Anker Jørgensen på besøg på B&W Skibsværft i København, november 1973. Også her nød Anker Jørgensen stor tillid trods venstrefløjens stærke bastioner på B&W. Anderledes var det blandt de borgerlige partier på Christiansborg, hvor Poul Hartling i januar 1973 udtalte, at Anker Jørgensen repræsenterede et sporskifte i dansk politik, idet han ikke var statsminister for hele befolkningen.

.

Ritt Bjerregaards studiekredsgruppe ('kaffeklub') i 1975, (fra v.) Dorte Bennedsen, Karl Hjortnæs, Svend Auken, Svend Jakobsen, Ritt Bjerregaard, Kaj Poulsen, Jimmy Stahr, Helle Degn og Inge Fischer Møller. I 1977 udkom bogen Rapport fra en 'Kaffeklub', hvori Ritt Bjerregaard spurgte, om Socialdemokratiet skulle „støtte en kunst, som meget sjældent er os eller vore vælgere til glæde og gavn”. Ifølge forfatteren Klaus Rifbjerg røbede spørgsmålet en „absurd snæverhed” i opfattelsen af, hvad kunst er, og han vægrede sig ved at tro, det var alvorligt ment. Ritt Bjerregaard forfulgte ikke spørgsmålet.

.

Ved den socialdemokratiske regerings tiltræden midt i februar 1975 fortalte man indadtil i partiet og i fagbevægelsen hinanden, at denne regering måtte og ville føre de mindste onders politik. Ondt ville det nemlig komme til at gøre at rette op på landets svære økonomiske balanceproblemer, men netop derfor trods alt hellere med Anker Jørgensen ved roret end Poul Hartling.

Men det var et svækket Socialdemokrati, der stod bag „de mindste onders ministerium”. Efter kæmpenederlaget ved „jordskredsvalget” i 1973 var der ganske vist vundet beskedne syv mandater tilbage i Folketinget, men en stemmeandel på ca. 30 procent var langt fra partiets sædvanlige tal på nær 40 procent gennem 1950'erne og 1960'erne. Og på kun fire år havde landets største parti mistet over en fjerdedel af sine medlemmer – fra 165.000 i 1971 var tallet dykket til omkring 120.000 i 1974-75. Fra 1977 stabiliserede medlemstallet sig på lidt over 100.000, men det bør sammenholdes med Socialdemokratiets storhedsperiode i 1950'erne, da der var over 250.000 medlemmer.

Samtidig led den tidligere så vidtforgrenede socialdemokratiske dagspresse et alvorligt tilbageslag i første halvdel af 1970'erne. Ejerne, de store faglige organisationer, havde ofret betydelige beløb på at holde den socialdemokratiske presse i live som et alternativ til den borgerlige pressedominans især i provinsen. Men det kneb med den nødvendige indsigt i kravene til tidssvarende avisdrift, hvortil kom at annoncørerne oftest foretrak de borgerlige aviser. Stort anlagte forsøg med lokale udgaver af det centrale partiorgan Aktuelt blev opgivet i 1971, og efter 1973-74 udkom kun to socialdemokratiske lokalaviser, Bornholmeren og Ny Dag (Nakskov).

Den store tilbagegang i såvel partimedlemstal som avisoplagstal var ikke et problem, socialdemokraterne stod alene med, men del af et generelt mønster, som også ramte de borgerlige partier og – i lidt mindre grad – deres aviser i disse år, og hvis overordnede baggrund var de store ændringer i samfundets klasse- og erhvervsstruktur. Dvs. overgangen fra først landbrugs- og dernæst industrisamfundets relativt faste sociale og politiske lagdelinger til et mere dynamisk, opsplittet og individualiseret samfund med et langt mere varieret udbud af fritidsaktiviteter og også alternative former for politisk deltagelse, især i enkeltsags- og græsrodsbevægelser. Men tilbagegangen var nok mest mærkbar for Socialdemokratiet, fordi partiet i så forholdsvis høj grad hentede sin styrke fra det organisatoriske apparat og i mindre grad fra de pengestrømme, som de borgerlige partier og aviser havde lettere adgang til.

Den toårs socialdemokratiske regeringsperiode frem til folketingsvalget i februar 1977 kom ligesom Hartling-regeringens 14 måneder til at stå i de økonomiske kriseforligs tegn. Man opgav efterhånden at give forligene særlige betegnelser og navngav dem blot efter den måned, de var indgået i – marts 1975, september 1975, august 1976, december 1976 og (efter 1977-valget) februar og august 1977. Der var tale om en typisk stop-go-politik, som havde til hensigt skiftevis at bremse og fremme den økonomiske aktivitet i et forsøg på at komme balanceproblemerne til livs. Men det blev kun til lappeløsninger, både på grund af de mange kompromiser, mindretalsregeringen nødvendigvis måtte indgå med skiftende koalitioner af forligspartier i Folketinget, og fordi den økonomiske lavkonjunktur og arbejdsløsheden stik imod de allerflestes forventninger bed sig fast uden tegn på noget klart opsving i overskuelig fremtid – snarere tværtimod. Hertil kom, at kriseforligenes kortsigtede og begrænsede karakter i stigende grad forekom at stå i omvendt forhold til den hast og ofte natlige dramatik, hvormed politikerne indgik dem på Christiansborg. Det bidrog til den almindelige politiske frustration og den 'politikerlede', mange talte om i disse år. Der bredte sig i sidste halvdel af 1970'erne en vis følelse af rådvildhed og magtesløshed i det politiske liv.

Umiddelbart så landets økonomiske situation dog ikke så umulig ud i begyndelsen af 1975. Poul Hartling kunne i hvert fald hævde, at der takket være hans hårde indkomstpolitiske linie og skattelettelsen i 1974 var ved at komme hold på prisstigningerne, og at underskuddene på handels- og betalingsbalancen syntes på vej ned. Renten var også faldet mærkbart fra 17-18 til 12-13 procent, og der var sat en bremse på de statslige udgifters vækst. Anker Jørgensen var da også i et vist omfang indstillet på at fortsætte den stramme økonomiske kurs. Pristallet ville i foråret automatisk udløse hele tre dyrtidsportioner, svarende til ekstra lønudbetalinger på seks mia. kr. på årsbasis. Det var slemt nok for konkurrenceevnen og eksporten, og oveni kom LO's officielle krav ved de igangværende overenskomstforhandlinger om 3 procents lønforhøjelser. Arbejdsgiverne afviste ikke overraskende blankt, og offentligt truede LO's formand Thomas Nielsen med storkonflikt. Der var allerede sendt strejkevarsler til alle områder, dvs. også samfundsvigtige som hospitaler m.v. Det sidste var reelt en invitation til et regeringsindgreb, og bag de lukkede døre opfordrede både Thomas Nielsen og Arbejdsgiverforeningens formand Leif Hartwell da også statsministeren til et hurtigt lovindgreb, inden Formandsinitiativet og venstrefløjen for alvor fik kørt kanonerne i stilling rundt om på arbejdspladserne.

Anker Jørgensen var enig, og i marts vedtog Folketinget at ophøje en mæglingsskitse til lov. Trods garnering med den traditionelle avance- og udbyttebegrænsning var indgrebet hårdere over for lønmodtagersiden end daværende statsminister H.C. Hansens lovindgreb i overenskomstsituationen i 1956, der havde ført til massive protestdemonstrationer. Alligevel fremkaldte martsforliget 1975 overraskende nok kun sporadiske protester, selv om venstrefløjen stemte imod sammen med Fremskridtspartiet, og selv om forliget blev fulgt op af en reel forringelse af de offentligt ansattes dyrtidsregulering, så den nu, ligesom for de privatansatte, blev et fast beløb og ikke en procentdel. I sin dagbog noterede statsministeren, at skønt indgrebet „bryder med alt, hvad vi står for”, vakte den blotte handlekraft, regeringen nu udviste, tilsyneladende nærmest begejstring.

Regeringen afviste dog Venstres krav om milliardbesparelser på finansloven, og da arbejdsløsheden i sommeren 1975 uændret lå på godt 100.000, indkaldte den i sensommeren Folketinget ekstraordinært for at nå frem til nye indgreb til stimulering af beskæftigelsen. Det lykkedes i september regeringen i et femkantet forlig med Venstre og de tre midterpartier (R, KrF og CD) at få gennemført en midlertidig momsnedsættelse, erhvervsstøtte på én mia. kr. og offentlige investeringer på 630 mio. kr.

Septemberforliget 1975 var bemærkelsesværdigt, både i kraft af dets politiske bredde hen over midten – Erhard Jakobsen (CD) talte ligefrem om „blokpolitikkens endeligt” – og på grund af dets stærke præg af keynesianisme. Den britiske økonom John M. Keynes havde under 1930'ernes økonomiske depression været hovedfortaleren for en aktiv statslig regulering af den økonomiske aktivitet, og denne keynesianisme havde siden da været grundlaget for Socialdemokratiets økonomiske politik. Nu havde også liberalismens førende parti i Danmark, Venstre, tilsyneladende udtrykkelig erkendt, at markedskræfterne ikke kunne overvinde lavkonjunkturen alene.

Anker Jørgensen havde med septemberforliget 1975 vundet en tiltrængt politisk sejr. Men trods den ekspansive finanspolitik med stimulering af økonomien udviste både privatforbruget og nationalproduktet i 1975 for første gang i årevis et direkte fald, omend kun med et par procent. Fra toppunktet i 1973 til bundniveauet i midten af 1975 faldt industriens omsætning, målt i faste priser, med 15 procent. I 1976 viste det sig tydeligere end hidtil, at dansk økonomi var kommet til at lide af det strukturelle problem, der også havde plaget samfundsøkonomien i 1950'erne: kombinationen af høj arbejdsløshed og stort underskud på betalingsbalancen. Det var ganske vist lykkedes hen over vinteren 1975-76 at hindre en større yderligere stigning i ledigheden, men prisen havde i kraft af et på ny stærkt stigende privatforbrug været en voldsom forøgelse af importen og dermed en yderligere forringelse af betalingsbalancen. I sommeren 1976 var status, at 120.000 mennesker var arbejdsløse, samtidig med at betalingsbalanceunderskuddet nåede en halvårlig rekord på seks mia. kr. Mindst lige så bekymrende var det, at låntagningen i udlandet til finansiering af de løbende underskud betød, at den akkumulerede nettoudlandsgæld nu havde en stærkt stigende tendens målt både absolut – tæt på 30 mia. kr. – og relativt, nemlig ca. 17 procent af nationalproduktet.

Ingen forestillede sig, at disse negative økonomiske nøgletal i løbet af ganske få år skulle blive flerdoblede. I juni 1976 advarede Socialdemokratiets politiske ordfører Kjeld Olesen i Folketinget om, at situationen var „alvorlig uden at være faretruende”, idet en betydelig del af den kommende økonomiske vækst nødvendigvis måtte bruges til at nedbringe denne gæld. Samtidig karakteriserede dog Venstres politiske ordfører Henning Christophersen situationen som netop „faretruende”, og han kritiserede den socialdemokratiske regering for øjensynlig ikke at tage den helt alvorligt.

Det var på denne baggrund, regeringen i august 1976, ligesom året tidligere, ekstraordinært indkaldte de politiske partier til forhandlinger om kriseindgreb, i første omgang med statsministerens officielle sommerbolig Marienborg som fysisk ramme. Resultatet blev et såkaldt „miniforlig” med en kraftig stramning af finanspolitikken via en række nye afgifter og offentlige besparelser på samlet 10 mia. kr., kombineret med nye indkomstpolitiske indgreb for de kommende overenskomstforhandlinger, nemlig lønstigninger på højst to procent årligt ud over dyrtidsreguleringen i overenskomstperioden fra marts 1977 til marts 1979. Hertil kom diverse erhvervstilskud og støtte til beskæftigelsesarbejder. Forligskredsen var den samme som ved septemberforliget 1975, dog minus Venstre, som hævdede, at indgrebet var utilstrækkeligt og kortsigtet. Foruden venstrefløjen, der vanen tro fordømte augustforliget som et nyt asocialt angreb på arbejdernes realløn, kritiserede også LO's forretningsudvalg forliget skarpt, fordi LO reelt på forhånd blev frataget retten til at forhandle de nye overenskomster i 1977 og dermed måtte acceptere reallønsnedgang for sine medlemmer; hertil kom, at LO denne gang – i modsætning til i 1975 – insisterede på gennemførelse af sin ØD-reform som modydelse for at medvirke til de stramme indkomstpolitiske indgreb. For første gang fremsatte LO's formand Thomas Nielsen offentligt verbale angreb på statsminister Anker Jørgensen, og for første gang under den socialdemokratiske regering kom det til større demonstrationer på bl.a. Christiansborg Slotsplads imod den førte politik, dog langtfra så omfattende som under Hartling-regeringen i 1974.

Til gengæld bredte der sig i de følgende måneder en veritabel lønhamstringsbølge på arbejdsmarkedet. Lønmodtagere landet over forudså, at hvis de skulle sikre sig lønforhøjelser af betydning, måtte det ske, inden det indkomstpolitiske forlig trådte i kraft i foråret 1977. Lønaktionerne kulminerede i november 1976, da olie- og benzinchaufførerne gik i strejke samtidig med en række yderligere aktioner bl.a. på skibsværfterne. De borgerlige partier krævede, at både arbejdsgivere og lønmodtagere kunne idømmes bøder for lønforhøjelser, der var opnået ved overenskomststridige strejker. Det blev afvist af regeringen og af LO, men først da Folketinget i december vedtog et øjeblikkeligt tremåneders indkomstpris- og huslejestop, faldt der mere ro over gemytterne. Fastfrysningen af lønninger og priser var så meget mere påtrængende, idet nye tal viste, at betalingsbalanceunderskuddet fortsat voksede eksplosivt i forhold til året før, samtidig med at arbejdsløshedstallet nu nærmede sig 150.000. Politikerne havde atter trukket i de økonomiske bremser.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Krisen og Keynes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig