Smykkedele af guld, sølv og bronze fra Bejsebakken ved Ålborg, fundet ved hjælp af metaldetektorer. Hovedparten af de fundne genstande er bøjlenåle, som tidsmæssigt tilhører germansk jernalder og vikingetid. Nogle af bøjlenålene er udformet som naturalistiske dyr, andre som plader, smykket med dyreornamentik. Disse mange fund er udtryk for, at Bejsebakken næppe har været nogen ganske almindelig landsby, men snarere må opfattes som en handels- og produktionsplads.

.

På Østsjælland nær Køge Bugt har arkæologer registreret og udgravet adskillige bebyggelser fra jernalderen. Landskabet består af små morænetoppe, adskilt af åer, småbække og mindre moseområder og mod øst indrammet af den lave strandeng. Hver bebyggelse ligger på sin egen lille morænetop, omgivet af eng- og græsningsarealer. Den største, Bellingegård, kan karakteriseres som en lille landsby, der permanent lå på stedet mellem 200- og 500-tallet. De mindre bebyggelser består af enkeltgårde, som imidlertid ikke har eksisteret hele tiden eller nødvendigvis samtidigt. Oversigtsplanen illustrerer således et karakteristisk træk ved jernalderbebyggelsen: vekselvirkningen mellem landsby og enkeltgård samt det fænomen, at bebyggelsen altid var underlagt forandringer.

.

Guldgubbe, tegning.

.

Europa omkring 625 e.Kr. var mod vest domineret af Frankerriget, mod øst af slaviske stammer. I England havde den angelsaksiske erobring nået et punkt, hvor den sydøstlige del af øen beherskedes af rivaliserende småkonger, mens det første angelsaksiske kongedømme i England var blevet etableret mod nord i Northumbria.

.

Den byzantinske kejser Justinian 1. (527-565), hvis portræt er afbildet på en mosaik i kirken San Vitale i Ravenna, gav navn til en af de frygteligste pestepidemier, Europa har oplevet i historisk tid: den justinianske byldepest. Samtidens beretninger fortæller om dens voldsomme styrke, om forældre, som begraver deres børn for selv at følge dem i døden nogle timer senere; om munke, der lå døde i deres celler; om jammer og nød i hvert et hjem. Det er uvist, om pesten også nåede Skandinavien, men den har været brugt som en mulig forklaring på den befolkningstilbagegang, som man ellers havde vanskeligt ved at forklare – men som næppe har været reel.

.

Udvalg af guldgubber fra Sorte Muld på Bornholm; 1:1. En særlig fundgruppe, som hører yngre jernalder til, er de såkaldte guldgubber, dvs. papirstynde guldplader på størrelse med en fingernegl. De er rigt udsmykket eller udklippet i form af dyr eller menneske. De prægede plader forestiller altid menneskefigurer, nogle én person, mand eller kvinde, mens andre viser en mand og en kvinde i mode eller omfavnelse. Detaljerede studier af ikonografien viser karakteristiske dragter og attributter, f.eks. stav og bæger. Den største mængde, 2300 stykker, er fundet på bopladsen ved Sorte Muld på Bornholm; andre fund fra Skandinavien er langt mindre. De allerfleste guldgubber er fremkommet tilfældigt under udgravning, men i visse tilfælde er de fundet i nedgravningen til hallernes tagbærende stolper. Guldgubbernes betydning og anvendelse er fortsat en gåde, men deres tilknytning til de rigeste pladser, f.eks. Gudme, Helgö og Stentinget, antyder sammenhæng med et stormandsmiljø, hvor de formentlig havde en funktion i den kultpraksis, som omgav eliten.

.

I landsbyerne gik livet sin vante gang gennem 500- og 600-tallet. Når der var behov for ny jord i indmarken, blev gårdene flyttet nogle få hundrede meter – akkurat som tidligere. Men efterhånden var der længere tid mellem flytningerne, og den landsby der, som f.eks. ved Vorbasse, blev bygget omkring 500 e.Kr., kom til at ligge så længe, at det blev nødvendigt at udskifte og ombygge de enkelte gårde flere gange inden den næste store flytning nogle generationer senere.

Denne øgede stedfasthed ses måske endnu tydeligere på den udgravede sjællandske landsbytomt ved Bellingegård i nærheden af Køge. Denne landsby omfattede, da den var størst, syv gårde, hver med et langhus og for nogles vedkommende også et mindre hus, omgivet med hegn eller palisade. I løbet af 300 år, fra det 3. til det 6. årh., blev gårdene ombygget op til fem gange på det samme sted. Langhusene var af beskeden størrelse.

Selv om de to landsbyer er et spinkelt sammenligningsgrundlag, er der dog interessante forskelle og ligheder mellem de midtjyske gårde ved Vorbasse og de østsjællandske ved Bellingegård. Det mest iøjnefaldende er – ud over Bellingegårdlandsbyens permamente placering – størrelsen. Hovedhusene i Vorbasse var med sine 40-45 m mere end dobbelt så lange, mens selve konstruktionen ser ud til at have store ligheder, bl.a. er langvæggene i begge tilfælde en smule buede -spæde forløbere for vikingetidens navnkundige haller.

Store gårde og små gårde – rige og fattige? Denne slutning vil kunne drages, når det handler om gårde i samme landsby, men ikke når der som her er tale om landsbyer i to forskellige landsdele. Eksistensgrundlaget var vidt forskelligt i det midtjyske Vorbasse med de vidtstrakte engområder og det åbne, skovløse land, og på Østsjælland med den tunge, lerede jord, løvskoven og – for Bellingegårds vedkommende – nærheden til kysten. Derfor er det også naturligt, at Vorbassebøndernes eksistens især var baseret på kvæghold, mens de østdanske bønder havde et mere udtalt blandingslandbrug og – i dette specielle tilfælde – måske også drev fiskeri. Kvæget var nok vigtigt, men ikke så talrigt, bl.a. fordi skoven har givet mulighed for et større svinehold. Er dette tilfældet, begrænses også behovet for staldplads og lade, og de separate bygninger eller den udvidelse af langhuset, der kendes fra Vorbasse, har været overflødig.

Intensive undersøgelser i området omkring Bellingegård viser et bosætningsmonster, der også har generel gyldighed for landet som helhed, nemlig vekselvirkningen mellem landsbybebyggelse og enkeltgårdsbebyggelse, mellem den permanente og den temporære gård. Landskabet nord for Køge er domineret af små morænehøje, adskilt af vandløb, engstrøg og moser. Inden for et område på blot 650 x 300 m kendes i alt fem bebyggelser fra jernalderen, hver beliggende på en af de små morænetoppe omgivet af eng og åløb. Ud over landsbyen Bellingegård, der i udgangspunktet var én enkelt gård, men som i løbet af blot en generation i yngre romertid blev til et lille samfund på fem enheder, består den omkringliggende bebyggelse af enkeltgårde. Disse gårde er ikke samtidige, og de eksisterer blot en enkelt generation, højst to, men tilsammen dækker de hele landsbyens levetid. Fundmaterialet, som er indsamlet gennem omhyggelige udgravninger og intense rekognosceringer, viser at den største mængde og det mest forskelligartede fundmateriale stammer fra landsbyen; et stort keramikmateriale, vævevægte, nogle få jernslagger og enkelte andre genstandstyper er registreret her, mens fundmateriale fra enkeltgårdene stort set kun består af keramik.

Bebyggelsen i egnen omkring Bellingegård, med den stationære landsby og enkeltgårdene som satellitter omkring, bringes yderligere i perspektiv, når fokus udvides en smule. Mindre end én kilometer mod sydvest, ved Ellebækgård, har arkæologer afdækket spor af endnu en landsbytomt, hvis kontinuitet imidlertid rækker gennem et helt årtusinde, fra begyndelsen af vor tidsregning og frem til vikingetidens slutning. Kun få af gårdene er endnu udgravet, heriblandt et langhus, som nærmest er identisk med et af de senere huse i Bellingegård. Bebyggelsen, som i alt dækker hen ved 100.000 m2, er bemærkelsesværdig ikke blot ved den store tidsdybde, men nok så meget gennem sin fundrigdom. Ud over enkelte spredte genstande fra de første århundreder er der fundet store mængder smykker og metalbeslag, som vidner om omfattende håndværksaktiviteter. Kontakt til vidtstrakte handels-netværk er bevidnet gennem fund af bl.a. arabiske og centraleuropæiske mønter, brudsølv og barrer samt smykker af østlig og angelsaksisk oprindelse. Dette markante indslag af metaller dukker op i 400-tallet, og det fortsætter frem til landsbyens ophør omkring 1000. Fundmaterialet viser sig med andre ord væsensforskelligt fra Bellingegårds og underbygger opfattelsen af pladsens særstilling i området. Hvor beskedent dette materiale trods alt kan synes, ja hvor beskedent selv gårdene fremtræder, så slår vi alligevel her med skitsen til det bebyggelsesmønster, som dominerer det danske landskab til ind i vikingetiden: udvikling af større enheder og specialisering af en bebyggelse, hvis landsbyer og gårde fra begyndelsen kan synes forholdsvis ensartede.

Det første, der kan bemærkes, er vekselvirkningen mellem den permanente landsbyenhed og de enkeltliggende gårde. Gårdens opbygning, husenes størrelse og deres konstruktion svarer til hinanden; forskellen ligger først og fremmest i enkeltgårdenes levetid, nemlig højst et par generationer. Mens gårdene i landsbyen har været omgivet af hegn, findes enkeltgårdene ikke usædvanligt uden, formentlig fordi hegnet først og fremmest tjente som en fysisk markering og adskillelse mellem de enkelte gårdtofter. Ifølge de middelalderlige landskabslove var toftens størrelse udtryk for gårdens brugsandel af landsbyens samlede ressourcer, og tofteindhegningen har således primært haft til formål at regulere de selvstændige bønders juridiske rettigheder og pligter i forhold til hinanden. Skønt landskabslovene i deres nedskrevne form er betydelig yngre, rummer de formentlig et ældste lag, der repræsenterer en sædvaneret med rødder langt tilbage i jernalderen. Med landskabslovene som udgangspunkt ser vi for os landsbyen i sit ejerlav, omgivet af vange og overdrevsjord med eng og skov. Vangen, dvs. den dyrkede jord, var igen opdelt i de enkelte gårdes individuelle agre. Indhegningen af vangen var formentlig et fællesanliggende for landsbyens bønder, hvorimod hegningen af de enkelte agre snarere har været et privat anliggende. Noget kunne derfor tyde på, at netop disse indhegninger var overflødige for den gård, der som enkeltgårdene omkring Bellingegård lå fysisk udskilt fra fællesskabet. Af lovteksterne fremgår indirekte, at såvel vange- som agerhegn må have været så spinkle konstruktioner, at sporene efter dem næppe nogensinde vil kunne erkendes ved dagens udgravninger; tofteindhegningen må derimod have været en passende solid konstruktion set i lyset af de tydelige spor, som er efterladt.

Den anden væsentlige observation, som bebyggelsesundersøgelserne i området omkring Bellingegård giver mulighed for, er erkendelsen af de fundamentale forskelle i fundmaterialet og fundmængderne mellem de enkelte bosætninger. Forskellen er især tydelig mellem Ellebækgård på den ene side og de øvrige pladser på den anden, og fundmaterialet viser, at der til bebyggelsen har været knyttet ganske omfattende handel og metalhåndværk. I tillæg til den agrare produktion havde denne landsby øjensynligt en specialiseret produktion af smykker og redskaber. Disse forskelle beror ikke på forskelle i intensiteten af de arkæologiske undersøgelser, men må betragtes som en reel forskel i karakteren af bosætningen.

Denne ændring begyndte i 400-tallet, da enkelte pladser skilte sig ud med mange metalfund – med Gudme som det første og mest iøjnefaldende eksempel. I løbet af 1900-tallets sidste par årtier har undersøgelser med alt større tydelighed vist, at der er tale om en reel forandring i organiseringen af den yngre jernalders bebyggelse. Denne nye indsigt skyldes først og fremmest introduktionen af metaldetektorer, fordi de muliggør registrering af de mange små metalstumper i den pløjejord, som i dag dækker jernalderbebyggelsen. Hvor landsbyerne fra ældre jernalder må lokaliseres gennem deres sorte kulturjord og mange lerkarskår, så må gårdene fra yngre jernalder rekognosceres og erkendes gennem metalfundene i pløjejorden. Dette har bragt et nyt begreb ind i den arkæologiske terminologi: metalførende jernalderpladser, også kaldet detektorpladser eller centralpladser. Hvad vi end vælger at kalde dem, så dækker betegnelsen over samme fænomen, nemlig en begyndende specialisering og rangordning blandt de tidligere så ensartede landsbysamfund, med en vækst og koncentration af metalhåndværket, hvis spor nu tjener som arkæologernes ledestjerne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Landsbyerne - specialisering og øget ulighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig