Land og by

Både i udlændinges og i danskeres bevidsthed var Danmark omkring århundredskiftet et udpræget landbrugsland. Af de 2,5 millioner danskere boede da også ca. 62 procent på landet, mens der i hovedstaden og provinsbyerne boede henholdsvis 18 og 20 procent. Under de foregående årtiers store befolkningsvækst var der imidlertid indledt en ny fase, hvor befolkningen i byerne og navnlig i hovedstaden voksede langt hurtigere end landbefolkningen. Danmark befandt sig midt i en veritabel folkevandring, hvor titusinder vandrede fra landet til byerne og for manges vedkommende videre til oversøiske lande.

København var med næsten en halv million indbyggere ved at blive en storby, også efter international målestok. Næsten en femtedel af landets befolkning boede i hovedstaden, men mindre end halvdelen af dem var født i byen. Med optagelsen af Valby, Vigerslev, Vanløse, Brønshøj og Sundbyerne på Amager i Københavns Kommune forøgedes dennes areal og bebyggelsesmuligheder kraftigt. I de københavnske brokvarterer og efterhånden også i de lidt fjernere forstæder bosatte sig alle, der som Pelle Erobreren ikke længere accepterede de socialt elendige og politisk undertrykkende forhold for underklassen på landet.

Befolkningstallet i Danmark steg i det følgende kvarte århundrede fortsat meget stærkt. Ved genforeningen 1920 øgedes det med ca. 160.000 sønderjyder. De stod imidlertid kun for en lille femtedel af den samlede befolkningsforøgelse på ca. en million. Næsten to tredjedele af denne vækst skete i byerne trods et ret stærkt fald i fødselshyppigheden fra ca. 30 promille til ca. 20 promille, selv om ægteskabsalderen faldt, og selv om anvendelsen af præventive midler endnu ikke var alment udbredt. Årsagen til væksten lå først og fremmest i et kraftigt fald i dødeligheden, især blandt børn inden for deres første leveår. Det kan direkte tilskrives forbedringer i boligstandard, hygiejne, ernæring og en bevidst indsats på børneplejens område. Så sent som i 1870'erne havde mange, navnlig på landet, levet en tilværelse på eller under sultegrænsen, og mange familier kunne endnu i de første årtier af det 20. århundrede risikere at opleve elementær fattigdom og sult. Men den almindelige levestandard var steget under landbrugets og industriens produktionsfremgang i 1890'erne, og den fortsatte med at forbedres.

En anden vigtig årsag skal søges i de omfattende offentlige bygge- og anlægsarbejder, som gennemførtes af kommunerne. Kloakeringen var begyndt i midten af 1800-tallet og fortsatte ikke alene i København og de nye forstæder, men også i provinsbyerne, hvoraf mange havde en vækst, der ikke stod tilbage for Københavns. I de fleste købstæder byggedes kommunale sygehuse, og forsyningen med vand, gas og elektricitet blev udbygget i et hastigt tempo. Byggeriet omkring og efter århundredskiftet var af væsentlig højere kvalitet end de foregående årtiers spekulationsbyggeri af lejekaserner til indvandrerne. Der blev stort set ikke længere bygget ejendomme med retirader i gårdene. I de nye lejligheder installeredes vandklosetter, mens badeværelser endnu var forbeholdt de velstilledes boliger. Det var navnlig i byerne, den hygiejniske standard forbedredes.

