Titelblade på en latinsk og hollandsk udgave af Corfitz Ulfeldts forsvarsskrift, som han under sin landflygtighed udarbejdede som svar på den danske regerings officielle beretning om Dina-sagen. På dansk hed Ulfeldts forsvarsskrift „Højttrængendes æresforsvar imod den publicerede usandfærdige beretning angående Dinas og Walters sag.”

.

Med Sehesteds fald og Ulfeldts flugt havde kongen vundet en afgørende sejr over svigersønnepartiets rigeste, stærkeste og politisk mest indflydelsesrige mænd. Den skarpsindige Dureel konstaterede da også, at tilstanden i Danmark efter opgøret med svigersønnerne ville blive væsentlig forbedret, og at lensmændene nu måtte aflægge nøje regnskab, hvilket ville gavne rigets økonomi og gøre det stærkere. Der kunne ikke herske tvivl om, at Danmark atter „ville komme på fødderne”.

Samtidig kunne Dureel ikke dy sig for at bemærke, at kongens kansler, Christian Thomesen Sehested, der selv havde udvist stor iver for at ramme svigersønnerne, „nu ærgrer sig lidt, thi han indser, at han ikke havde taget sig i agt for én ting, nemlig at kongen fik mere luft”.

Selv om kongen var ved at have fat i den lange ende, måtte han indtil videre leve med håndfæstningens ydmygende vilkår. Men gennem opgøret med svogrene var det lykkedes ham at anbringe sig i en offensiv position, som han få år senere formåede at udnytte til fulde. Ulfeldts fald blev det egentlige vendepunkt i kampen mellem adel og kongemagt.

Det var Dina Vinhofvers, der i første omgang kom til at betale prisen. Men hvem kerede sig om et simpelt, lavættet kvindfolk? Det er næppe muligt at klarlægge, hvem der brugte hende, endsige om hendes modstridende anklager var opspind eller ej. Måske lod hun sig, benovet over sit nære forhold til Walter eller – hvem ved – muligvis til Ulfeldt selv, bruge som et taknemligt og naivt redskab i et lurvet magtspil, hvor spillerne kendte de smudsige regler. Og selv om de indbyrdes hadede og bekrigede hinanden, fandt de sammen om det ene, at ofre hendes hoved på intrigernes alter.

Hvis man skal tro den spanske gesandt, Rebolledo, var det også den opfattelse, der var udbredt blandt menig almue. Han berettede, at folk hver dag i store skarer strømmede til det sted, hvor bøddelen havde spiddet Dinas hoved på en stage. De råbte, at hun var omkommet uskyldig, og det sagdes, at om natten lod Gud et forunderligt lys skinne over det sted, hvor hun så nådesløst var stedt til hvile.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Magtspillets offer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig