Litteratur og samfund

Inden for folkeoplysningen spillede højskolerne og landbrugsskolerne med op til 10.000 elever om året fortsat en stor rolle. Nye var derimod de folkelige oplysningsforbund, navnlig Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) stiftet i 1923, der i byerne trak et stigende antal voksne elever til bl.a. sprogundervisning. Først og fremmest var dog folkebibliotekerne i vækst efter biblioteksloven af 1920, der førtes ud i livet af biblioteksdirektør Thomas Døssing. Mens der i midten af 1920'rne var godt 700 biblioteker, var tallet i 1939 965, hvoraf 877 var sognebiblioteker. Samtidig steg antallet af bind fra ca. en mill. til ca. tre mill. og antallet af udlån fra ca. seks mill. til 12 mill. bind om året. Ved siden af eller som en afdeling af folkebibliotekerne fandtes særlige børnebiblioteker med et ret konstant årligt udlån på over en mill. bind om året.

Den mest udbredte læsning var dog dagbladene, der nu kom i alle hjem. I 1938 tryktes 1,2 mill. aviser om dagen, og der var 1,1 mill. husstande. Politiken havde med et oplag på 151.000 og Berlingske Tidende med 121.000 ganske passeret konkurrenterne. Blandt frokostaviserne gik interessen fra BT over til det mere aggressive Ekstra Bladet. I provinsen udkom stadig i næsten hver større by fire aviser, en for hvert af de store partier, men i Ålborg og Århus var Stiftstidenderne ved at trænge de øvrige aviser tilbage. Blandt ugebladene havde Familie-Journalen og Hjemmet en betydelig spredning, medens f.eks. Tidens Kvinder holdtes i mere eksklusive kredse. Hertil kom så en vrimmel af kioskhæfter af mindre lødig karakter.

Bibliotekerne stræbte efter alene at have seriøs litteratur på hylderne. Hertil regnedes ikke Tarzan-bøger på børnebibliotekerne, og i mange folkebiblioteker kunne man ikke låne Morten Korchs bøger, fordi de ikke ansås for lødige nok. Han skildrede livet på landet i en idylliserende og positiv form og blev måske Danmarks mest læste forfatter helt op til vor tid.

De samme delingslinier, som prægede partipolitikken, rådede forenklet sagt også inden for skønlitteraturen. I hele mellemkrigstiden fandtes betydelige forfattere, som med baggrund i en mere eller mindre udtalt kommunistisk eller socialdemokratisk ideologi skrev realistiske og sociale romaner med hverdagsmennesket i centrum. Og på den anden side var der avantgardistiske forfattere, som dyrkede det fantastiske og sjældne.

Martin Andersen Nexø var produktiv i tiden efter 1. verdenskrig. I romanen „Midt i en Jærntid” (1929) angriber han med baggrund i krigstidens spekulationsfeber og ud fra sin kommunistiske holdning dansk liberalisme. I 1930'erne udgav han sine erindringer. Hans bøger vandt vid udbredelse også i udlandet. Som Johan Skjoldborg (se Husmænd og akademikere) er landproletariatets digter, er Andersen Nexø byproletariatets. Tilhænger af kommunismen var også Otto Gelsted, en fin lyriker, der dog aldrig nåede nogen folkelig udbredelse. Det gjorde derimod Hans Kirk. I romanen „Fiskerne” fra 1928 tegner han med forståelse et indremissionsk miljø uden nogen udtalt politisk tendens. Kirk var på dette tidspunkt tilknyttet Social-Demokraten, men blev i 1931 medlem af DKP. I romanen „Daglejerne” fra 1936 skildrer han landarbejderes og husmænds forvandling til industriarbejdere.

Entydig marxistisk i sin holdning var Hans Scherfig, i hvis satiriske roman „Den forsvundne Fuldmægtig” (1938) hovedpersonen finder det borgerlige samfunds mening i fængslet, hvor han frivilligt lader sig indespærre. Scherfig havde allerede da slået sit navn fast som naivistisk dyremaler, hvis billeder gengav et optimistisk fællesskab. Til de sociale forfattere hører også Knuth Becker, der på grundlag af egne barndomsoplevelser i digterisk form behandler samfundets stedbørn: opdragelsesanstalternes klientel. I romanerne „Det daglige Brød” (1932), „Verden venter” (1934) og flere følgende bind giver han en karakteristik af antihelten Kai Gøtsche i selvbiografisk dokumentarisk form. Livet i provinsbyen skildres ud i alle kroge.

I samfundsdebatten engagerede også Thit Jensen og Karin Michaëlis sig. Thit Jensen, der i sine tidlige bøger havde ironiseret over de svage, svigefulde mænd, agiterede i skrift og tale for „Frivilligt Moderskab”, som hendes bog fra 1924 hed, dvs. børnebegrænsning. Hun blev beundret af mange kvinder, men var også et stridens tegn. I 1930'erne begyndte hun på sine historiske romaner. Karin Michaëlis skrev om ægteskab og kvindesind, men er i dag mest kendt for sine børnebøger og for, at hun gav forfatteren Bertolt Brecht et tilholdssted på Thurø, da han i 1933 måtte flygte fra Tyskland.

„Årgangen, der måtte snuble i starten,” kaldte forfatteren Jacob Paludan efterkrigsgenerationen. Den var rådløs og desillusioneret som kritikeren ved „Dagbladet” (dvs. Politiken) Ole Jastrau, den centrale figur i Tom Kristensens kendteste og betydeligste bog „Hærværk” (1930). Hverken katolicisme eller marxisme kunne man forpligte sig overfor. Jastrau søger at nå frem til sjælen og derved finde sin sande identitet ved at opgive hele sin borgerlige eksistens. Bestræbelsen er forgæves. Bogens motto er: „Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last”. Tom Kristensen var i denne fase som så mange andre forfattere under indflydelse af Marx og af Freud, hvis opfattelse af seksuallivets store betydning påvirkede mange intellektuelle i disse år, også fordi den gav et alibi for seksuel udfoldelse.

Jacob Paludan søgte efter den tabte tid og vendte sig mod sin egen generations dyrkelse af teknik og økonomi. Denne holdning træder skarpt frem i „Fugle omkring Fyret” (1925), som gav Paludan mange læsere. Hans betydeligste roman er dog tobindsværket „Torden i Syd” og „Under Regnbuen” (1932-33) under fællestitlen „Jørgen Stein”. Heri skildrer han det gamle slægtled, som krigen knækkede, og det nye, der „snublede i starten”, fordi det hverken hørte til i den svundne tid eller den nye og derfor havde svært ved at vælge rigtigt. Jørgen Stein forkaster alt, hvad samtiden bød på af ideologisk og æstetisk art. Resigneret gifter han sig med en bondepige og køber et hønseri som Paludan selv for at vende tilbage til naturen. Men først da hans kone venter et barn, ser han i slægtens videreførelse en mening med tilværelsen.

Et tidsbillede gives også i Knud Sønderbys roman „Midt i en Jazztid” (1931), en titel, der sigtede til Martin Andersen Nexøs „Midt i en Jærntid”. Sønderby skildrer unge veluddannede menneskers livstrætte holdning. Hovedpersonen tabte som barn en honningmad, men honningen vendte opad, og han følte stor lykke. Som ældre er han ligeglad med, hvilken side der vender op. Cigaretter, jazz og studentikos snak fordriver ikke livsleden. I tråd med dette signalement af 1930'erne er Mogens Klitgaards roman „Der sidder en Mand i en Sporvogn” fra 1937. Manden er en falleret manufakturhandler, som ikke magter at sætte sig op mod krisen og begynde på en frisk. Planløshed og opløsning præger ham og bogens andre personer.

I romaner som „Leif den Lykkelige” (1928), „Kontormennesker” (1933) og „Det maa gerne blive Mandag” (1934) behandler Leck Fischer småborgerskabets trøstesløse situation i et evigt håbløst stræb. Søndagen er ikke til at holde ud, det må gerne blive mandag, hvor man dog i det mindste kan søge arbejde. Hans mennesker resignerer.

Fælles for „den snublende årgang” er, at den skildrede tidens forhold med stor digterisk indlevelse, men den anviste ikke nogen udvej på problemerne. Andre som Karen Blixen skrev ud fra personlige oplevelser, men uden mærkbar påvirkning af det omgivende samfunds økonomiske, sociale og politiske udvikling. Karen Blixens gennembrud kom med „Syv fantastiske Fortællinger” (1935), udgivet først på engelsk i 1934 under pseudonymet Isak Dinesen. Hun tager afstand fra den naturalistiske livsholdning, som prægede hendes samtid. Efter mange år i Kenya måtte hun i 1931 vende hjem til Danmark, da hendes kaffefarm gik fallit, og hendes ven Denys Finch Hatton styrtede ned med et fly. Katastrofe-erfaringer præger derfor hendes forfatterskab. Livet betragter hun som et kunstværk. Om sig selv sagde hun, at hun blot var en fortællerske. I 1937 udgav hun „Den afrikanske Farm”, erindringer og myter fra tiden i Kenya; præget af hendes livssyn står de indfødte både som aristokrati og proletariat.

Beslægtet med Karen Blixen er Nis Petersen, hvis hovedværk er den historiske roman „Sandalmagernes Gade” (1931). Heri giver han et signalement af sin egen tid, lagt ned i antikkens Rom. Hans budskab er, at livet er helligt, og at mennesket ikke magter det. Næsten ubemærket udgav i 1934 den svært tilgængelige Albert Dam „Saa kom det ny Brødkorn”, hvor det gennemgående tema er spørgsmålet om skyld og medskyld og om menneskets søgen efter livets mål.

I dramaer som „Sejren” (1936) og „Han sidder ved Smeltediglen” (1938) viste digterpræsten Kaj Munk sin manglende tro på parlamentarismen og den samme tvetydige opfattelse af de fascistiske og nazistiske diktaturer, som kom til udtryk i det åbne brev, han i 1938 offentliggjorde i Jyllands-Posten. Heri bad han Mussolini om at få Hitler til at standse jødeforfølgelserne med ordene: „De var den nye mand, selve Europas fremtid … De er snart det eneste sunde mandfolk i Europa, der kan handle.” Kaj Munk fængsledes af „den stærke mand”s viljestyrke og handlekraft, men blev samtidig frastødt af de stærke mænds hensynsløshed. Mest kendt blev hans skuespil „Ordet” (1932), også fordi det senere blev filmatiseret. Det skildrer de troendes vantro kontra den ægte tro på mirakler.

En helt anden holdning ses i „Melodien der blev væk” (1935) af Kjeld Abell i samarbejde med Sven Møller Kristensen og med musik af Bernhard Christensen og Herman D. Koppel.

Stykket skildrer den lille mellemklassemand, flipproletaren, som har tabt melodien: „Det sku vær' så godt, og så' det faktisk skidt”, som det hedder i „Sangen om Larsen”. Først i socialismens fællesskab findes lykken. Stykket var modsat Kaj Munks store dramaer let og revypræget og skabte en fornyelse i dansk dramatik.