Billeder af arbejdende bønder er sjældne, men på pulpituret i Voer Kirke, Vendsyssel, fandtes dette relief af en bonde med le, skåret o. 1600. Efter alt at dømme gik bønderne barfodede i marken, medmindre de nøgne fødder blot skal symbolisere ydmyg fromhed. Relieffet er senere blevet indsat i prædikestolen.

.

Kortskitse fra Holbækegnen, der viser delingen mellem forskellige brugere af en moselod. Øverst ses herregården Kongsdal med ladegårdsbygninger. Skitsen, der er fra 1602, er et af de ældste bevarede eksempler på et kort over besiddelsesfordelingen mellem danske bønder.

.

Bonde med segl og kornneg; relief fra Voer Kirke i Vendsyssel, skåret o. 1600.

.

Nordfrisisk marskgård fra 1634. I gårdens vestre del fandtes et alrum, et køkken med en stor ovn og et mindre kammer, mens den østre del, i direkte forlængelse af boligen, indeholdt lo og stald. Gården er omhyggeligt rekonstrueret og findes på det slesvigholstenske frilandsmuseum få kilometer uden for Kiel. Fra det danske rigsområde er der ikke bevaret gårdbygninger fra det tidlige 1600-tal.

.

I de dele af riget, hvor man havde tømmer nok, fortsatte bønder og husmænd med at opføre deres huse af træ. Denne gård fra Nås, Gønge Herred i Skåne, har vægge af lodrette stolper, hvis mellemrum er fyldt ud med vandrette planker. Gården er en såkaldt tvillingegård, der husede to familier. Med undtagelse af de laveste, hvidmalede dele af bygningerne er gården fra 1700-tallet. Gården er genopbygget på Frilandsmuseet nord for København.

.

De danske bønder havde haft travlt under krigen. De var blevet udkommanderet til fæstningsarbejder, til at holde vagt ved grænserne og søsiden, til at spinde blår og hør og til at male korn og bage brød. Med deres vogne havde de måttet kæmpe sig ad mudrede veje eller simple kørespor for at nå frem med kalk, ved, tømmer og sten.

Men selv om bønderne led under krigens byrder, gik det ikke så galt, som rigsrådet havde forestillet kongen, da han i 1604 havde presset på for at få dets samtykke til krig mod Sverige. Det kom ikke til farlige oprør og sammensværgelser.

En væsentlig grund hertil var sikkert, at krigen faldt sammen med gunstige konjunkturer for landbruget. Netop i krigsårene toppede eksporten af dansk korn, og meget tyder på, at mange fæstebønder, efter at have ydet landgilde og andre afgifter til herskabet, havde korn tilovers, som de kunne sælge på markedet. Og da de store prisstigninger, der var sat ind i midten af 1500-tallet, endnu ikke var ebbet ud, fik i hvert fald de lidt større bønder rede penge mellem hænderne. Det betød, at de store krigsskatter ikke kom til at virke så tyngende.

Alligevel var bondehverdagen præget af en stadig kamp for at få det hele til at løbe rundt. Blot et enkelt dårligt høstår kunne medføre Iandgilderestance og i værste fald, at fæsteren mistede gården. 1600-tallets begyndelse kunne således nok i korte perioder være gunstige for bonden, men det var i første række godsejerne – og hermed også kronen, som ejede godt halvdelen af landbrugsjorden – der høstede de rigeste frugter af de gunstige vilkår for dansk landbrugseksport.

De adelige godsejere udnyttede de gode tider til en omfattende godsspekulation. Det kom der renter og renters rente ud af, men i sidste ende skulle værdierne skabes af de arbejdende bønder. Godsejerne nød godt af, at landgilden blev leveret i naturalier. Steg prisen på landgildekornet, var det dem og ikke de bønder, der ydede landgilden, der fik glæde af det.

Men skulle herremændene for alvor udnytte de gunstige konjunkturer, måtte de have så meget ud af deres hovedgårds-jord som muligt. Foldudbyttet på hovedgårdsjorden, den del af godsejernes jord, der ikke var udfæstet, var efter alt at domme betydeligt mindre end på fæstegårdsjorden, undertiden kun halvdelen eller en tredjedel. Stordriften på hovedgårdsjorden var således langtfra rationel. En væsentlig årsag hertil var givetvis, at hovbønderne og de dårligt aflønnede daglejere drev den af, når de så deres snit til det. Men herremændene søgte ikke at øge foldudbyttet gennem investeringer i nye dyrkningsmetoder. De kendte kun én nogle til produktionsforøgelse: mere hovarbejde.

Langsomt, men sikkert kom hoveriet i løbet af 1600-tallet til at blive bøndernes tungeste byrde. I begyndelsen af århundredet var det dog fortsat ægten, den gratis kørsel, og arbejdet i forbindelse med bygningen af herremændenes småslotte og kronens store anlægsarbejder, der generede fæstebønderne mest. Utallige ordrer om ægt og andet arbejde efterlader et indtryk af stadige og vilkårlige afbræk i landboernes daglige dont. Det var da også de stadig hyppigere hoveriforsømmelser, der gjorde, at træhesten, hundehullet, den spanske kappe og andre korporlige strafformer bredte sig som supplement til de bøder, der blev pålagt modvillige bønder.

Regeringen var særdeles følsom over for bøndernes reaktion på de byrder, der blev dem pålagt. Da det i oktober 1606 kom Christian 4. for øre, at nogle husmænd under kongens slot, Roskildegård, havde nægtet at udføre det arbejde, de var beordret til, greb han ind. Der var især to blandt de modvillige, Niels Pedersen og Christen Mortensen, som kongen mente var de ulydiges formyndere og rådgivere, og han krævede, at de to kumpaner straks blev sendt til København, hvor kongen ville overveje, hvordan de kunne blive bevæget til tilbørlig tjenstvillighed, dem selv til påmindelse og deres medbrødre til advarsel.

Men kongen var sig også bevidst, at grænserne for bøndernes ydeevne ikke burde overskrides. Den 3. maj 1613 fik Kullens lensmand, Claus Podebusk, således kongeligt påbud om, at han ikke måtte besvære de kronbønder, han havde under sig, med for meget avishoveri. Bønderne havde klaget til kongen over Podebusk, der ikke alene havde bebyrdet dem med utåleligt hovarbejde, men dertil forfulgt dem på tinge og fået dom over dem for deres vrangvilje. Kongen bebrejdede Podebusk hans emsighed og det ulovlige i, at retten ikke engang havde specificeret de ulydige ved navns nævnelse. Podebusk havde at standse retssagerne og i stedet indgå en aftale med bønderne om, hvor meget de årligt skulle yde af dagsværk, så han kunne vide, hvad han kunne kræve af dem, da kongen ikke ville tilstede, at hans bønder skulle fortynges for meget eller forarmes.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Landbruget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig