Krigsbytteofferet fra Hjortspring Mose

I sin bog om Gallerkrigene, der er skrevet i midten af det første århundrede f.Kr., omtaler Cæsar nogle af det galliske folks særprægede skikke. Blandt andet skriver han: „… Mars råder for krigen. Når de [gallerne] har besluttet at gå i kamp, er det i reglen til ham de lover at skænke det eventuelle bytte; efter sejren ofrer de da det kvæg, de har erobret, resten af byttet bringer de sammen på ét sted. I mange af Galliens lande kan man på indviede steder se vældige dynger af den slags krigsbytte. Det er ret sjældent, at der er nogen, der tør vise guderne den hån at stikke erobret gods til side eller stjæle noget, der er henlagt på helligstedet; straffen for denne forbrydelse er tortur og henrettelse.”

De arkæologiske fund bekræfter, at lignende krigsbytteofringer har fundet sted over store dele af den keltiske verden, også uden for Gallien. Adskillige hundrede år senere, midt i romertiden, blev denne offerskik optaget af germanske stammer i Nordvesteuropa, ikke mindst i Jylland.

Det overraskende er imidlertid, at et utvetydigt eksempel allerede optræder nogle hundrede år før vor tidsregning i et stort offerfund fra Hjortspring Mose på Nordals. Fundet består af en båd og dens krigsudstyr.

Det er ikke mindst båden, der gør fundet fra Hjortspring til noget enestående. Trods slemme beskadigelser ved tørvegravning i mosen har det været muligt at foretage en ret præcis rekonstruktion, og vi står her med det ældst bevarede nordiske fartøj – bortset fra stenalderens udhulede og udspændte stammebåde.

Det har været et smalt, slankt fartøj, der lå lavt på vandet, nærmest som en stammebåd. Stævnrejsning, køl og mast manglede, og der var hverken årehuller som på vikingeskibene eller åretolde som på Nydambåden fra 3.-4. årh. e.Kr. I forbindelse med båden blev der fundet rester af to brede styreårer og en halv snes smalle pagajer til padling. Med de korte årer er den lette båd blevet padlet frem uden støtte mod rælingen, og den kan næppe være beregnet til andet end sejlads langs kyster, på søer og ad åer.

Båden fra Hjortspring var bygget op af fem brede planker og to stævnklodser, omhyggeligt udhugget i lindetræ, og sammenføjet til et rundbundet fartøj uden køl. Forende og bagende er dannet af to opadbøjede „snabler”, de underste i forlængelse af bundplanken, de øverste som forlængelse af stævnklodsernes overkant. Indvendig er båden afstivet af 10 spanierammer, hver med en tofte med to sæder. Bådens planker er syet sammen og fæstnet til stævnklodserne med snoet fibertråd, dækket med harpiksmasse, og der er intetsteds anvendt metal eller trænagler til sammenføjningen. Indvendig har båden målt godt 13 m i længden og to meter i bredden, og der har været plads til en besætning på 22-24 mand, hvilket svarer til de 20 sæder på tofterne samt rorgænger, udkig osv. Dens samlede vægt med ror og årer er beregnet til ca. 530 kg.

Båden var anbragt i mosen, så stævnen hvilede på bredden. Spredt omkring den lå våben og redskaber, heriblandt sandsynligvis besætningens udstyr. Mest iøjnefaldende var det store antal skjolde, som hver for sig var fremstillet af en tynd, aflang træplade med afrundede hjørner, ikke mere end tre-fire millimeter tykke ved randen. På midten, hvor hullet til hånden er skåret ud, har de naturligvis været tykkere. Tværs over hullet sidder håndgrebet, der var dækket af en aflang, fint udskåret skjoldbule til beskyttelse af krigerens hånd.

Alt er fremstillet af træ og holdt sammen af en harpiksmasse. Heller ikke her er der metal eller trænagler i konstruktionen; til håndgrebet er der dog skåret false i skjoldflagens kant. Flere greb er lidt afvigende i formen, og mærker efter ombinding med snor tyder på, at de har hængt ved krigerens bælte som en reserve, klar til brug.

I øvrigt bestod våbenudstyret hovedsagelig af spyd, dels af jern (138 stk.), dels af ben eller hjortetak (31), med velbevarede stager af asketræ på op til et par meters længde. Derimod var der ikke mere end en halv snes korte, enæggede jernsværd og fire træskeder. Desuden fandtes de forrustede rester af ringbrynjer – i alt omkring 20-24 eksemplarer (måske en til hvert besætningsmedlem?). Flere var tydeligvis revet i stykker, og nogle af sværdene og spydspidserne var bukket mere sammen, end de kunne blive i kamp. Formodentlig er de blevet ødelagt i forbindelse med ofringen, således som det også var skik ved de senere våbenofre.

Til fundet hører desuden et stort antal redskaber og husgeråd som f.eks. udskårne trææsker, drejede dåser og skåle, øseske og øsekar, køller og blæserør (der har samme funktion som en blæsebælg). Det eneste af metal er nogle små beslag, en knap og en nål af bronze.

Endelig blev der på stedet fundet en delvis parteret hest, en stor hund, en hvalp og et lam, men der var ingen menneskeknogler.

Den lille mose ved Hjortspring ligger højt mellem toppede bakker omtrent midt på den nordlige del af Als. Nedlægningen er altså sket et godt stykke fra kysten, hvor kampen må have fundet sted. Når man siden hen har båret eller slæbt den tunge båd og det øvrige krigsbytte herop mellem bakkerne, kan det kun skyldes, at mosen i forvejen var et helligt sted for egnens befolkning. Et større antal gruber eller brønde med okseknogler vidner da også om, at det er en gammel offerplads.

Selv om helligstedet var gammelt, har offerhandlingen unægtelig skiftet karakter, da skibet blev sat ud i mosen, og spørgsmålet er naturligvis hvorfor? Hvordan kan fundet fra Hjortspring udvise så stor lighed med de mere end 500 år yngre krigsbytteofre, når der intet findes i den mellemliggende tid til at knytte dem sammen?

Måske er der slet ingen sammenhæng. Flere af de ting, der hører til i Hjortspring, f.eks, de små drejede trædåser og skjoldene, bærer et umiskendelig keltisk præg. Mens de små pyntedåser snarest er keltiske af oprindelse (drejeteknikken er fremmed i Norden), er skjoldene sikkert fremstillet herhjemme. De mangler nemlig tværgående jernbånd, som normalt findes hen over midten på de keltiske, men ellers er de, som kelterne ville have lavet dem. Båden er derimod uden tvivl nordisk, ligesom våbnene også er det.

Fundet er derfor med sit indhold solidt forankret i Danmarks tidlige jernalder, mens selve offerhandlingen hører til i det keltiske univers. Derfor er det nærliggende at tro, at sejrherren på Als har kendt til kelternes gamle offerskik – måske endog ved selvsyn. Måske var landet her ved Angel en del af teutonernes oprindelige stammeområde; egnen, hvorfra den store vandring mod syd senere skulle tage sin begyndelse?