Landboernes rodnet

„Landmænd klager altid.” Sådan har de fleste andre samfundsgrupper i århundreder sagt om de danske bønder. Når dette indtryk har fæstnet sig, er det ikke fordi landboere er professionelle grædekoner, der angler efter omgivelsernes sympati. Men snarere fordi de på linie med fiskerne har været undergivet en kombination af natur- og markedskræfter, som de på én gang har skullet aftvinge så stort et udbytte som muligt og dog ikke har været herrer over.

Årtierne før 1. verdenskrig er nok en af de perioder, hvor grundene til klager over i hvert fald ydre vilkår har været svagest. Landmændene høstede nu frugterne af den store omlægning af produktion og forarbejdning, de havde gennemført fra begyndelsen af 1880'erne, og de producerede for et nationalt og internationalt marked, der var præget af næsten ubrudt højkonjunktur. Indtil århundredskiftet havde forrentning og afdrag på lån til udvidelse af stalde og besætninger hvilet som en tung byrde på landmændene, og overskuddet havde været minimalt. Nu mærkede de for alvor fordelen ved omlægningen, og med stærkt stigende priser forøgedes velstanden generelt stærkt i landbruget.

Samtidig med at landbrugets andel af det samlede bruttonationalprodukt faldt, øgedes værdien af dets produktion med ca. 50 procent, og eksportandelen af den samlede produktion steg fra omkring 40 procent i 1890 til ca. 63 procent i 1914. Af hele den danske eksport udgjorde landbrugets andel tæt ved 90 procent, mens den nødvendige import af råvarer til landbruget, korn, foderstoffer og gødning, udgjorde knap 30 procent af den samlede import. Det var navnlig den animalske produktion, smør og flæsk, der steg kraftigt; den udgjorde i 1914 op mod to tredjedele af produktion og eksport. Baggrunden for fremgangen var først og fremmest en væsentlig forøget produktivitet, idet omfanget af arbejdsstyrken og det dyrkede areals udstrækning var stabilt. Produktivitetsfremgangen må ses som et resultat af en øget arbejdsindsats, en bedre uddannelse af arbejdskraften, og et forøget antal af heste, så-, slå- og mejemaskiner og af en 50 procent stigning i forbruget af gødning.

Landbrugets afsætning foregik på et frit marked, både internationalt og nationalt. Eksportfremgangen havde sin baggrund i den generelle internationale højkonjunktur, hvor forbrugsevnen steg stærkt i de traditionelle markedsområder, især England og Tyskland. Tilsammen aftog de næsten 90 procent af vor eksport, med England som det største marked.

Den principielle liberalisme, der herskede på landbrugsområdet, gjorde sig også gældende i forholdet til statsmagten. Landbruget var et selvhjulpet erhverv. Det modtog kun beskeden støtte fra staten i form af bevillinger til landbo- og husmandsforeninger og den indirekte støtte, der lå i tilskuddene til højskoler og landbrugsskoler.

Landboernes politiske magt manifesteredes selvfølgelig mest åbenbart gennem de politiske partier, Venstre, Det radikale Venstre og delvis Højre. Men under disse lå rodnettet af organisationer og foreninger, der gav denne magt en dybde og varighed, der rakte langt ud over svingninger i stemmetal og vekslende regeringsdannelser.

Landbrugets organisationer udviste omkring århundredskiftet en tendens til at danne centraliserede overbygninger, ganske som det skete på andre samfundsområder. De lokale landboforeninger var tidligt blevet sluttet sammen i regionale landboforeninger, og i 1895 dannedes De samvirkende danske Landboforeninger. Med ca. 100.000 medlemmer i 1914 dækkede de ikke alene næsten alle gårdejere, men også en del af husmændene, hvoraf mange havde dobbeltmedlemskab af en husmandsforening og en landboforening.

Også andelssektoren blev centraliseret. I 1899 blev andelsudvalget dannet som overbygning på de produktions-, forarbejdnings- og forbrugsforeninger, der var organiseret efter andelsprincippet. De største af disse var De samvirkende danske Andelsslagterier fra 1897, De danske Mejeriforeningers Fællesorganisation fra 1912 og Fællesforeningen af Danmarks Brugsforeninger, der var stiftet i 1896 og med sine 219.000 medlemmer i 1914 var Danmarks største organisation. Dertil kom en række foreninger for de vigtigste eksportområder som smør, æg og kreaturer og indkøbsforeninger for foderstoffer og kunstgødning.

En af de oprindelige hensigter med andelsforeningerne havde været at modarbejde privatkapitalistiske foretagenders indtrængen i landbrugets produktions- og afsætningsled. Det var lykkedes med én vigtig undtagelse. Det forenede Dampskibsselskab havde på det nærmeste monopoliseret transportsiden af landbrugseksporten. Det anti-kapitalistiske sigte blev videreført i 1911, da Dansk Andels Cementfabrik så dagens lys i Nørresundby i et forsøg på at bryde F. L. Smidths monopol på cementproduktionen.

Andelstanken bredte sig til andre områder som forsikrings- og bankvæsen. Fra 1890'erne havde der været planer om en andelsbank. I kølvandet på Albertis fald blev tanken bragt i miskredit under de mange angreb på andelsorganisationernes økonomi og manglende styring. Der var for andelsbevægelsens folk ikke tvivl om, at for en del af pressen og dens bagmænd skjulte der sig rent kapitalistiske motiver til at trænge bevægelsen tilbage. Endelig i 1914 kunne Andelsbanken træde i funktion.

Angrebene var både økonomisk og politisk forståelige. Andelsbevægelsen havde udviklet sig til en gigant i det danske samfund. En opgørelse fra 1913 talte et samlet antal medlemskaber i andelsorganisationerne på 1,1 million, hvilket dækkede over mange dobbeltmedlemskaber. Men det blev i samme opgørelse anslået, at i hvert fald en tredjedel af den danske befolkning havde en eller anden form for tilknytning til andelsbevægelsen. Virksomhedernes tredobling af deres omsætning mellem 1900 og 1913 talte yderligere sit klare sprog til de øvrige samfundsgrupper. Ingen anden økonomisk-politisk sammenslutning kunne i tilslutning, økonomisk formåen og politisk gennemslagskraft blot tilnærmelsesvis måle sig med andelsbevægelsen.

Andelsbevægelsen havde sit selvfølgelige fundament i landsognene blandt gårdmænd og husmænd. Men den påvirkede i høj grad byernes økonomiske liv. Mange af dens større virksomheder som slagterier, foderstofforretninger og gødningskompagnier var placeret i købstæderne og gav her grundlag for beskæftigelse af et stort antal arbejdere. Brugsforeningerne var ved at få et solidt fodfæste i byerne, en tendens der blev forstærket ved Socialdemokratiets beslutning i 1909 om at gå aktivt ind i brugsforeningsbevægelsen. Selv om det styrkede bevægelsen, gav det også mulighed for konflikter mellem land- og bybrugser som følge af bindingen til to stridende politiske grupperinger, Venstre og Socialdemokratiet.

I denne periode var andelsbevægelsens største problem dog modsætningerne mellem gårdmænd og husmænd. Gårdmændene sad traditionelt solidt på ledelsen af andelsorganisationerne fra bund til top. De havde den fornødne tid og kræfterne til det organisatoriske arbejde. Bestyrelserne i mejerier, brugsforeninger og slagterier var helt domineret af gårdmænd fra det mellemstore landbrug, af og til med en enkelt skolelærer som regnskabsfører, mens husmændene stort set var uden repræsentation, skønt de i mange andelsselskaber udgjorde op til halvdelen af medlemmerne. Med den stigende selvbevidsthed og øgede organisatoriske styrke blandt husmændene førte de landspolitiske modsætninger jævnligt til konflikter både i sognene og på de højere niveauer.

Andelsorganisationerne var Venstres domæne og magtbase. Alle ledende bestyrelsesmedlemmer fra det lokale andelsmejeri til landboforeningernes og andelsudvalgets top var venstremænd. Gårdmændene udgjorde indtil 1. verdenskrig halvdelen eller mere af Venstres folketingsgruppe, og alle havde de rødder i andelsbevægelsen, hvor de gennemgik en solid skoling i organisations- og forhandlingsteknik. Samtidig havde de fleste gennemgået en elementær politisk uddannelse i sognerådene.

Andelsbevægelsens styrke var dens evne til at forene den enkeltes selveje med et demokratisk fællesskab. Centraliseringen af andelsorganisationerne bidrog imidlertid til at svække det folkelige element i bevægelsen, samtidig med at den koncentrerede opmærksomheden omkring de økonomiske og politiske interesser, hvilket blev stadig mere iøjnefaldende for andre samfundsgrupper.

Men bevægelsens langtrækkende gennemslagskraft var ikke bygget på snævre økonomisk-sociale interesser alene. Næsten uden undtagelse havde andelsbevægelsens ledende folk et ophold på en højskole, en landbrugsskole eller begge dele bag sig. Højskolerne oplevede fra 1890'erne til 1. verdenskrig en vældig blomstringstid. Antallet af skoler udvidedes fra 75 i 1890 til 98 i 1910, hvoraf de 19 var landbrugsskoler. I 1910 nåede det årlige antal elever op over 8000, svarende til omkring hver tredje af en ungdomsårgang på landet. Selv om der var bestræbelser for at udvide det sociale grundlag, og husmændene også fik deres egne højskoler, bevarede højskolen som helhed et præg af at være en klasseskole for kommende gårdejere og deres koner. Det var gårdmændenes sønner og døtre, der befolkede skolerne, der fortsat i deres indhold først og fremmest var indrettet på at give disse unge en personlig vækkelse og styrke bevidstheden om, at de udgjorde samfundets kerne og naturlige magthavere.

Højskolerne blev således de fornemste centre for landbosamfundets ledende lag til at udvikle deres unge til at videreføre lederskabet. Et højskoleophold blev et selvfølgeligt led i gårdmandsbefolkningens livsforløb, og det fik en gennemgribende betydning ved ikke så meget at betone færdigheder som „livsoplysning”. Det var ikke gennem agerbrugsundervisning, men i historisk-nationale foredrag, der formidledes en helhedsforståelse af historie og nutid, hvor bønderne var folkets kerne.

Andelsbevægelse og højskole, økonomi og ånd løb sammen i en højere enhed i denne gårdmændenes glansperiode og tilførte dem en i international sammenhæng særegen høj grad af klasseidentitet og handlekraft. Men netop dette forhold gjorde det vanskeligt at få højskoletanken til at slå rod i andre klasser.