Landsbyfællesskabet og „vor modpart”

De allerfleste bønder boede i landsbyer. Kun på Bornholm og i Vest- og Nordjylland bestod bebyggelsen i større udstrækning endnu af spredte enkeltgårde. Landsbysamfundet dannede rammen om familiernes tilværelse for langt den største del af befolkningen. Her havde man sine daglige forbindelser med andre mennesker, her udfoldede sig arbejdsfællesskab og nabostridigheder, venskaber og forelskelser og unge menneskers drøftelser af, hvad nabolandsbyerne kunne byde på. I landsbyen kunne man være fælles om problemer med syge børn og dyr og udveksle erfaringer og meninger. Den fælles viden blev bragt videre til nye generationer ved det nære samliv med dets arbejde, sange, fortællinger og fester. Her foregik kort sagt alt det, der hørte til landbefolkningens dagligliv, og som vi er så forfærdelig dårligt underrettet om i kilderne.

Landsbyens øverste myndighed var gårdmændene, granderne, hvad enten de var fæstere eller selvejere. Husmændene havde meget lidt at sige. Grandestævnet lededes af oldermanden, et hverv der ofte gik på omgang mellem gårdmændene. Grandestævnet tog bestemmelse om alle praktiske forhold vedrørende dyrkningen af jorden, der nødvendigvis måtte koordineres, eftersom hver gård havde sin jord opdelt i lange smalle agre, der var spredt over hele marken (jfr. afsnittet Bonden og landsbyen). Grandestævnet traf afgørelser om gærder, smed og byhyrde og andre fælles anliggender og administrerede den viden og erfaring om landbruget, der var opbygget gennem mange generationer. Det afgjorde stridigheder mellem bymændene, idømte boder og varetog i det hele taget alt, hvad der hørte til reguleringen af det lille samfunds liv.

Det var også grandestævnet, der kunne vedtage og ændre landsbyens vedtægt, som var et udtryk for landsbyens anerkendte selvstyre. Vedtægterne var egentlige love, dvs. at de gjaldt for alle landsbyens beboere. De handlede om „hegn og gærde og anden bys nytte og tarv”. De er sikkert gamle, men de ældste skriftlige, vi kender, er fra tiden omkring 1500. Der kan have været skrevne vedtægter tidligere, som blot ikke er bevaret, men at de dukker op nu, er måske ikke uden sammenhæng med det, godsejerne ved samme tid gjorde for at præcisere og fastslå deres rettigheder. Den ældste af de få bevarede landsbyvedtægter er fra landsbyen Allesø på Fyn (omkring 1500), og af den fremgår det, at gårdmændene var helt på det rene med, at de stod over for politiske modstandere: „Når vi sidder på stævne og handler om vor bys sager og andet, som vi ikke vil, at hver mand skal vide, og nogen går bort fra stævnet og åbenbarer vor tale for vor vederpart [modpart] eller andre, som vi ikke vil det skulle vide, han skal give en tønde øl til byen og ingen nåde have.” Allesøbønderne har også fundet det påkrævet at formulere sig konkret om solidariteten i konflikter med herskabet: „Kommer nogen gildebroder eller gildesøster i stor overfaldskade, så at han overfaldes af sit herskab af vrang forføring og onde folks skyld, så at han nødes til at vogte på sin ære og gods og aftinge for sig [forhandle om bødebetaling], da skal de andre gildebrødre hjælpe ham noget af deres gods, dog skal den hjælp være efter to naboers sigelse.” Det kan være, at det er på grund af den slags bestemmelser, at de senere nedskrevne landsbyvedtægter skulle godkendes af herskabet, før de blev gyldige. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at værneren her opfattes som modpart.

Det gildebroder- og -søsterskab, der er tale om i vedtægten, skriver sig uden tvivl fra meget gammel tid. En sjællandsk vedtægt fra århundredets slutning har ordene: „Når vi drikker vort gildehov …”, en formulering, der sikkert går tilbage til før kristendommen trængte igennem. Hverken landsbyboerne eller deres sognepræster har vel længere haft kendskab til disse ords oprindelige betydning efter den sammenblanding, der i århundredernes løb er sket af kristendom og ældre meget bestandige folkelige forestillinger. Gilderne fandtes både i købstæder og på landet, og i det omfang vi kan spore dem omkring 1500, synes de nærmest at være forbindelser af religiøs og social art og, som det fremgår af citatet, med et element af solidaritet og gensidig understøttelse. Som udtryk for sammensmeltningen af folkelige og katolske forestillinger og med navne efter helgener, blev gilderne kraftigt bekæmpet af myndighederne efter reformationen og overlevede til sidst kun som selskabelige foreninger, hvilket gør det yderst vanskeligt at danne sig en mening om deres funktion og betydning tidligere. På landet ser det ud til, at en del af deres funktioner blev overtaget af det almindelige sociale fællesskab i landsbyerne.