Krisepolitikkens følger

Enevælden havde sat ind over for landbrugskrisen med de midler, den rådede over. Bevidst, over en bred front og ud fra sine overordnede politiske og økonomiske mål. Lige så lidt som en moderne regering havde den på den anden side mulighed for at forudse de præcise virkninger af den planlagte politik samt vurdere, i hvilket omfang den udvikling, der fulgte, skyldtes dens egne indgreb.

Hvad styret umiddelbart kunne konstatere var, at priserne på landbrugsprodukter og på landbrugsjord fra begyndelsen af 1740'rne begyndte at stige, at antallet af tvangssalg af godser faldt og at det markedsproducerende storlandbrugs produktion gik i vejret.

Men det landbrug, der reagerede på de forbedrede konjunkturer, var ikke det samme som det, statsmagten var kommet til undsætning under landbrugskrisen.

Stavnsbåndet havde forskubbet det gamle samfunds balance mellem jordens ejere og dens brugere. Og kornmonopolet medførte, at det markedsorienterede landbrug ikke behøvede at tænke på kvalitet, men blot kunne koncentrere sig om at producere mest muligt.

De forbedrede konjunkturer blev derfor ikke udelukkende til velsignelse for det gamle samfund. Produktionsforøgelsen skete overvejende på hovedgårdenes jorder gennem en skærpelse af hoveriet og til skade for driften af fæstegårdsjorden.

Den intensiverede dyrkning af en tiendedel af det dyrkede areal på bekostning af de ni tiendedele, der var bondejord, skabte spændinger og konflikter, som i løbet af kun en enkelt generation skulle udsætte det gamle samfund for et pres, det ikke var i stand til at modstå, og få det til at krakelere.