ødelagde en borg på Samsø og fortsatte mod Tårnborg og Skælskør. Nordmændene var i mellemtiden kommet til Lolland og her sluttede de to invasionsflåder sig sammen. Marsk Stig belejrede Nykøbing på Falster. Den norske konge var åbenbart blevet i Øresund for her sluttede marsken og den norske høvding Audun Hugleikson sig til ham, således at de sammen kunne drage tilbage til Smålandsfarvandet for at belejre fyrst Wizlav af Rugens borg. Det har nok været en borg ved Fanefjord på Møn hvis voldanlæg endnu er bevaret. 15. august, siges det i Lundeårbogen drog nordmændene hjem i forvirring efter at have afbrændt Stubbekøbing.

.

Ældre fotografi af Flynderborg ved Helsingør. Farvandet mellem Helsingør og Helsingborg er Øresunds og dermed også markeds-aktivitetens nordgrænse. Her anlagdes tidligt på Sjællandssiden Flynderborg, nu kun synlig som en stærkt medtaget banke i Helsingørs sydlige villakvarter. Den blev gennemskåret ved anlægget af jernbanen til Helsingør, og dens alder kan ikke længere fastslås. Men borgen har domineret havnen i bugten ved Helsingør, før denne by rykkede længere nordpå. På Skånesiden blev Helsingborgs befæstning udbygget i Erik Menveds tid. Sidste led i udviklingen er anlægget af Krogen på bugtens nordside. Denne borg eksisterede i Erik af Pommerns tid, men menes efter de seneste undersøgelser at gå tilbage til Margretes tid.

.

Hjul og stejle var vistnok en ny straf i Danmark ved begyndelsen af 1300-årene. Alf Erlingsen kan have været den første der led den. Her en instruktiv tegning af straffen i et svensk lovhåndskrift fra 1300-årene.

.

Kongemordet i Finderup Lade må have forfejlet sit politiske mål. Hvad de end har villet, de ukendte mænd der 56 gange stak deres sværd i Erik Klippings legeme, kan de ikke have ønsket at se hans søn den unge Erik efterfølge ham på tronen. Men dette kunne de ikke forhindre.

Han var ganske vist ikke ubestridt herre over hele rigets territorium, meget var givet i fyrsters og stormænds varetægt så at kongen ikke kunne råde direkte over det, men dette var ikke noget nyt. Heller ikke at riget var omgivet af fjender til alle sider.

Den ærkebiskop der havde ført forsædet ved domsforhandlingerne på Nyborg i pinsen 1287 døde snart efter. Jens Dros der havde bestyret ærkestiftet siden 1280, havde nok været en kompromiskandidat og ikke budt kongen modstand. Nu døde han på bispeborgen Åhus i Skåne den 29. januar 1289, og der skulle vælges en efterfølger. Det tegnede til at det skulle blive provsten i Roskilde Jens Grand, en hovedrig mand, af Hvideslægten ligesom Jakob Erlandsen, men stærkere end denne, stærk nok til virkelig at stå kongemagten imod. Og dette kunne Erik Menveds regering ikke forhindre.

Valget må være foregået samtidig med at der lå en norsk flåde i Øresund som hærgede til lands og til vands. Dens bevægelser følges fra dag til dag i en bevaret optegnelse der stammer fra Lunds Domkirke. 13. juli er der en træfning ved Helsingør-Helsingborg, dagen efter bliver Helsingør afbrændt, og 16. juli vover flåden ikke at gå mod København, men afbrænder Ven og Amager og går til Skanør hvor 70 mand bliver dræbt, velsagtens på den danske side. Det var i fisketiden, markedet skulle først åbne en måneds tid senere, men de danske fiskere var for længst på pladsen. En anden norsk flåde under ledelse af marsk Stig går ned gennem Storebælt, hærger og afbrænder Tårnborg ved Korsør, byerne Skælskør og Nykøbing på Falster, hvorfra de går op til den norske konges flåde der ligger ved Amager endnu. Det er den 28. juli. Og den 30. juli går de alle til Grønsund, hærger fyrst Wizlav af Rugens borg og afbrænder Stubbekøbing. Vordingborg hvor Erik Menveds regering opholdt sig på dette tidspunkt nævner optegnelsen ikke, så denne stærke borg har nordmændene ikke kunnet nærme sig, Nordmændene og de fredløse var ikke kommet for at lægge pres på Lunde domkapitel der var i færd med at vælge en ny ærkebiskop. De havde haft til hensigt at sætte sig i besiddelse af de danske borge og støttepunkter i Øresund og Smålandsfarvandet på tærskelen til markedssæsonen. Lunde-optegnel-sen præciserer at de trak sig tilbage netop den 15. august, den dag markedet åbnede. Men nordmændenes tilstedeværelse betød at Lunds domkapitel valgte ærkebiskop i en krigstid. Og deres valg faldt på den danske konges fjende. Jens Grand tiltrådte sit embede i marts det følgende år. Og det norske indfald i Danmark dette år rettede sig mod Jylland og Fyn, ikke mod Skåne og Øresundsområdet.

Jens Grand bevarede som ærkebiskop en betydelig indflydelse over Roskilde, fordi han i sit sidste år som provst her havde stiftet et lille privat kannikesamfund ved domkirken, seks præbender der skulle tilfalde seks kanniker ved kirken som han skulle udpege og indsætte og som skulle lønnes af et rigt præbendegods som henlagdes til dem.

Det var en gave Jens Grand gav til Guds og Den hellige Lucius' ære og ud af sin enorme rigdom. Som stiftelse er den temmelig særpræget ved at de seks nye kanniker ved Roskilde Domkirke skal leve i et vist fællesskab, en del af ejendommen skal udgøre et såkaldt fælles „bord” hvoraf der skal gøres daglige uddelinger til de kanniker der residerer, dvs. er til stede og deltager i gudstjenesterne. Roskilde domkapitel var for længst opdelt i et antal kannikedømmer der hver for sig forvaltedes af den pågældende kannik, men Jens Grands kanniker udgjorde en forsamling for sig. Og medens det åbenbart i et vist omfang var andre kanniker tilladt at være fraværende fra deres embede i længere tid, var der givet de seks nye kanniker gode grunde til at forblive ved domkirken medmindre de var udsendt i pavens tjeneste, lå ved universiteter eller var på pilgrimsfærd. Ellers fik de kun deres fulde løn hvis de var til stede og varetog tjenesten i domkirken. Det har været en gruppe unge, pålidelige, veluddannede gejstlige som Jens Grand i sin levetid havde i sin magt.

Ærkebispen havde et omfattende magtområde, og her i krigsårene var det af største betydning at ærkesædets territorium stødte op til grev Jakob af Hallands besiddelser. Med Jens Grands valg til ærkebiskop af Lund var den unge danske konges magtstilling i Østdanmark blevet alvorligt svækket.

Det er Erik Klippings og Lübecks gamle krig med Norge der nu går videre, men nordmændene synes at have vundet styrke efter drabet på den danske konge. De norske søkrigere havde gammel træning i at besejle de danske farvande, og samtidig søgte den norske konge i disse år at styrke sin stilling ved De britiske Øer, hvor gamle norske besiddelser var ved at glide ham af hænde, men hvor nye krav kunne gøres gældende. Norske flåder gjorde nu krigs- og handelstogter også overalt i Østersøen.

Hvad nordmændene foretog sig, kaldte hansestæderne og deres danske allierede ofte for sørøveri. Lederne af de norske flåder betegnes som „store pirater”, men set fra nordmændenes standpunkt har det været gamle nordiske interesser de forsvarede mod den tyske økonomiske magtudvidelse der nu var en realitet. Og der har været danske kræfter der har støttet nordmændene heri.

Den krig der var tale om mellem Norge og Danmark var ikke nationerne under våben opstillet mod hverandre, men stormænd med hver deres krigsmæssige følge, samlet anført af kongerne, for Danmarks vedkommende dog foreløbig af repræsentanter for kongen. Det drejede sig mere om fejde end om krig. Træfningerne begyndte med forhandling hvor betingelser blev stillet og behandlet inden for en kreds af dragne våben, på et sted der i givet fald kunne blive selve slagmarken. Også i tilfælde af at det var klart at det videre forløb skulle blive fjendtligt, blev der aftalt bestemte betingelser for begivenhedernes gang i store træk, og krigshandlingerne kunne afbrydes for nye forhandlinger.

Det skyldes 1500-årenes bemærkelsesværdige litterære interesse for krigsførelsens teknik i middelalderen, at oplysninger herom er blevet bevaret. I Arild Huitfeldts Danmarks-krønike fra Christian 4.s tid, i et bind der udkom 1601, findes der en afskrift af et klagemål kong Håkon af Norge har ført mod kong Erik Menved af Danmark i 1308. Det opregner al den uret nordmændene har lidt af danskerne „siden Vor broder kong Erik (Præstehader) og Vi først för til København og hr. Wizlav var hos”, dvs. i 1289, det dobbelte indfald i Øresund og Storebælt/Smålandsfarvandet.

„Det første der blev brudt imod Os var den dag [dvs. aftale] som Vor broder kong Erik vedtog for Aalborg [dvs. indfaldet i 1290], at Vore mænd skulle fredeligt [kunne] fare i Jylland for kong Erik af Danmark, og hans mænd i mag for Vore mænd”. Så nævnes kautionisterne for denne overenskomst, biskop Niels af Vendsyssel og biskop Jens af Århus, hr. David der da var kongens drost, og flere navngivne „og så mange andre riddere at de var i alt 24 foruden de to bisper”. Derpå opregnes hvem danskerne alligevel har taget til fange og i sidste instans straffet med en hård død, efter at have berøvet dem og den norske kongemagt forskellige heste og anden ejendom. Det er danskere i den norske konges tjeneste i dennes besiddelser i Jylland. De to norske fyrster har tilbudt deres kaution for fangerne, men uden held. Kongen af Danmark har ladet dem henrette. „Nu beder Vi om”, hedder det videre i det norske klageskrift, „at der gøres ret over for Os, over for deres frænder og over for Den hellige Kirke, fordi de ikke blev dræbt i orlog, men i ret fællighed og rettedag [dvs. fordi de blev dræbt medens fejden egentlig var indstillet]”. Det går videre side op og side ned, Huitfeldts afskrift er måske unøjagtig og noget kan være misforstået, men alle oplysninger der kan kontrolleres i andet materiale er korrekte, frem for alt de militære bevægelser som er kendt fra ældre materiale. Krigen er et felttog mellem herrer, de militære ryttere har kæmpet mod andre militære ryttere, ikke mod befolkningen som helhed, det er rytterne der har taget hinanden til fange, stillet betingelser, krævet løsesum eller kaution og benyttet ethvert påskud til eksekution eller konfiskation og gjort kort proces. Bonden i folkevisen der udbrød „Har nu Hjelm fået horn?” var allerede opskræmt af riddere der sprængte hen over hans marker, og han kunne let blive krigens offer, men i krig var han sådan set ikke selv.

Fjendtlighederne mellem den norske og den danske kongemagt varede uafbrudt ved til 1310 da der omsider mægledes en fred på Helsingborg. De foregik i Jylland, i det sydfynske, i Halland og langs Kattegatkysten, og det ene konfliktspørgsmål avlede det næste. Det var Lübecks og Erik Klippings gamle krig med Norge, men nu med den interessante udvikling, at Lübeck der kraftigt støttede den danske regering selv var i fred med Norge og således kunne handle både på den norske og den danske konges pladser, medens Erik Menved førte en krig der både var hans egen og Lübecks.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Krigen med Norge og ærkebispevalget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig