Krigene på Sjælland og en hastig rejse

Det pantsatte Danmark stod i et vidt forskelligt forhold dels til sine panteherrer, dels til sin nye konge. Men det var et grundlæggende vilkår i pantsættelserne at slottenes høvedsmænd havde et selvstændigt ansvar i tilfælde af at aftalerne mellem parterne ikke blev overholdt. De skulle i så fald holde slottet til modpartens hånd, dvs. overføre deres egen og deres besætnings loyalitet fra den ene herre til den anden. Dette er forklaringen på at der ikke kunne undgå at opstå krig i det pantsatte Danmark da dets nye konge var i færd med at etablere sig.

Jylland havde befundet sig i oprør mod holstenervældet da kong Valdemar blev anerkendt. Efter overdragelsen af dronningens medgift, Ålborg med en fjerdedel af Jylland, til kongen skulle han nu i gang med indløsningen af de sidste tre fjerdedele af landet. De var lagt til hver sit hovedslot, Kalø, Kolding og Ribe, og de var retsligt hertugens, men i praksis sad der holstenere mange steder, indtil de fik pengene fra hertugen, der skulle have dem af kongen. Det var bare toppen af de mange mellemregninger, som pantsætningerne bestod af, og det gav rige muligheder for strid, inden alting gik i orden.

På Sjælland måtte kongen ofte virkelig slås, også selv om han havde betalt for sine panter. Hans halvonkel, grev Johan af Plön, modsatte sig ikke indlosning af slottene, men hans greb om landet var unægtelig mindre fast end de rendsburgskes om deres. Alle de østdanske slotte var givet videre i forlening til holstenske stormænd på betingelser der næppe altid var gennemskuelige selv for de indviede. Det hjalp ikke Valdemar meget at få grev Johans accept til indløsning af et bestemt slot på givne betingelser. Det vigtige var at overbevise hans slotshøvedsmand. Og det kunne kun ske ved magt. Hertil sikrede Valdemar sig først og fremmest støtte af den sjællandske kirke. Roskildebispen var ligesom bisp Sven af Århus kongens nære forbundsfælle, og det samme gjaldt hansestæderne, der støttede Valdemar i kampene på Sjælland i de første par år.

For det var Sjælland hans kræfter måtte samle sig om, og hans magtmidler var skønt få ikke ubetydelige. Måske har der i Østdanmark været folk der var villige til at støtte Valdemar fordi de ti år tidligere havde været knyttet til hans fader, det vides ikke. Men kong Valdemar havde stærke udenlandske kræfter i ryggen, sin brandenburgske svoger og bag denne kejseren. De har ganske vist nok været mest interesseret i at sikre sig deres egne tilgodehavender af Danmark, især markgrevindens medgift der aldrig var blevet betalt, men de har også været villige til at sætte noget på spil for det. De stillede kong Valdemars tre øverste rigsembedsmænd, marsken Friedrich von Lochen, drosten Hasse von Wedele og kansleren Gebhard von Bortfeld, dels til den unge konges hjælp, dels til garanti for deres egne interesser.

Valdemars kongemagt var også et aktiv over for hansestæderne. Disse havde fået imponerende rettigheder på Skånemarkedet, så snart Magnus Eriksen havde gjort sig til konge af Skåne, men de havde ikke noget imod at der var to konkurrerende fyrster i området, hvis indrømmelser til dem eventuelt kunne spilles ud mod hinanden. Og de kunne tillige indse at Valdemars arveret til landet var langt bedre begrundet end kong Magnus' adkomst. Der herskede langtfra harmoniske forhold mellem den tyske købmand på rejse i Øresundsområdet og de holstenske fogeder på de sjællandske slotte, for ikke at tale om at der også var noget at udsætte på hvorledes den skånske konge selv indfriede sine løfter til de tyske købmænd. Så når kong Valdemar på sin side bekæmpede de holstenske slotshøvedsmænd på Sjælland og i Østersøen og Smålandsfarvandet, kunne han i det mindste regne med en velvillig neutralitet fra Lübeck og dens forbundsfæller.

Der var tre centrer på Sjælland som Valdemar åbenbart straks gjorde sig lydige. Det ene var Roskilde bispestol. Den bevilgede ham allerede 1341 en alterkalk af hver kirke på Sjælland til at styrke hans finanser i den krig der forestod. Det andet var det mægtige Sorø Kloster hvor hans familie lå begravet på grundlag af en stor donation. Og det tredje var Ringsted hvor Sjællands Landsting plejede at mødes og hvor hovedsædet fandtes for Knuds- og Eriksgildernes omfattende organisation, inden den flyttede til Skanør. Ringsted var fra gammel tid et kongeligt centrum, og både Roskilde og Ringsted ser ud til at være fristeder inde i landet Sjælland som kongen gerne har opsøgt.

Rundt om langs kysterne lå de borge det drejede sig om at vinde. De vigtigste var Vordingborg, København og Kalundborg. Betydningsfulde steder var også Tårnborg ved Korsør, en befæstning ved Næstved hvor tyskerne havde bidt sig fast, købstæderne Køge og Ørekrog/Helsingør samt det gamle, nu kongelige slot Søborg der også var købstad.

Kongens modstandere var både danske og tyske. En del af de befæstninger der kæmpedes om var sjællandske stormænds faste huse, Padeborg (Sparresholm) og Gunderslevholm ved Næstved, Skjoldnæsholm ved Ringsted. Og kong Magnus af Sverige og Norge som Valdemar straks sluttede stilstand med, hvorved den svenske besiddelse af Skåne i det mindste formelt var betrygget, overtog på et tidspunkt et pant i Københavns Slot og lod en holstener repræsentere sig der, men 1344 fik kong Valdemar både dette slot og Søborg, medens han måtte vente indtil 1346 før han vandt Vordingborg. Men så gik det også hurtigt. I 1348 kunne det konstateres at kongen havde hele Sjælland, noget af Jylland, halvdelen af Fyn, Nykøbing på Falster og Stege på Møn. Det havde været en belejringskrig der angik slotshøvedsmænds og andres loyalitet, og det hører til en sådan krigs kendetegn at den overvundne fjende går i tjeneste hos den der har besejret ham. Valdemar Atterdags mænd var ofte nogle han havde vundet for sig på denne måde, de kunne atter ved givne lejligheder og med mere eller mindre gyldige grunde opsige ham deres huldskab og troskab og i så fald kom der andre i deres sted.

Kong Valdemars personlige livsførelse i disse første år på Sjælland viser tydeligt hvilken slags mand han var. Velbevandret i tidens bedste ridderlige krigskunst hvis speciale var de faste stillingers taktik, personligt med en styrke og en udholdenhed der tillod ham at være ved hæren så at sige året rundt, kun fraregnet en kort, nødvendig stilstandsperiode i den koldeste vinter, en hersker og hærfører der var mange af i Hundredårskrigens Europa, men også en mand med en sikker fornemmelse for hvorledes Danmarks situation skulle håndteres. Han har haft forkundskaber og gode rådgivere.

I de faste stillingers krigskunst er den personlige bevægelighed en nødvendig forudsætning og ethvert overraskelsesmoment der kan komme til at foreligge en mulig fordel. Hvor kongens borge lå, var ingen hemmelighed, men hvor kongen selv befandt sig, hvor han var på vej hen, med hvilke styrker og med hvilket formål, dette gjaldt det om at fjenden først opdagede når det var for sent. Kong Valdemar Atterdags uberegnelighed i de personlige bevægelser blev legendarisk. I 1347 tog han fra Sjælland først til Jylland, derpå til Tyskland. Herfra skrev han til „forskellige” at de skulle møde ham dér. Om der har stået hvad de skulle, melder historien ikke noget om. Den vigtige kilde til kong Valdemars historie som vi kalder Yngre sjællandske Krønike, skriver blot: „Derefter besøgte kong Valdemar Det hellige Land, til hest, af fromhed, sammen med flere af sine velbyrdige mænd.” De har rejst uden at nogen vidste hvor de skulle hen. Kongen blev slået til ridder på Kristi Grav og slog flere af sine ledsagere til riddere. Snart var de hjemme igen. Efter en ridetur på, løseligt anslået, 7000 km. Paven i Avignon ansøgtes om tilgivelse for at kongen således havde foretaget pilgrimsrejsen uden i forvejen at have indhentet pavelig tilladelse. Den fik han, og som korsridderbedrift var der herefter intet at indvende mod rejsen.