I 990erne kom en mængde tyske og engelske mønter til Danmark, og mange af de mønter der fremstilledes under Sven Tveskæg havde engelske typer som forbilleder. Man benyttede endog en gang imellem engelske stempler, men de fleste mønter prægedes med stempler som var fremstillet herhjemme på grundlag af engelske mønter og ofte ret ubehjælpsomt. Efterligninger af Æthelreds mønter produceredes i massevis i 990erne og i begyndelsen af 1000-tallet et sted i det østlige Danmark, formodentlig i Lund.
Også i sit eget navn fremstillede Sven mønter, der efterligner en engelsk mønt som blev udstedt 991-97. Svens mønter blev antagelig præget ca. 995-997. Møntstedet angives ikke, men også her er Lund den mest oplagte mulighed. Der er kun slået et fåtal af disse mønter. Man kender kun otte eksemplarer; de er slået med samme forsidestempel, men har to forskellige bagsider. De er de første danske mønter med indskrift, og denne nævner både kongens og møntmesterens navne. Møntmesteren hed Godwine og må have været englænder. Godwines navn optræder også på nogle næsten identiske mønter fra samme tid, udstedt af den norske Olaf Tryggvason og den svenske Olof Skötkonung. De norske mønter er endnu sjældnere end de danske. Man kender kun til seks eksemplarer, og de fem der endnu er i behold er alle præget med det samme par møntstempler. De svenske mønter er langt talrigere; de er også betydeligt tungere end de andre, der vejer omtrent det samme som de engelske forbilleder.
Disse tre møntproduktioner er så forskellige, at Godwine umuligt selv kan have graveret alle stemplerne. Han har måske rådgivet alle tre konger om møntfremstilling, men det kan også tænkes at nogle af stemplerne var kopier. Godwine kan f.eks. have ledsaget Olaf Tryggvason da han i 995 drog til Norge fra England, og slået mønter der proklamerede Olafs nye status som norsk konge. Dette kan så have ansporet både den danske og den svenske konge til at få lavet lignende mønter. Hvad forklaringen end er, kan der ikke herske megen tvivl om at såvel de danske som de norske mønter af denne type på samme måde som 800-tals-mønterne fra Hedeby skulle tjene et symbolsk formål. For handelslivet var disse små udmøntninger uden betydning. Ved slutningen af 900-tallet havde danerne en mængde mønter, både danske og udenlandske, som kunne bruges i hverdagen.
Knud den Store var den første danske konge der foretog regulære udmøntninger i sit eget navn. Han begyndte at slå mønt i Danmark omkring 1020. På hans mønter nævnes ikke blot kongen og møntmesteren, men som regel også møntstederne, og derfor ved man at Knuds første mønter blev slået i Lund, Roskilde, Ringsted, Viborg og Ribe. Som forbilleder tjente både kurante og forældede engelske mønter. Deres gennemsnitsvægt er 1,5 g, hvilket indebærer at de er tungere end originalerne, og denne forskel blev endnu mere udpræget da Knud siden hen reducerede de engelske mønters gennemsnitsvægt til godt og vel et gram.
Hvis denne første store udmøntning i Danmark var et forsøg fra kongens side på at skabe et velordnet møntvæsen efter engelsk mønster, må man sige at det mislykkedes. Efterhånden blev der fremstillet en forvirrende mængde forskellige typer i Danmark, hvoraf nogle må være udsendt i meget få eksemplarer. Der findes endvidere godt 500 imitationer af Knuds engelske mønter med utydelige indskrifter, og nogle af dem er præget på den anden side med meget fine stempler, der tilsyneladende stammer fra officielle engelske møntsteder. Situationen er med rette betegnet som det rene vildnis.
Først omkring 1030, altså hen imod slutningen af Knuds regeringstid, lykkedes det kongen at etablere et mere konsekvent system; der oprettedes møntsteder i Lund, Roskilde, Slagelse, Ålborg, Viborg, Ørbæk, Århus, Ribe og Hedeby, hver med sin egen mønttype; og den tid var nu forbi hvor engelske forbilleder bestemte mønternes udseende. Man overtog en række europæiske motiver, men i de fleste møntbilleder indgik en snog eller en sammenrullet slange, et „nationalt” motiv som havde været brugt på Hedebymønterne i 800-tallet. Samtidig formindskedes mønternes vægt, og der blev fastsat to nye normer for møntfoden, en østdansk på 1,0 g, og en jysk på ca. 0,75 g. Disse vægtfastsættelser blev overholdt i hvert fald indtil midten af århundredet. Alt imens den nye udmøntning blev indført begyndte mønter at udgå i Hardeknuds navn fra en del møntsteder, bl.a. Lund, Ålborg og Hedeby. Det er foreslået at dette skulle afspejle et nationalt oprør med den unge Hardeknud som topfigur imod Knuds engelskorienterede regering. Det er en urimelig tanke. Omkring 1030 kulminerede Knud den Stores magt, og hans herredømme omfattede foruden England og Danmark tillige Norge og en del af sveerne (partis Suanorum). En mere plausibel forklaring er, at Hardeknud ganske enkelt var sin fars medregent i Danmark. Faktisk blev Knuds mønter fremstillet ved siden af Hardeknuds i både Lund og andetsteds.
I 1040 da Hardeknud var blevet anerkendt som engelsk konge omorganiserede han Lundemønten, som herefter begyndte at fremstille mønt af højere lødighed og med mere læselige omskrifter. De lignede ikke hans tidligere mønter og havde et portræt med hans navn på forsiden og indskrifter på bagsiden, begge dele i engelsk stil. Mønternes vægt var uændret, og de samme møntmestre virkede fortsat. På flere andre møntsteder skete der en omlægning af produktionen, og møntsmedierne i Roskilde, Ålborg, Ørbæk og Århus begyndte nu også at udsende portrætmønter.
Efter Hardeknuds død i 1042, eller muligvis kort tid før, blev den norske Magnus valgt til konge, og han udstedte som danernes konge mønt fra Lund og andre møntsteder. I Lund producerede man imidlertid fortsat mønter med Knuds og Hardeknuds navne og i tilgift endog et mindre antal med såvel levende som afdøde engelske kongers navne: Æthelred, Harald og Edvard. Grunden til disse besynderlige udmøntninger var måske, at Magnus var ganske uerfaren eller uinteresseret i møntvæsen, og at møntmesteren i Lund interesserede sig mere for at fremstille mønter end for de navne der prægedes på dem. Det kan også tænkes at forklaringen skal søges i den politiske situation som i tiden før Hardeknuds død var helt uoverskuelig.
Således var det også få år senere. Omkring 1044 havde Magnus vistnok mistet herredømmet i Skåne. Alligevel blev møntmestrene i Lund ved med at udsende den samme mønttype som hidtil, men kongenavnet blev gjort ulæseligt, måske fordi man ikke kunne afvente stridighedernes udfald og ønskede at gardere sig, hvem der end vandt. Dette tyder på at mønten i Lund ved denne tid fungerede ret selvstændigt. Nok var den grundlagt på kongeligt bud, og normalt havde kongens embedsmænd overopsyn med den; men behovet for mønt var efterhånden så stort at produktionen ikke kunne indstilles i kongeløse tider.
Med en enkelt undtagelse er kong Magnus' mønter fra andre danske møntsteder både sjældne og tarvelige. Undtagelsen er Odense, hvor man åbenbart begyndte at fremstille mønt for Magnus da han havde mistet sin magt i Lund. Det ser faktisk ud til at to møntmestre er flyttet fra Lund til Odense medbringende en del stempler. Nogen tid efter at Magnus havde forladt Lund overtog Sven magten i byen og gav sig til at udstede helt nye „byzantinske” mønttyper, måske inspireret af mønterne i de skatte som Harald Hårderåde havde hjembragt fra sin tjeneste hos den østromerske kejser, og som i disse år må være blevet spredt over Norden, hvor skattefundene viser at fremmed valuta var i almindeligt omløb.
De danske konger kunne ikke forhindre brugen af tyske og engelske eller andre udenlandske mønter i Danmark, men de fremmede mønter var kun gode for deres sølvværdi. Den afhang af deres vægt og lødighed, og forsigtige brugere kontrollerede mønterne ved at bøje og ridse dem. Det er dog sandsynligt at der var visse fordele ved at bruge danske penge i Danmark. Således gjaldt der antagelig særlig favorable betingelser når skatter og afgifter til kongen og hans embedsmænd blev erlagt i dansk mønt. Betaling i danske penge kan endda under visse omstændigheder have været obligatorisk. Den omstændighed at der fra omkring 1030 var forskellige vægtnormer i Jylland og resten af Danmark tyder på at danske mønter i hvert fald efter dette tidspunkt blev taget for deres pålydende, som formodentlig var den samme overalt i kongeriget. Det må helt afgjort have betydet en vigtig udvikling af pengevæsenet, og det understreger kongemagtens voksende autoritet og styrke.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.