Mindesten over kong Oluf i Sorø Kirke, opsat ca. 1525. Indskriften lyder: „Her hviler dronning Margretes søn Oluf som hun avlede med kong Håkon af Norge.” Det er sandsynligt at den erstatter et ældre gravminde fra Margretes tid.

.

Hertug Albrecht af Mecklenburg, søn af Valdemar Atterdags datter Ingeborg, anlagde straks ved morfaderens død 1375 titel af dansk konge. I sit segl fører han det danske kongevåben, men med aftalen den 21. september 1376 opgav mecklenburgerne alle krav på Danmarks trone.

.

I Vadstena Klosters kirke foregik der den 25. august 1386 en højtidelig begravelse. „Dagen efter den hellige apostel Bartholomæus' dag, det vil sige på kongen og bekenderen Ludvigs dag begravedes midt i Vadstena kirke Bo, Sveriges drost, som med sine stadige gaver elskede dette sted meget”, står der i Vadstena Klosters optegnelsesbog (Vadstena-diariet).

Den gravlagte var Sveriges mægtigste mand drosten Bo Jonsson (Grip). Han efterlod sig et vældigt godskompleks som bestod både af privatejendom og forleninger. Det overgik imidlertid ikke til kongen, men til en kreds af stormænd der skulle være hans testaments-eksekutorer. De sad da med selve magten over Sverige, og de tøvede med at overdrage den til kong Albrecht. I stedet søgte de kontakt med dronningen af Norge for i hende, eller rettere hendes unge søn den dansknorske konge, at finde den fyrste som kunne modtage disse rigdomme og igen overdrage dem til svenske aristokrater. Det var i virkeligheden første skridt til en afsættelse af Albrecht af Mecklenburg som svensk konge, og Margrete må have slået til straks. Tilbuddet fra Sverige kom lige efter erhvervelsen af de skånske slotte og medens hun og Oluf var i færd med at gennemføre ordningen med de holstenske grever.

Med stormændenes tilbud gjaldt det nu for Margrete om at indfinde sig med en væbnet styrke foran de slotte der holdtes til kong Albrechts hånd og kræve slottene af dem der havde dem i befaling. Så ville kong Oluf kunne overtage sine forfædres svenske kongemagt. Men netop da blev Oluf indhentet af døden. 16-17 år gammel døde han på Falsterbo Slot den 3. august 1387.

Som den politiske situation var beskaffen, måtte Margrete handle hurtigt. Vel endnu medens Olufs balsamerede lig var udstillet for befolkningen på Falsterbo, inden det førtes til Sorø for at begraves der, sammenkaldte Margrete et stormands-møde i forbindelse med landstinget i Lund og sikrede nu sit eget herredømme på en effektiv, men ganske usædvanlig måde. Den 10. august blev det kundgjort at Margrete nu af de nærværende repræsentanter for rigets almindelige befolkning var blevet valgt til formynderregent, „til fuldmægtig Frue og til Husbonde og til ganske rigens af Danmark formynder”, og at hverken den ene eller den anden part ville gøre skridt til et endeligt valg af en ny konge uden i samråd med hverandre. Det var en fremgangsmåde der var uden nogen hjemmel i gældende regler eller hævdvunden praksis. Men ingen bestred dens retmæssighed og derved blev det.

Mange år senere opstod der en falsk Oluf. Der meldtes fra Preussen at danske og norske købmænd havde genkendt kong Oluf i en syg, fattig mand de havde mødt. Han blev ført til Danzig og hvidedes af folket, fik skåret et segl og sendte breve til Danmark med krav om anerkendelse. På Margretes krav blev han udleveret af Den tyske Ordens højmester der ikke krævede nogen form for sikkerhed for hans person hvad der var det samme som at udtale at han efter højmesterens opfattelse var en bedrager. Historien der fremførtes ligner også andre historier fra tiden om forsvundne fyrster, hans moder havde villet forgive ham, men det var lykkedes ham at lade sig forbytte med en anden og slippe fri. I Danmark blev der afgivet vidneudsagn om kong Olufs død i Folmer Jakobsen Lunges arme, og bedrageren tilstod sit bedrageri, afslørede sin rette identitet, blev dømt til døden og brændt på bålet i Falsterbo den 28. september 1402.

Mødet i Lund 10. august 1387 gav Margrete en midlertidig og personlig stilling som formynderregent i Danmark, bærekraftig så længe den blev respekteret. En lignende personlig antagelse sikrede hun sig af Norge i februar 1388. Her var sagen for så vidt mere kompliceret end i Danmark, fordi der ikke kunne være tvivl om at de norske tronfølgelove i denne situation gav hjemmel for et mecklenburgsk krav. Det norske rigsråd valgte imidlertid Margrete til formynder, med ord der lignede dem der var anvendt i Danmark, „mægtig Frue og ret Husbonde”, men tillige med henvisning til at hun, „Norges og Sveers dronning”, var „ret arving og fyrstinde til Danmarks rige”. Dette gav grundlag for at Margrete kunne sikre sig et afkald på tronen fra en ældre sidelinie af det norske kongehus, og herefter kunne der ikke være tvivl om at arvegangen måtte udgå fra hende selv. Hun forelægger da det spørgsmål for det norske råd, hvorvidt hertug Albrecht af Mecklenburg, søn af hendes søster og hertug Henrik af Mecklenburg, dvs. egentlig hendes egen nærmeste arving, skulle anses for arving til Norge. Og hun får til svar – hvad der naturligvis har været forberedt – at det skal han ikke, eftersom hertug Albrecht og hans slægt altid har været erklærede fjender af Norge og dets konger. I stedet anfører rådet at den nærmeste arving i stedet er hertug Bugislav af Pommern, søn af en datter af Ingeborg Valdemarsdatter der var blevet gift med hertug Vartislav af Pommern, en vel seksårig dreng der ganske rigtig var dronning Margretes næstnærmeste arving, som sagerne stod.

Efter ordningen i Norge følger i maj 1388 en aftale i Sverige hvor svenske stormænd antager hende til „fuldmægtig Frue og ret Husbonde” og lover hende hjælp til at erobre de af kronens slotte og fæstninger der ikke allerede er i hendes besiddelse. Hermed mangler der ikke Margrete andet end at gennemføre de sidste erobringer fra kong Albrecht af Sverige. Det skete, med undtagelse af Stockholm, ved et stort slag ved Åsle i nærheden af Falköping den 24. februar 1389, med en endelig sejr over kong Albrecht der selv faldt i dronningens fangenskab. Bo Jonssons vældige magtområde og mere til var endt hos Margrete og stormændene havde lovet hende at de forfatningsmæssige reservationer de havde gjort gældende over for kong Albrechts magtstilling ikke skulle finde anvendelse på hende og Oluf. Men i Vadstena Kloster omtales slaget ved Åsle i bitre vendinger: „På apostelen Mathias' dag før middag kom det til et stort slag i Västergötland mellem kong Albrecht og Sveriges riges herrer, som dengang havde forbundet sig med danskerne, ved hvis hjælp de blev sejrherrer, idet dog den guddommelige nåde på mirakuløs måde beskyttede dem. I dette slag blev kongen selv taget til fange og med ham hertug Erik hans søn og to andre hertuger som han havde ført til sig fra Tyskland, og af hans parti blev mange adelsmænd taget til fange, og der var også mange der blev dræbt.”

Oprindelig har dette historieværk helt villet fortie Margretes rolle i begivenheden, men senere, med en anden hånd, er der gjort en tilføjelse: „Dronning Margrete, kong Valdemar af Danmarks datter, begyndte at regere over tre kongeriger og nu, da tyskerne var fordrevet, fik danskerne landet i mange år, og da blev tyskerne velsignet af landets indbyggere.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Magten i Sverige, Norge og Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig