Landsloven til revision

Landsloven i Danmark var gammel. Men indtil den blev afløst af moderne lovgivning i 1600-årene, var den til stadighed genstand for kongemagtens indgriben og for studium af de lovkyndige der skulle bruge loven i deres arbejde, enten som kongelige embedsmænd eller som praktiserende jurister. Studiet nødvendiggjorde at loven stadig blev skrevet af og bestemmelserne redigeret, så at lovsamlingerne kunne opfylde de behov der til enhver tid forelå. Bl.a. af denne grund blev det de yngste, mest bearbejdede tekster der fik lov at overleve til vore dage. Faktisk ejer vi kun ét lovhåndskrift der kan være fra slutningen af 1200-årene. Alle de andre er yngre og hovedparten er fra 1400- og 1500-årene.

Der er ingen grund til at tænke sig at den enkelte bestemmelse har skiftet indhold i denne overleveringsproces. Hensigten med afskriverarbejdet har netop været at bevare den enkelte bestemmelse så trofast som muligt. Men lovbestemmelserne kan meget vel være faldet ud af de helheder de engang indgik i, hvis eftertiden ikke har haft interesse for dem. Det betyder at hvad vi kender til den middelalderlige danske landslov i dag uden tvivl er pålideligt nok hvad angår teksten til den enkelte bestemmelse. Men den kan have skiftet funktion under ændrede samfundsforhold, og den sammenhæng bestemmelsen oprindelig indgik i er kun bevaret hvis den beholdt sin juridiske aktualitet ned gennem tiden.

Ordene i Jyske Lovs fortale om „den lov kongen giver og landet tager ved” handler om at udtale hvad der skulle være ret på hvert enkelt område, men det er en bestræbelse på at formulere hvordan det altid havde været, eller burde have været. Det drejer sig ikke først og fremmest om at skabe noget nyt. Landet, dvs. landstinget, giver sit samtykke til denne eller hin lov på traditionens grundlag, godkender at dette er i orden fordi det ikke strider mod hvad der har været gældende af arild, dvs. fra gammel tid. Denne form tager kongens indgriben på landslovens område altid, og det er selve vilkårene der gjaldt for kongen, når han ville ændre på rigets retstilstand under hensyn til samfundsudviklingen og egne interesser.

De kongelige initiativer på lovgivningens område forløb i flere bølger, og de kendes i dag, fordi den fortløbende afskrivning af landsloven også bogførte sådanne oplysninger. I lovhåndskrifter fra sidste halvdel af 1400-årene får vi således præcise oplysninger om hvordan det gik til da Erik Klipping i 1284 udstedte sine forordninger for rigets tre lande, Nørrejylland med Fyn, Sjælland med Smålandene, og Skåne. Det skete i Nyborg 1284 „ugen før pinse” og „med hans gode mænds råd”, og vi skal ikke tro at juristerne på Christian 1.s og Hans' tid uden videre anså Erik Klippings kontroversielle lovgivning for gyldig endnu, men de har haft brug for at placere teksterne, for at de kunne forholde sig fagligt forsvarligt til de tolkninger af retten de her havde med at gøre. For retten var hvad der havde været god skik og sædvane mellem mennesker længe eller altid. Og noget af retten var der til forskellige tider lovgivet om, når kongen gav og landet tog ved.

Fra år 1250 til hen efter det næste tronskifte sad der en kommission til landslovens revision. Det er Abels regering der har begyndt dette arbejde, men arbejdet er ikke blevet færdigt før efter Christoffers tronbestigelse 1252. Den tekst kommissionen forhandlede om er overleveret både i den ene og den anden konges navn og kaldes almindeligvis „Den Abel-Christofferske Forordning”.