Enkelte større flækker og handelspladser fik efterhånden status som købstæder, som f.eks. Silkeborg (1899), Nørre Sundby og Løgstør (1900), Herning (1913) og Struer (1917), men mest slående var den rivende udvikling i de bymæssige bebyggelser på landet, stationsbyerne. Jernbanerne havde svejset købstæderne sammen, men mellem disse skabtes omkring stationerne nye bydannelser, ofte med et folketal, der oversteg de mindre købstæders. Haslev, Ringe og Vejen er eksempler på de mange bymæssige bebyggelser på landet, der var skudt op som handels-, industri- og kulturcentre. I mange stationsbyer betød jernbanens linieføring og stationsbyggeriet en forskydning af tyngdepunktet fra den gamle kirke- og skoleby til området omkring stationen med opførelse af jernbanehotel, mejeri, eventuelt et slagteri, købmandshuse, en brugsforening, en bank, en realskole og en teknisk skole. Der udvikledes en særlig stationsbyarkitektur, hvor de lokale murermestre lod sig inspirere af den nye arkitektur i købstæderne. Som dynamiske lokale centre tiltrak stationsbyerne mange unge fra landet, og aftægtsfolk fra gårde og husmandssteder i de omliggende landsbyer bosatte sig ofte i disse socialt mere livlige byer.

På mange af disse aftægtsfolk kunne man bruge den karakteristik, som statistikeren Michael Koefoed i 1900 gav af landbefolkningen. „Det legemlige slid taler ud såvel af den krogede ryg, de lange arme som af det magre, kantede ansigt, hvor energien og den ubeherskede bondefiffighed synes de mest fremtrædende intellektuelle egenskaber navnlig hos de ældre.” Den foregående generation af gårdmænd, husmænd og landarbejdere, mænd og koner, børn og voksne havde slidt for at bringe landbruget gennem en dybtgående krise. Ved produktionsomlægning, opbygning af et imponerende net af andelsmejerier og -slagterier havde de ved egen kraft placeret det danske landbrug solidt i den internationale markedsdeling. Især de selvejende gårdmænd kunne nu for alvor høste frugterne af produktionsomlægningen i form af øget velstand. Den blev omsat i nye maskiner og redskaber til produktionen og i en forbedring af gårdene. Nye stuehuse blev bygget i stort tal i disse år.

Velstanden blev ikke ligeligt fordelt. Landbosamfundet prægedes af dybe sociale kløfter mellem godsejere, gårdmænd, husmænd og besiddelsesløse landarbejdere. Af de ca.275.000 landbrugsejendomme var knap 2000 godser, hvis jordtilliggender repræsenterede 15 procent af det samlede hartkorn. Kernen i landbruget udgjordes af de ca. 70.000 gårdmandsbrug, hvis størrelse varierede ganske betydeligt fra at ligge på grænsen til husmandsbrugene til at nærme sig et mindre gods eller en proprietærejendom. Gårdmændene ejede ca. 75 procent af jorden. De ca. 200.000 husmandsbrug dækkede blot ti procent af jorden, og omkring 30.000 af disse var helt uden jord. Antallet af husmandsbrug forøgedes kraftigt i de følgende år som resultat af statshusmandsloven af 1899 eller, som den mere præcist hed, „Lov om tilvejebringelse af jordlodder til landarbejdere”, idet formålet var at sikre godsejere og gårdmænd den nødvendige arbejdskraft. Langt de færreste husmænd og selvsagt slet ikke de helt jordløse kunne ernære sig på deres lodder, men var henvist til at arbejde som daglejere på herregårdene og hos gårdmændene, og det gjaldt alle familiens medlemmer. Boede de i nærheden af kysterne, kunne de eventuelt supplere deres sparsomme udkomme ved fiskeri. Selv om antallet af landarbejdere var nedadgående, udgjorde de dog klart den største del af den samlede arbejderklasse på dette tidspunkt. De bedrestillede husmænd fik gennem deres medlemskab i andelsforeningerne del i den forøgede velstand, og i kraft af en omfattende organisering i husmandsforeningerne erhvervede de sig en selvbevidsthed, der snart skulle give sig politiske udtryk. På undersiden af landbosamfundet levede landarbejderne og store dele af tyendet – disse „vredens børn”, som Jeppe Aakjær kaldte dem – endnu i årtier under miserable og nedværdigende sociale forhold.