Mål og midler (1700-1800)

Det enkelte kompagnis koncession – dets oktroj – var formuleret som en kongelig begunstigelse. Men det var som så meget andet en facade, der skulle understrege enevældens magtfuldkommenhed. I realiteten var den enkelte oktroj et resultat af lange og seje forhandlinger, hvor kronens og kompagniets repræsentanter sammenbidt havde kæmpet sig frem til det realistiske balancepunkt, hvor begge parter fandt, at de havde fået flest mulige af deres interesser tilgodeset.

For statsmagten gjaldt det, at intet kompagni var et mål i sig selv. I det lange tidsperspektiv betragtedes kompagnierne som midler. Målet på langt sigt var en handel og søfart, der stod åben for samtlige kongens undersåtter. Men kompagnierne var værdifulde midler til at realisere dette mål.

De skulle fungere som murbrækkere for handelen og åbne ruter og markeder, som de private købmænd og redere derpå kunne gå ind i og udnytte. Men indtil den situation forelå, var kompagnier nødvendige, og staten måtte give dem de vækstbetingelser, de forlangte.

Et gennemgående krav fra kompagniernes side var, at statsmagten ikke blandede sig i den daglige ledelse, samt at staten garanterede en lang monopolperiode, hvorunder aktionærerne kunne få en passende forrentning af deres investerede kapital.

I 1732 måtte Christian 6. derfor offentligt, i den trykte oktroj, ikke blot garantere Asiatisk Kompagnis monopolperiode helt til 1772. Den enevældige konge måtte yderligere forsikre, at han på ingen måde ville blande sig i kompagniets indre forhold og end ikke gøre brug af den stemmeret, han havde som aktionær i kompagniet.

På den anden side havde både kompagniet og kronen behov for en let og ubesværet kontakt. Det opnåede man ved, at fremtrædende medlemmer af den politiske ledelse som C. A. von Plessen, J. G. Schulin, C. A. von Berckentin og A. G. Moltke lod sig vælge til præsidenter i de enkelte kompagnier. Hermed var der etableret den nødvendige forbindelse mellem direktionskontorerne og konseilgemakket på Christiansborg.

Men denne excellencekontrol varede kun en tid. Da Asiatisk Kompagni i 1772 skulle have sin oktroj fornyet, fandt de selvbevidste københavnske storborgere det overflødigt, at en høj standsperson skulle være kompagniets præses, og den gamle bestemmelse blev slettet.

I 1600-tallet havde kompagnierne måttet kæmpe en eksistenskamp, for derpå i 1700-tallet at høste frugterne af deres udholdenhed. Men samtidig oplevede de, at deres succes gjorde dem overflødige.

Denne udvikling belyser Vestindisk-guineisk Kompagni og Asiatisk Kompagni hver på sin måde.