Roskilde Domkirkes romanske kirkeinventar var i vid udstrækning bevaret indtil 1800-årenes begyndelse, men dette kløvede hoved er den eneste rest deraf. Det tilhørte domkirkens korbue-krucifiks der solgtes som brænde ved en skandaløs auktion i 1806. Da hovedet kløvedes, fandtes indlagt i en grube i issen et guldkors af byzantinsk filigranarbejde fra ca. 1100. Den opsigt, som fundet vakte, var med til at vække interessen og forståelsen for de historiske minder i vore middelalderkirker. Men da var meget allerede gået tabt.

.

De hellige tre Konger, ridende mod Betlehem, ledet af julestjernen. Akvarel af Jakob Kornerup efter kalkmaleri i Keldby Kirke på Mon, 1300-årene. Af traditionen om de første lægmænd der nogen sinde havde tilbedt Kristus måtte der ventes stærke tegn. At De vise Mænd fra Østerland blev tre, skyldes kirkefaderen Augustin og har med Treenigheden at gøre. Når det drejede sig om hvad vismændene havde foretaget sig efter julenat, hvilede alle meninger på fantasi eller inspiration. Fra evangelierne vidstes kun at englen havde rådet dem til at rejse en anden vej hjem. Men de ansås for med sikkerhed, i tidens fylde, at have medvirket ved kristendommens udbredelse til hele verden. Derfor blev de konger, eksempler til efterfølgelse for middelalderens herskere, ansvarlige over for Gud for deres folks skæbne i tiden. Der var også en middelalderlig forestilling om at apostlen Thomas efter korsfæstelsen og opstandelsen var draget ud til dem i hver deres verdensdel og havde indviet dem til ærkebiskopper. De hellige tre Konger afbildes ofte som en gammel, en ung og en midaldrende mand, livets tre aldre.

.

Med tiggermunkene fulgte helt nye idealer i kristenlivet. Franciskanerne var en art nye apostle der vandrede rundt blandt menneskene, udsendt af Den hellige Frans der var søn af en rig købmand i en af Mellemitaliens driftige egne, og efter et sorgløst, letsindigt ungdomsliv indledte en tilværelse i streng efterfølgelse af Kristus. Både franciskanerne og dominikanerne udgjorde for så vidt en trussel imod den etablerede kirke, som de ville genoplive situationen da Vorherre gik omkring og gjorde vel, og ikke kunne nøjes blot med den traditionelle kirke og dens sakramentsforvaltning. De ville skabe drama og personlig oplevelse, så vigtig var sagen. Kirken som institution havde kun at bekæmpe disse stærke bevægelser, hvad der efter et rimeligt skøn var umuligt, eller godkende dem. Og den valgte klogt det sidste. Begge ordeners stiftere blev kanoniseret hurtigt efter deres død, og pavestolen anvendte navnlig dominikanerne og franciskanerne i korstogsprædiken og i bekæmpelsen af kætterbevægelser der havde vundet fodfæste flere steder i Sydeuropa.

Prædiken var ef vigtigt hjælpemiddel, og tillige eksemplets magt, så at den der hørte disse fortællinger fra evangelierne eller om hellige mænd og kvinder kunne føle sig som øjenvidne eller deltager. Den hellige Frans' liv, som det levedes og navnlig som det fortaltes siden straks efter helgenens død, var én lang gentagelse af Kristi liv. Hans legende lader ham komme til verden i en julekrybbe hvor hans fromme moder i faderens fravær havde anbragt ham. Selv indstiftede han i julen 1223, som et virkningsfuldt indslag i den forkyndelse der talte til sanserne og oplevelsen, skikken at genopføre julekrybben. Sceneriet i Betlehems stald, med Maria og Josef, hyrderne på marken, barnet i krybben, kongernes tilbedelse og stjernen over Betlehem, alt dette blev stadig gengivne scenerier, plastisk genskabt og eventuelt dramatisk genopført så at hvert barn kom til at kende dem så at sige af selvsyn. Og mod slutningen af sit liv efter den lange vandring med sine følgesvende, prædikende og helbredende hvor de kom frem, modtog Den hellige Frans efter stærke mystiske oplevelser på hænder, fødder og ryg korporlige mærker af Jesu Vunder, stigmatiseredes som det hedder, og blev genstand for yderligere tilbedelse og valfart. Hans efterfølgelse af Kristus fuldbragtes i at han afventede døden under salmesang og læsning af Kristi lidelseshistorie, i en af de kirker han selv med egne hænder havde genopført og hvori han havde indstiftet sin første orden. Her så vidner om aftenen den 3. oktober 1226, hans legeme på den nøgne jord som selve Den Korsfæstede netop nedtaget af korset. To år senere kanoniseredes han, og seks år senere kom munke af hans orden, de „små brødre”, på deres bare fødder til Danmark og grundlagde klosteret i Ribe.

I 1200-årenes slutning skabtes det værk der hedder „Den gyldne Legende” (Legenda aurea) som, ved siden af Bibelen, sikkert blev middelalderens mest udbredte skrift. Det blev skrevet i årene 1264-67 af en italiensk dominikaner ved navn Jakob fra Varazze (Jacobus de Voragine). Han var uddannet i dominikanerklosteret i Genova, blev provincialprior for dominikanerne i hele Norditalien (Lombardiet) med 40 klostre og vel et tusindtal munke og nonner, og han døde som ærkebiskop af Genova i 1298.

I Legenda aurea fik beretningerne om kirkens martyrer og andre helgener den form hvori de blev kendt i den europæiske middelalder, ikke som resultat af historisk forskning, men som en bearbejdelse hvori disse beretninger kunne gøre fyldest i de opgaver der forelå for 1200-årenes prædikanter der, utvivlsomt i den grundfæstede overbevisning at det hastede hvis det ikke allerede var for sent, brugte deres liv på at skaffe kristendommen udbredelse og bekæmpe vantroen, bogstaveligt med alle til rådighed stående midler.

Legenda aurea har været kendt overalt, også i Danmark. Var vi i tvivl, kunne beviset findes på væggene i vore landsbykirker hvor mange kalkmalerier netop illustrerer Den gyldne Legendes fremstillinger af helgenernes livshistorie og har kunnet støtte de prædikener der tog deres udgangspunkt i dem.

Alt dette fandt sted i den verden hvor Vesterlandets kristenhed var mobiliseret militært for at genåbne vejen til de egne i Palæstina hvor evangeliernes begivenheder havde fundet sted. Tidløsheden der præger den vestlige folkelige kristendom, alle disse gentagelser af Kristi liv og martyrernes historier, skal ikke opfattes som at nu sker det igen. Det drejer sig om at det sker endnu.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Legendernes indtog i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig