De røde lyntog var populære og kunne anvendes på plakater ved landstingsvalget i 1936. Ved dette håbede regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, at få flertallet også i „overhuset”, som med sit flertal af Venstre og konservative var i stand til at blokere Folketingets vedtagelser.

.

Amtmand P. Chr. von Stemann forestod lodtrækningen på Bornholm om det udslaggivende landstingsmandat og har her hånden nede i urnen. Landstingsvalg var en kompliceret sag. Først valgte alle vælgerne over 35 år et antal valgmænd, og disse udpegede derpå landstingsmedlemmerne, som sad i otte år. Derfor og på grund af den høje valgretsalder var der mange, som først kom til at stemme ved landstingsvalgene, efter at de var fyldt 40 år.

.

Landstingets medlemmer valgtes for otte år, men således at en del af tinget blev udskiftet hvert fjerde. Valget var indirekte, dvs. at alle vælgere, der var fyldt 35 år, valgte et antal valgmænd. Disse udpegede landstingsmedlemmerne. Det var af afgørende betydning, at de anvisninger, partilederne gav, nøje blev fulgt af valgmændene, da de blev knivskarpt opdelt i grupper for at få flest mulige valgt. Ved landstingsvalget i Ålborg i 1924 kom således en valgmand for sent, fordi han skulle købe alterlys til sin menighed nu, hvor han alligevel var i byen. Det kostede Venstre et landstingsmedlem, som gik til Socialdemokratiet. I 1928 betød „alterlysvalget” yderligere et tab på et medlem, fordi det afgående Landstings medlemmer udpegede 18 såkaldt tingvalgte medlemmer, og Venstre kunne med 31 medlemmer kun udpege otte af disse mod før ni. Ved landstingsvalget i 1928 i Herning sikrede Socialdemokratiet sig det tyske mindretals valgmænd, som var for få til at vælge en af deres egne, mod at virke for et tysk gymnasium i Sønderjylland, et løfte, der blev indfriet i 1933.

Forud for landstingsvalget i september 1936 var spændingen stor. Socialdemokratiet stod til at vinde to pladser, hvis resultaterne fra folketingsvalget i 1935 kunne holde. Kunne man erobre det tredje og dermed flertallet? LS ydede sit bidrag ved at true med at stoppe leverancerne af svin og mælk og med at oprette en særlig bondegarde, som skulle forhindre tvangsauktioner. Det var med til at mobilisere byvælgerne til fordel for Socialdemokratiet.

De konservative gik hårdt i rette med regeringen for at misrøgte forsvaret. „Forbryderisk letsind” kaldte man det og stillede forslag om en ekstra bevilling på 20 mill. kr. til luftforsvaret. Regeringen gled af på kravet. Venstre talte om fagforeningsvælde og „demoraliserende understøttelseslovgivning”. Det var alt sammen efter de traditionelle delingslinier. Begge borgerlige partier advarede energisk mod at slippe det røde flertal løs på befolkningen.

Valgets resultat gav som ventet fremgang for Socialdemokratiet og tilbagegang for Venstre, men på Bornholm stod 23 valgmænd fra Socialdemokratiet og de radikale over for 23 fra Venstre og de konservative. Der måtte lodtrækning til, og op af en bronzealderurne drog amtmanden – mens befolkningen åndeløst lyttede ved radioen – en socialdemokrat, hvorefter der i Landstinget nu var 38 socialdemokrater og radikale mod 37 fra Venstre og konservative. Tilfældighederne, der var begyndt i 1924, kulminerede nu ved, at det parlamentariske flertal skiftede ved lodtrækning. Valgformen og dens groteske udslag stemte ikke sindene blidt over for Landstinget.

Men nu havde altså regeringspartierne flertallet i både over- og underhus. Man skulle tro, de var jublende glade, og den partitro presse svømmede da også over af begejstring. De mere eftertænksomme var dog bekymrede. Selv om Landstinget med de lange valgperioder nu var en socialdemokratiskradikal garant, og selv om det var behageligt at kunne gennemføre, hvad man ville, var det en kendsgerning, at Folketingets sammensætning skiftede oftere og var mere uberegneligt end før. Blev der borgerligt flertal dér, ville det nye landstingsflertal komme i en vanskelig situation, fordi socialdemokrater og radikale havde anfægtet Landstingets ret til at obstruere. Omvendt var man i Venstre nærmest lettet. Herefter var man fritaget for at deltage i de forlig, som man tit og ofte modstræbende var gået med til for dog at sikre noget for det betrængte landbrug. Der var renere linier nu.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Lodtrækning om flertallet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig