Krigens bagland

Straks efter krigserklæringen sendte Christian 4. sin herold ind i Sverige for at forkynde krigen. Og få dage efter lod han de undsigelses- og fejdebreve, han havde ladet udsende om krigen mod Karl 9., læse og forkynde over hele det dansk-norske rige, så menig almue både i by og på land kunne få kendskab til dem.

Samtidig iværksatte kongen en generalmobilisering af riget. For at skaffe penge til krigsførelsen blev told- og accisesatserne kraftigt forhøjet. Afgifterne på en tønde rug og byg blev fordoblet, seksdoblet på smør og honning og tredoblet på flæsk og ost. Ædelstene, perler, silketøjer, fint og gement klæde blev pålagt en importafgift på fem procent.

Oven i forhøjelsen af de indirekte skatter kom de regulære skattepålæg. Selvejerbønderne skulle yde mest, derpå fulgte fæstebønderne, landsbyhåndværkerne og endelig husmændene og præste-, degne- og bønderkarlene. Købstæderne pålagdes ligeledes ekstraskatter. København skulle betale 3000 daler; Malmø, Helsingør, Ribe og Ålborg som de næststørste købstæder 1500, mens de små såsom Rudkøbing og Nykøbing Mors slap med 50 daler.

Også provster, præster og professorer skulle slippe en pæn sum daler, mens adelen, skattefri som den var ifølge håndfæstningen, ikke skulle yde pengeskatter. Til gengæld skulle den stille med ryttere og befalingsmænd til Kongelig Majestæts fejde. Endelig meddelte kongen, at han og rigsrådet i anledning af krigen midlertidigt havde sat øresundstoldsatserne op.

Det var ikke mindst udgifterne til lejetropperne, landsknægtene, der skulle dækkes. De var krigens håndværkere, og fik de ikke sold til tiden, lod de enten være med at slås eller gik over til fjenden. Enhver fyrste, der brugte lejetropper, vidste, at de var upålidelige, brutale og hensynsløse.

Da målet for krigen var Sveriges erobring, skulle den naturligvis helst udspille sig på svensk jord, men det var samtidig vigtigt, at Christian 4.s egne lande og vande ikke blev anfaldet af svenskerne. Derfor fik rigsadmiral Mogens Ulfeldt ordre til at lade flåden sejle overalt i Østersøen og Vestersøen for at skade fjenden mest muligt og yde kongens lande beskyttelse. En af flådens fornemste opgaver var at spærre for al skibstrafik til Sverige, og i den forbindelse var det af afgørende betydning, at den svenske adgang til Kattegat ved Elfsborg blev blokeret.

Et centralt led i opmarchen mod Sverige var oprustningen og sikringen af de østdanske provinser. Bønderne blev beordret på grænsevagt, men de var både modvillige og upålidelige, så kongen satte sine egne soldater på vagten i stedet og lod bønderne besolde dem. Dermed var problemet dog langtfra løst. Til kongens store harme ihjelskød de Møllerød bønder en af hans indsatte vagter i Gønge Herred, og de skyldige blev tilmed beskyttet af den lokale foged. Grænsekøbstæderne kunne kongen heller ikke lide på. Indbyggerne i den blekingske købstad, Rønneby, der lå nær krigszonen, stak af fra byen med deres ejendele i stedet for at lade sig bruge af kongen.

Også i det større bagland havde kongen kvaler. Han klagede over, at de skippere fra de syddanske øer, der skulle sejle til Warnemünde for at hente kongens hvervede tropper og transportere dem til Halmstad i Halland, imod hans befaling satte en del af krigsfolkene i land på Sjælland, Lolland og Falster, så de hurtigt kunne blive dem kvit. Og de ulovligt ilandsatte krigere strejfede efterpå over land, var undersåtterne til stort besvær og kom for sent til krigsskuepladsen. Samtidig benyttede adskillige løsgængere og kumpaner sig af soldaternes omstrejfen til at udgive sig for at være kongens tropper og skaffede sig med gevalt og trusler gratis forsyninger fra bønderne i de sjællandske landsbyer.