Legitimiteten

Da ærkebiskop Jens Grand af Lund i midten af 1290'erne blev anklaget af kongemagten i Erik Menveds navn, var anklagens første og vigtigste punkt at han var i slægt med de fredløse og altid havde hjulpet dem mod riget. Ærkebispen der var en højt begavet kirkepolitiker og en betydelig personlighed, nægtede naturligvis ikke slægtskabet, der er notorisk, men han afviste at have hjulpet dem med noget. Og så tilføjede han roligt over for de pavelige kommissionsdommere, som sin personlige mening om kongemordet og de fredløses ansvar: „Jeg tror ikke det er dem der har gjort det.” Det er ord der har vægt i tidens juridiske tankegang. Ligesom et rygte var tilstrækkelig årsag til at rejse proces, inden for romerretten og kirkeretten så vel som inden for germansk ret, så er disse ord nok til for ærkebispens personlige vedkommende at tage afstand fra gyldigheden af proces og dom. Da ærkebispen noget senere i sin egen proces gentager sin overbevisning tilføjer han at de for øvrigt heller ikke er dømt for forbrydelsen. Her anfører de pavelige notarer der har udarbejdet det sagsreferat vi råder over, at imod denne sidste påstand fra ærkebispens side foreligger der for retten et brev af ærkebiskop Jens. Det må være selve domsakten fra Nyborg i pinsen 1287 der har været lagt i rette for pavens dommere imod Jens Grand. Denne dom må netop antages at være udstedt af en forsamling der anførtes af rigets daværende ærkebiskop Jens Dros. Jens Grands begavelse kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, og hans udtalelse at de fredløse så vidt han kunne se ikke var dømt for forbrydelsen kan ikke forklares med, at han ikke havde opfattet eller indset betydningen af at den pavelige domstol i hans egen sag var blevet gjort bekendt med dommen over de fredløse i pinsen 1287. Hans ord kan kun forstås således at han kender dommen og ikke anser den for gyldig. Så kompetent han i øvrigt optræder i alt hvor vi har mulighed for at efterprøve det, kompetent, men ganske vist også stejlt og stridbart, er det temmelig usandsynligt at han skulle have benægtet eksistensen af en faktisk foreliggende akt. Men han kan meget vel have villet hævde at den intet var værd.

Jens Grands ordvalg over for de pavelige kommissions-dommere er et indlæg for de fredløses uskyld og på linie med det dokument hvorved den norske kong Erik officielt havde gjort dem til sine mænd. Begge disse skridt peger på at drabet skal forstås inden for rammerne af den strid der længe havde stået om legitimiteten af Erik Klippings og hans faders kongemagt. I processen bliver ærkebiskop Jens Grand anklaget for flere udtalelser imod Erik Klipping, udtalelser han ganske vist lader sin prokurator i processen benægte ægtheden af, eller afvise som irrelevante i den foreliggende sammenhæng, men hvis indhold han i grunden ikke tager afstand fra. Han skal have sagt at det var en skam at Erik Klipping ikke var blevet dræbt en 12-16 år forinden, fordi han i så fald ikke ville have efterladt afkom. Han skal have udtalt at han ikke brød sig om hvem der var konge i Danmark, hertug Valdemar af Jylland, en jøde, en saracener, en hedning eller Fanden selv, når blot det ikke var kong Erik (Menved) eller hans broder, en dobbelt sarkastisk bemærkning i betragtning af at det netop var Abelslægten, som ærkebispen og de andre oppositionelle kræfter særlig var under mistanke for at støtte. Jens Grand benægter at have sagt det, siger også at der ikke var grund til at gøre så meget væsen ud af Erik Klippings drab fordi der var andre danske konger der var blevet dræbt uden at der havde fulgt nogen hævn derpå. Skønt han nægter, hævder han tydeligt nok sin ret til uden videre at sige dette, hvis han havde haft lyst til det.

Til disse udsagn, som er klare skønt naturligvis partiske, svarer det at kong Erik af Norge gjorde de fredløse til sine mænd på fuldt lovformelig måde. I antagelsesbrevet er grev Jakob og Arvid Bentsen ikke nævnt, den fornemste og den usleste. For kongeætlingen grev Jakob har der måske ikke behøvet foreligge et dokument, men 1305 udstedte greven et brev hvorved han overdrog sit grevskab Nørrehalland til den norske konge til gengæld for dennes udgifter og anstrengelser i hans sag.

Marsk Stig blev i norsk tjeneste øverstbefalende på borgen på øen Hjelm i Kattegat, medens grev Jakob opererede fra borgen Hunehals i Halland der skal være bygget på lundekirkens grund ifølge anklagen mod jens Grand. Disse steder er imidlertid noget andet end de røverreder de er i den danske kongemagts agitation. Efter norsk opfattelse drejede det sig om pladser hvor kongen af Norge havde ret til at have sine høvedsmænd og hvor han kunne privilegere udenlandske købmænd der ville anløbe dem for handelens skyld. Lübeck, Stralsund og Wismar fik i 1292, den 11. august, umiddelbart forud for åbningen af handelssæsonen i de danske farvande, privilegier på at handle på Hjelm og ved Hunehals, udstedt af den norske konge og hans broder hertugen, og vel beregnet til at lægges ved siden af Lübecks og de andre byers øvrige handelsrettigheder i Danmark.

På Hjelm blev der også slået dansk mønt. Møntværkstedet er fundet ved udgravning, og værktøjet og materialerne lader ikke tvivl mulig om at de mønter der er udgået herfra har svaret nøje til dem der var i omløb i de dele af riget hvor Erik Menveds kongemagt herskede. Det er et stykke økonomisk krigsførelse, som de norske fyrster har kunnet forsvare med at de var lovlige efterkommere af en linie i den danske kongeslægt, men som formynderregeringen for Erik Menved kun har kunnet anse for et misbrug af dens lovlige ret.

Mønten var i tidens praksis knyttet til Skånemarkedet eller til anden markedsaktivitet i de danske farvande. Hjelm og Hunehals bliver under norsk administration bygget op som konkurrerende handelspladser. Og mod de gamle etablerede pladser rettedes nu, i 1289, 1290 og 1293, nogle målbevidste norske angreb.