I 1795 blev landsbyen Årslevs kun ni år gamle kobbelbrug opgivet som driftsform, og jorden blev udskiftet mellem de 13 gårde. Som følge af landsbyens beliggenhed i udkanten af ejerlavet blev udskiftningen gennemført som en kombination af en stjerneudskiftning og en blokudskiftning. Seks af gårdene kunne derved – som udtegningen af kortmateriale i Matrikelarkivet viser – blive liggende i landsbyen, og i tillempet kileform strålede deres tilliggender ud fra landsbyen som takker i en stjerne. De øvrige syv gårde måtte derimod brydes ned og flyttes ud på fjernereliggende jorder, hvor de blev genopført midt på deres nye, bloklignende parceller. Den med skravering markerede gård fik et areal på 26 hektar. I Årslev valgte man at placere husmandslodderne – der hver fik et tilliggende på 1,65 hektar – i hver sit hjørne af de 13 gårdparceller. I andre landsbyer blev husmandsstederne placeret i kolonier ude på de fjerneste og dårligst gødede jordstykker.

.

I storkøbmanden Frédéric de Conincks vinterbolig i Moltkes Palæ på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade malede Erik Pauelsen 1785-86 en skildring af høsten på hans landsted Dronninggård ved Furesøen. Mens meget af arbejdet i landbruget blev udført af mændene og kvinderne hver for sig, arbejdede karlene og pigerne sammen to og to under kornhøsten. Karlen slog kornet med leen og standsede regelmæssigt op for at skærpe bladet. Pigen gik bag ham og tog fra, det vil sige rev kornet sammen og bandt det i neg. Når kornet var tørt, stak karlen med sin høtyv negene op på vognen, hvor pigen lagde dem til rette, så læsset ikke væltede under hjemkørslen.

.

Tegningerne af en fynsk udflyttergård og to udflytterhuse fra 1790'erne var indsendt til professor Gregers Begtrup, der offentliggjorde dem i sit syv-bindsværk Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, som udkom i årene fra 1803 til 1812. Afsenderen var ejeren af Sanderumgård ved Odense, kronprins Frederiks tidligere hofmarskal Johan Bülow, der ledsagede sine tegninger med forklarende tekst. Heraf fremgik det, at bygningerne var opført af bindingsværk i eg eller godt fyrretømmer; stuehusets bindingsværk var udfyldt med brændte mursten, mens de øvrige længer fortsat var lerklinede; og som et tegn på de gode tider var bræddegulve og ordentlige vinduer nu ved at blive almindelige i stuehusene.

.

Før reformerne var der blevet ydet hoveri af 300.000 tønder hartkorn, svarende til godt fire femtedele af landets bøndergårde. Efter reformperioden hvilede der kun hoveriforpligtelser på godt en tredjedel af gårdene.

På Sjælland blev to femtedele af alle bøndergårde nedrevet og flyttet ud fra landsbyerne. På Fyn og i Jylland, hvor andre udskiftningsmodeller blev brugt, og hvor bebyggelsen for Nord- og Vestjyllands vedkommende i forvejen var præget af enkeltgårde, blev mellem en femtedel og en tiendedel af gårdene revet ned og genopført ude på deres nye parcel. Og i løbet af mindre end en menneskealder blev halvdelen af landets knap 60.000 fæstebønder selvejere.

I hovedtrækkene kender vi omfanget af denne utroligt arbejdskrævende omdannelse af det gamle landbosamfund. Derimod ved vi mindre om, hvad der egentlig motiverede godsejerne og gårdmændene til at gå ind i denne omdannelse.

Hvad fik godsejerne til at skille sig af med halvdelen af den jord, deres magt som klasse var baseret på? Og hvad fik bønderne til så fuldstændigt at opgive et århundreder gammelt arbejds- og kulturmønster og foretage et afgørende spring fra fællesskab til individualisme?

Hoveriet havde været det område, hvorom den største strid havde stået. Bønderne havde reageret mod en ensidig forøgelse af hoveriet, der stred imod, hvad de fandt ret og rimeligt. Og de havde gennem klager og hoverisabotage været i stand til at skabe blæst om problemet.

Men i virkeligheden havde hverken bønderne eller enevælden vundet. I kampen om hoveriet havde godsejerne sejret, da de fik legaliseret hoveriet på det høje niveau, det var nået op på i slutningen af 1700-tallet.

Den markante nedgang i antallet af hoveriydende bondegårde, der vitterlig fandt sted i reformperioden, skyldtes grundlæggende, at op imod halvdelen af gårdmændene købte deres gårde til selveje, hvorved de automatisk frigjorde sig fra hoveriet.

Antallet af fæstebønder, der afløste deres hoveri med en pengeafgift, var derimod ret beskedent. Formentlig ikke mere end 5-6000. Den overvejende del af de bønder, der forblev fæstere, fandt afløsningsvilkårene for byrdefulde og valgte at yde hoveri endnu i to eller tre generationer.

I myten om landboreformerne står bønderne som træge og uforstående over for udskiftningen og udflytningen. Bønder, der blev tvunget til at nedrive deres gård og flytte ud fra landsbyen, drak sig fra sans og samling af fortvivlelse eller lagde sig til sengs og døde.

Dette billede af bonden passer smukt ind i myten om reformer fra oven. Men det stemmer ikke overens med de faktiske forhold.

Normalt var bønderne vel vidende om fordelene ved at få samlet de mange spredte jordlodder, og ved at gården kom til at ligge på sin egen jord. Men udskiftning og udflytning var meget kapital- og arbejdskrævende, og mange gårdmænd fandt, at godsejeren væltede en urimeligt stor del af omkostningerne og arbejdsbyrderne over på dem.

Endvidere var jordfordelingen ikke bare et spørgsmål om, at landmåleren målte jorden retfærdigt. Markerne nær landsbyen var bedre gødede end de fjernest liggende jorder, der ikke havde fået anden gødning end den, kreaturerne gav, når de med års mellemrum græssede på brakjorden.

Selv om bønderne godt vidste, at et større jordtilliggende langt fra landsbyen med tiden ville være mest fordelagtigt, kunne navnlig ældre gårdmænd være betænkelige ved det omfattende jordforbedringsarbejde, der umiddelbart forestod på udflyttergårdene. Og endelig følte mange en forståelig utryghed ved at skulle forlade landsbyens nære og kendte miljø og flytte ud, hvor de underjordiske drev deres spil.

De driftsmæssige og økonomiske fordele ved udskiftningen var bønderne imidlertid udmærket i stand til at vurdere. Det interessante er derfor ikke, at der kunne være en ret stærk lokal modstand mod udskiftning. Det kunne der være mange og gode grunde til. Det bemærkelsesværdige er, at mellem halvdelen og to tredjedele af bondegårdsjorden faktisk blev udskiftet i løbet af en menneskealder, og at de udflytninger, der var nødvendige, faktisk fandt sted.

Den massive overgang fra fæste til selveje skyldtes ikke tidens tanker om frihed og lighed. Den skyldtes heller ikke, at fæstebonden i årene op mod reformperioden havde været retsløs og udbyttet. En dygtig og samvittighedsfuld fæstebonde kunne føle sig tryg i sit fæste og se en betrygget alderdom i møde som aftægtsmand på sin egen gård. Og i vanskelige år kunne han regne med hjælp fra godset.

Købte han derimod gården, ville der være afdrag og renter at betale og ingen forståelse og henstand at vente, hvis høsten slog fejl. Som selvejer måtte han leve med markedskræfterne og pengeøkonomien eller gå fra gården.

Grundlæggende var bønderne imidlertid interesserede i at erhverve deres gårde til selveje – eller i arvefæste, som nogle få tusinde gjorde. Men pris og betalingsvilkår var afgørende. Var de acceptable, købte bonden. Var de det ikke, forblev han fæster, hvad der ikke gjorde ham til en ringere mand i egne og i andres øjne.

Men generelt var selvejet attraktivt. Med de stigende landbrugspriser fik selvejeren et større udbytte af sin indsats end fæsteren, hvis han vel at mærke ikke havde købt sin gård for dyrt. Det var imidlertid, hvad mange gjorde. Så længe kornpriserne fortsatte med at stige, kunne de nok betale. Men da de begyndte at falde, således som det skete i 1820'rne, sendte mange fæstebønder en venlig tanke til deres far eller bedstefar, der ikke havde ladet sig lokke til at købe for enhver pris.

Godsejernes motiver for at sælge ved vi meget lidt om. Formentlig har der været både økonomiske og psykologiske bevæggrunde. Under højkonjunkturen betød den fastlåste landgilde en ringere forrentning af deres kapital end den, de på anden måde kunne få. Ved salg til selveje fik de frigjort midler, som de kunne investere i en forbedret drift af hovedgårdsjorden eller skyde ind i københavnske handelshuse og handelskompagnier i håb om en høj forrentning. Hvis de da ikke simpelt hen lod pengene gå til et øget forbrug.

Hoverikonflikterne og gårdmændenes voksende selvfølelse kunne også medvirke til, at en godsejer besluttede at sælge fæstegodset fra og koncentrere sig om driften af hovedgårdsjorden ved hjælp af fæstehusmænd og landarbejdere.

Kongen havde budt, at „landbolovene gives orden og kraft”. Bag disse ord lå en erkendelse af, at den hidtidige lovgivning ikke havde været tilstrækkeligt klar, og at den ikke var blevet håndhævet med den fornødne styrke.

Formentlig blev enevældens mest betydningsfulde indsats på reformområdet betryggelsen af retsstillingen for den halvdel af de danske bønder, der ikke købte deres gård, men forblev fæstere. De allerførste reformlove – de to forordninger af 8. juni 1787 – omhandlede netop fæstebondens retsstilling og vendte sig mod de muligheder for vilkårlighed, det gamle samfund rummede. De to forordninger havde givet bonden retsbeskyttelse ved indgåelse og afståelse af fæste og i tilfælde af, at han måtte gå fra gården.

Da nogle godsejere derpå forsøgte at bortleje fæstegårde på korte åremål, indskærpede styret straks, at livsfæste var eneste lovlige fæsteform. Vilkårligheden ved udskrivningen til soldat forsvandt med stavnsbåndsløsningen i 1788, ligesom vilkårligheden i forbindelse med hoveriet forsvandt i 1799. Og i 1791 fik godsejeren forbud mod at prygle gårdmænd og gårdmandskoner.

Da reformperioden omkring 1810 randt ud, havde landbolovene fået orden og kraft. De nye fæstere havde kun navnet til fælles med det gamle samfunds fæstere, og i livsvilkår og omdømme var der reelt ikke længere forskel på en fæstebonde og en selvejerbonde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Landbosamfundets omdannelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig