Margretes riger og folk

De tre nordiske riger lignede ikke hinanden i middelalderen, så lidt som de gør det i dag. Det lave og frodige Danmark, med Skåne, Halland og Blekinge, byder helt andre levevilkår end bjerg- og skovlandene Norge og Sverige.

Norge var væsentligt tyndere befolket end Danmark, og de klimatiske forhold medførte at kornet ofte ikke nåede at blive modent og da måtte anvendes til foder for kvæg, medens brødkorn så måtte importeres. Til gengæld foregik der fra Norges vestkyst et vældigt torskefiskeri der lagde grunden for en storproduktion af tørfisk, den såkaldte stokfisk, tørret i havluften og dermed konserveret til at transporteres langt omkring. Hansestæderne etablerede sig fra midten af 1200-årene i Bergen, der i 1300-årene blev et „kontor” som det hedder i stædernes sprogbrug. Ordet henviser oprindelig til den skranke hvor stædernes befuldmægtigede repræsentanter på stedet kunne føre forhandlinger og afgøre stridigheder. Bergen blev et fast punkt i hanseaternes oversøiske organisation, af betydning som de andre tre kontorer, London, Brügge, og Novgorod. Hansestæderne, særlig Lübeck og Bremen, gjorde sig til hovedaftagere af den norske tørfisk og forsynede til gengæld Norge med brødkorn.

Også Sverige var i almindelighed tyndere befolket end Danmark, men her opnåede frem for alt Stockholm en bymæssig udvikling der ikke står tilbage for de store byer i Østersøområdet. Det skete med baggrund i bjergværksdriften i Dalarne hvis eksport af jernmalm udskibedes over Stockholm. Befolkningen her fik i 1300-årene et markant tysk islæt. I Sverige fandtes tillige nogle gamle veletablerede bygder, dels i Uppland, dels i Väster- og Östergötland, hvor der længe havde boet mange mennesker. Fra 1200-årenes slutning udviklede der sig et økonomisk samspil mellem det svenske Västergötland og de danske og nordiske grænseområder i Halland og Bohuslen. Kvægavlen udvikledes vældigt, og fra havnene udførtes store mængder animalske landbrugsprodukter til østersøbyerne.

Nordens folk havde hver sit sprog og hver sin nedarvede retstilstand. Deres orientering mod udlandet var også helt forskellig. Norges forbindelse til Vest- og Sydeuropa passerede stadig væk gennem Det irske Hav. De ydre Hebrider, Orkney og Shetland, var stadig norske besiddelser, og det var kun godt hundrede år siden at De indre Hebrider var blevet afstået, mod en afgift, der ganske vist nu ikke længere blev betalt. Sverige havde, i konkurrence med Danmark, gamle betydelige interesser i den indre Østersø. Det skov- og sørige Finland blev ekspansionsområde for foretagsomme svenske stormænd, og naboskabet til Estland skabte økonomiske muligheder, både så længe Estland var dansk og, efter 1346, da Valdemar Atterdag havde solgt landet til Den tyske Orden.

1300-årenes landbrugskrise havde haft et helt forskelligt forløb i de tre riger. Et egentligt ødegårdsproblem gjorde sig kun gældende i Danmark, det sydlige Sverige og det sydlige Norge, hvor der ikke kunne skaffes folk til at besætte alle gårde, måske fordi de økonomiske muligheder uden for landbruget var særlig fordelagtige her. De nordligere dele af Den skandinaviske Halvø mærkede derimod krisen som en nedgang i befolkningstallet og i omfanget af det dyrkede areal. I alle tre riger gjorde udenlandske økonomiske interesser sig stærkt gældende under og efter krisen, som i sig selv gav anledning til at kapitalstærke kræfter forøgede deres besiddelser. Af kornlandbrugets marginaljord opstod der store godsområder som med fordel kunne udnyttes til kvægavl.

Medens der i 1300-årenes Danmark foregik en temmelig tydelig fortyskning af kultur og befolkning, ikke mindst på grund af hansestædernes mange repræsentanter i Danmark, men også ved den indvandring af tyske adelsmænd der foregik via Sønderjylland og Holsten, blev tyskerne i Sverige og Norge ikke på samme måde integreret i befolkningen. I by- og handelslivet lykkedes det dem åbenbart at forblive med status som „gæster” dvs. midlertidigt tilstedeværende på grund af handelen og dermed ikke underlagt fulde økonomiske forpligtelser, ganske vist også berøvet fuld juridisk beskyttelse.

Der var, på tærskelen til Kalmarunionens etablering, stærke kræfter i Norden der virkede for en sammenslutning med økonomisk perspektiv således at et samlet Norden kunne opveje de enorme tyske kapitalinteresser der nu længe havde budt sig til. Det var stormandsinteresser, ikke det jævne folks ønsker, der stod bag dette økonomiske sigte som Kalmarunionen uden tvivl også havde. Adelsmænd der på grund af godshandeler eller giftermål eller begge dele, havde erhvervet gods på begge sider af f.eks. den dansk-svenske rigsgrænse, ville være overordentlig interesserede i at rigerne var forenede, frem for alt således at de havde krig og fred tilfælles. Men også de store råvareeksporterende svenske godsherrer kunne vindes for unionstanken når den indebar at krigene blev færre.

Norge indtog i denne henseende en særstilling blandt de nordiske riger. Her var den hanseatiske aktivitet stort set begrænset til byerne Bergen og Oslo og nåede ikke Norges gamle skattelande i Atlanterhavet. Færøerne, Island og Grønland blev normalt besejlet af nordmænd, i nogen udstrækning af købmænd fra De britiske Øer. Disse lande berørtes kun indirekte og svagt af den ekspanderende tyske økonomi der i 1300-årene gjorde sig så stærkt gældende i både Skandinavien og selve England.

De gamle nordbobebyggelser i Sydgrønland var truet fra 1300-årenes midte. „Vesterbygden” nord for Nuuk uddøde før 1400, medens „Østerbygden” længere sydpå ved Grønlands vestkyst klarede sig nogenlunde til ind i 1400-årene. Disse bygders materielle kultur havde, så længe den kunne opretholdes, været af en standard som kendetegnede langt sydligere bebyggelser. Men nu indtrådte klimaforværring. Befolkningstallet faldt, og som der blev færre at handle med, kom der også færre tilførsler fra Norge. En anden faktor i nedgangs-processen er den erosion der var en følge af græsgangenes overudnyttelse. Disse kolonier, der før havde blomstret, døde nu ud, plaget af sygdomme der i væsentligt omfang skyldtes underernæring.

Også Nordkalotten, de nordligste dele af Norge, Sverige og Finland, indtager en speciel stilling blandt de nordiske folk. I disse tyndt befolkede, næsten øde egne gælder de sydlige civilisationers grænsedragninger kun i teorien, befolkningen har sin egen skæbne, forskellig fra de sydligere egnes som den ikke har meget tilfælles med.

Det kan ikke hævdes at det frem for alt var økonomiske drivkræfter der bevirkede at de tre nordiske riger fra 1396-97 endte i Kalmarunionens kongefællesskab. Men det er klart at unionen havde økonomiske perspektiver og økonomiske virkninger. Afgørende var fællesskabet om krig og fred, i virkeligheden afskaffelsen af krige mellem de tre riger, som havde været dagens orden i det meste af de forløbne halvandet hundrede år. Kalmarunionen bliver til som et led i en fredsslutning, under forhold hvor våbnene hviler, men let kunne bringes til at tale igen.

Her er de indre tilstande blandt rigernes befolkninger af største vigtighed. Det er ikke tilfældigt at Margretes forordninger for Danmark og Sverige i forbindelse med kong Eriks antagelse til konge i 1396 forbyder befæstning af private gårde og i Sverige påbyder nedrivning af de privatborge hvorom og hvorfra der nu i årtier, i både Danmark og Sverige var fort krige som også havde interesseret udenlandske herrer. Den forbindelse mellem rigerne som kongefællesskabet skal udgøre er også egnet til at sikre at indre konflikter i de enkelte lande, som måske ikke kan undgås, antager udenrigspolitisk karakter, særlig hvad Sverige og Danmark angår. Det var disse riger der rummede de største indre modsætninger og hvis økonomi rummede tilskyndelser til splittelse.

De svenske stormænd der havde indkaldt Margrete havde handlet ud fra rent magtpolitiske overvejelser. Men de gav hende bedre chancer end de havde givet Albrecht af Mecklenburg, ved at love hende at håndfæstninger svarende til dem de havde krævet af Albrecht skulle hendes kongemagt i Sverige være fritaget for.