Kommissionens arbejde blev fortsat mere eller mindre ubrudt til ind i Erik Menveds regeringstid. Hvem dens medlemmer var, ved vi ikke, og forløbet er så langt at ingen kan have været med hele tiden. Det er kun gennem en række lovgivende eller lovtolkende tekster vi kender til arbejdet. Men hvad det gik ud på er der ingen tvivl om. Det drejede sig om at revidere landsloven så at den beholdt sin gamle funktion under ændrede samfundsforhold, ikke mindst under nye tilstande i det økonomiske liv. Det gjaldt om at sikre at loven var ens for alle, men der var tillige én særlig gruppe af kongens undersåtter som skulle underkaste sig strengere vilkår end landslovens på bestemte områder af kriminalretten. Det drejede sig om dem der direkte var kongens „mænd”, dvs. stod i et præcist aftalt tjenesteforhold til kongen. Hvem de var, vidste de sådan set selv, det var rigets verdslige og gejstlige stormænd, men der var strid mellem kongen og hans mænd om rækkevidden af deres forpligtelser og om betingelserne for at de skulle underkaste sig strengere retsbestemmelser end rigets almindelige befolkning. Nogen klar afgørelse fandt dette mellemværende ikke, men at kongens mænd ikke skulle kunne nøjes med landslovens straffe, bøder og sanktioner, var der ingen der satte i tvivl.

Efter Den Abel-Christofferske Forordning fulgte en ny lov om majestætsforbrydelse i 1276, kong Eriks håndfæstning 1282 og hans forordninger for rigets lande 1284. Dette var rigslovgivning i den forstand at der var tale om at lovgive for hele riget under ét. Men det var ikke love der formåede at harmonisere rigets retstilstand i det hele. Der blev tale om at bestemte retslige funktioner blev koordineret, og retsvirkningerne af bestemte handlinger blev de samme fra land til land. Men det er en lovgivning der er dybt præget af disse års stridigheder omkring kongemagten, mellem kongeslægtens forskellige linier og mellem fyrsterne og stormændene.

Kommissionsarbejdets ideal var at nå tilbage til rigets gamle retstilstand, og fra den tid havde man en fast betegnelse for denne tilstand i udtrykket „Kong Valdemars Love”. Det brugtes middelalderen igennem hver gang en domstol skulle henvise til det gode gamle eller en konge forpligte sig på det. Og det blev så fast et udtryk at ingen længere tænkte på hvilken kong Valdemar det mon var.

Der er god mening i at rigslovgivningen er overleveret i en række håndskrifter der også har teksten til de almindelige landslove. Det hele udgør sådan set ét kompleks der også rummer regler for kirkens indpasning i samfundet, for Skånes og Sjællands vedkommende særlig udformet i Skånske og Sjællandske Kirkelov. Det er regler om samfundsfaktorernes, indbyggernes og kongemagtens forpligtelser over for kirken, hvorledes de skulle opfyldes, hvordan forpligtelserne skulle håndhæves og der eventuelt kunne føres forhandling om deres ændring.

Teksterne fra reformarbejdet bærer i deres bevarede skikkelse undertiden præg af de stormfulde forhandlinger på rigsmøder hvor de har været forelagt. „Dette behagede ikke nogen af rigsmødet undtagen de få der havde deltaget i det foregående rådsmøde”, hedder det i forordningen om majestætsforbrydelse af 1276 på det sted hvor det kræves at kongen skal udpege medlemmerne af det nævn der skal sværge om skyldspørgsmålet når en stormand står anklaget for med råd og dåd at have skadet kongens velfærd eller ære.

1200-årenes sidste halvdel var for det danske samfund en brydningsperiode hvor alle samfundsgrupper måtte tilpasse sig ændrede forhold både indadtil og udadtil. Landslovens revision, med henblik på at genskabe rigets gamle retstilstand, „Kong Valdemars Love”, er et af de store indgreb. Selv om det ikke står klart om det nåede sit mål, eller havde været beregnet på at gå endnu videre, kan der ikke tvivles om at dets virkninger var vidtrækkende.