Der udkom beretninger om Christian 4.s kroning i 1596 på flere sprog, nogle illustreret med detaljerede kobberstik, der viste begivenhederne. På dette ses nederst processionen på vej til Vor Frue Kirke og t.h. ceremonien i kirken. I midten forlader processionen kirken, og på Amagertorv rider kongen under triumfbuen, mens en engel kroner ham endnu en gang. Mønter kastes i grams til folket. T.v. springvandet med vin og en okse, der drejes på spid. I baggrunden løslades fanger i anledning af begivenheden.

.

I 1594 døde kansler Niels Kaas. Det blev senere fortalt, at den 17-årige konge besøgte ham på dødslejet, og at den gamle kansler her gav ham gode råd, bl.a. om altid at holde flåden i god stand som landets vigtigste værn. Til afsked overrakte han kongen nøglerne til hvælvingen under Københavns Slot, hvor kronregalierne og rigets arkiv opbevaredes. Fortællingens pointe er, at Niels Kaas nu fandt tiden moden til, at Christian selv overtog styret.

Det var aldrig blevet bestemt, hvornår Christian skulle erklæres myndig i sit kongerige. Men han havde fået en opdragelse, der klart sporede ham ind på herskerrollen, og allerede i sin stillingtagen til striden mellem regeringsrådet og hans mor om hans yngre brødres rettigheder i hertugdømmerne, havde han vist sig som en lille politiker, der vogtede over sine arverettigheder. Efterhånden begyndte hans indflydelse at gøre sig mere og mere gældende. I 1595 forsonede han sig med sin mor. Han lovede at sørge for sine søskende, men afviste fortsat en ny deling af hertugdømmerne.

På herredagen i sommeren 1595 blev kroningen fastsat til den følgende sommer. I juni 1596 udnævnte Christian Christoffer Valkendorf til rigshofmester og Christian Friis til Borreby til kansler og medlem af rigsrådet. Den nye kansler var nevø til Johan Friis og havde ikke haft nogen tilknytning til den hidtidige regeringskreds. Peder Munk blev marsk samtidig med, at han beholdt sit embede som admiral. Hans udnævnelse var uden tvivl en indrømmelse til formynderregeringens folk. Samtidig med disse besættelser af rigsembederne udnævntes otte nye rigsråder. En håndfæstning, identisk med Frederik 2.s, blev underskrevet i august 1596. Samme måned fandt kroningen sted i Vor Frue Kirke i København.

Festlighederne var overdådige. Man havde aldrig set noget lignende i Danmark. Der var fyrstelige gæster med store følger, og de blev deltagere i et velgennemtænkt festprogram, der skulle demonstrere den nye konges ophøjede stilling som den af Gud indsatte monark og højadelens andel i monarkiet. Ved den procession fra slottet til Vor Frue Kirke, som indledte det hele, blev rigets regalier båret af rigsembedsmændene. Peder Munk bar det rigssværd, som var blevet lavet til Christian 3. i 1551 (se foto). Christian Friis bar scepteret, rigsråden Steen Brahe rigsæblet og Christoffer Valkendorf kronen, der var ny og pragtfuld og med sine allegoriske figurer udtrykte monarkiets idé. Den kirkelige handling blev ledet af Sjællands biskop Peder Winstrup. Han indledte med en latinsk tale, der som hovedtema havde, at kongen var indsat af Gud, han skal derfor regere retfærdigt og huske på, at Gud har givet fyrsterne del i sit eget navn ved i Den hellige Skrift at kalde dem guder. Dermed har han vist, at fyrsterne er Guds hjælpere, „der som et levende og besjælet billede af Ham på Jorden indtager Hans plads og udfører guddommelige hverv og pligter”. Men Christoffer Valkendorf læste håndfæstningen op som et led i ceremonien. Den indeholdt de ord, at kongen skulle „elske og fremdrage Danmarks riges råd og adel og med dem styre og regere Danmarks rige”. Kongen svor så sin ed, biskoppen salvede ham, og derefter fik han overrakt regalierne, symbolerne på magten og dens forpligtelser, der havde ligget på alteret. Med sværdet huggede han derpå voldsomt imod alle fire verdenshjørner for at vise sin vilje til at forsvare riget. Rigsråderne tog kronen, sådan at de alle rørte ved den, og satte den på kongens hoved. Her blev det demonstreret, at rigsrådet var kronens egentlige indehaver, og at kongen modtog den af dem. Efter at der var sunget tedeum, tog kongen igen rigssværdet, og med det i højre hånd og Bibelen i venstre læste han et stykke af evangeliet. Det demonstrerede, at han havde både det verdslige og det åndelige regimente i sine hænder.

Festlighederne fortsatte i flere dage med vin og en helstegt okse til københavnerne på Amagertorv, taffel på slottet, fyrværkeri, teater, ringridning på Amagertorv og ridderspil på Gammeltorv. De sluttede med et stort festfyrværkeri på Kronborg. Danmark og Norge havde fået en ny konge.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kroningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig