Malkekøer og baconsvin

„En storindustri til omdannelse af korn til smør og bacon” var det danske landbrug blevet kaldt. Men det var en ejendommelig storindustri med 200.000 selvstændige producenter, der måske nok kappedes, men dog især samarbejdede og villigt udvekslede ideer til produktionens forbedring.

Deres samarbejde fortsattes i andelsmejerier og -slagterier, og det var en vedvarende bestræbelse, at også markedsføring og salg skulle være en fælles interesse, hvor ingen skulle tiltage sig fordele på de andres bekostning.

Så godt som alle 200.000 landbrug var med i produktionen af hele varesortimentet eller råvarerne til det. Det skyldtes ikke kun en indgroet forestilling om, hvad der hørte sig til på en ordentlig gård. Der var en økonomisk sammenhæng mellem markskiftet og kvægdriften, hvor malkekøerne var i centrum. Mælken afleveredes til mejeriet, og returmælken fra mejeriets separator eller kærne blev samme dag givet videre til næste led i produktionen i svinestalden.

Denne balance og integration mellem de forskellige produktioner lod sig opretholde og raffinere gennem årene på én betingelse: den stabile afsætning til priser, der gjorde produktionen rentabel for flertallet af brugene.

Kvæg- og svineavlen viste i nogen grad samme mønster som jordfordelingen. Tyngdepunktet lå i endnu højere grad på gårdene mellem ti og 30 hektar. Næsten halvdelen af de godt tre mio. stk. hornkvæg fandtes på gårde af denne størrelse, de små brug havde godt en sjettedel, de store gårde og godserne resten. På de små og mellemstore brug var der i gennemsnit en malkeko for hver anden hektar, på de store brug var der en ko for hver fjerde hektar.

Fordelingen af de godt tre mio. svin var nogenlunde den samme, dog med en lidt større andel til de små brug. På grund af hastigheden i omsætningen var svineavlen knap så kapitalkrævende.

Den animalske produktion havde størst betydning for det lille landbrugs rentabilitet. Mere end fire femtedele af husmændenes indtægter kom fra mejeriet og slagteriet, mens de store brugs indtægter var delt lige mellem salg af markafgrøder og det, der blev tjent i staldene. Her lå grunden til den gamle konflikt mellem det store, kornsælgende og det mindre, kornkøbende landbrug. Det var spørgsmålet om prisforholdet mellem en tønde byg og et slagterisvin, der i mere end et halvt århundrede havde været et af de mest afgørende i dansk økonomi – og i politik. I det lige så væsentlige forhold mellem smørprisen og prisen på kraftfoder var man mere afhængig af det internationale marked både ved indkøb og salg.

Arbejdet med at effektivisere den animalske produktion foregik med en hurtig spredning af resultater fra fodringsforsøg og med et intensivt avlsarbejde. Kunstig insemination af køer, der var taget i brug i slutningen af 1930'erne, reducerede hurtigt antallet af tyre og medførte senere en koncentration af kvægavlsforeningerne. Udviklingen gik i retning af større mælkeydelse pr. ko og en større procent af smørfedt i mælken. I svineavlen gjaldt det ikke kun at tilpasse produktet til de britiske husmødres smag, men også at få en hurtigere vækst hos dyrene. Opfodringstiden for en bacongris var blevet halveret siden 1. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig havde der været vanskeligheder med at få landbrugsproduktionen op på niveauet fra før krigen. I de første år havde den afgørende hindring været knapheden på korn på verdensmarkedet, hvor man prioriterede forsyningen af det krigshærgede Europa med brødkorn højest. De danske valutavanskeligheder, specielt manglen på dollars, havde været en yderligere bremse. Marshallhjælpen løste dette problem, og med de gode høstår omkring 1950 var produktionen på næsten alle landbrugets sektorer omsider kommet op på niveauet fra 1930'erne. Kun smørproduktionen var endnu lidt bagefter, fordi det tager længere tid at bygge en malkebesætning op.