Bispefigur af alabast, 1300-årenes slutning, nu i Nationalmuseet. Figuren er eneste rest af udsmykningen på kong Valdemar Atterdags sarkofag i Sorø Kirke, der overlevede hvælvingernes nedstyrtning i 1600-årene.

.

Peder Jensen Lodehats segl som roskildebisp (fra 1395). Hovedmotivet er Den hellige Lucius der var pave fra 252 til 255 og hvis hovedskal var Roskilde Domkirkes fornemste relikvie. På hver side af helgenens fødder ses stiftsvåbenet, to nøgler over et kors og slægten Lodehats våben. Feltet nederst viser biskoppen knælende. Kontraseglet kendes i to udformninger og har stiftsvåbenet i midten og biskoppens slægtsvåben nederst.

.

Den mecklenburgske adelsslægt Moltke, der fører tre urhaner i sit våben, gjorde sig gældende i Danmark fra omkring 1300 til 1500-årenes begyndelse. Her et segl der tilhører Fikke Moltke, formentlig den store lensmand på Valdemar Atterdags og Margretes tid, men navnet bæres af flere.

.

Oprindelig byggede Margrete kun sin position på dem der havde foretrukket kongen af Norges for hertugen af Mecklenburgs søn „fordi de havde mere tillid til ham”, som der står i Detmar-krøniken. Vi kender ikke navnene på dem alle, således f.eks. ikke på den herreløse kongelige lensmand på Kalundborg der straks i efteråret 1375 gav sit slot til dronning Margrete og kong Håkon.

Men der er ingen tvivl om at kredsens leder var drosten hr. Henning Podebusk, sjælen i kong Valdemars politik i hans sidste år, Stralsundfredens danske hovedforhandler og nu leder især af Skånes forvaltning. Roskildebispen Niels Jakobsen Ulfeldt blev en anden ven. Med ham gennemførte Margrete, kort efter at hun havde sat foden på dansk jord, en åbenbart betydningsfuld aftale. Hun overlod biskoppen det kongelige slot Nebbe vest for Roskilde, mellem Kattinge Vig og Kattinge Sø. Her havde der i kong Valdemars sidste år siddet en kongelig lensmand, og det var nok ikke fordi biskoppen havde særlig brug for Nebbe, men han har utvivlsomt været interesseret i at der ikke sad nogen anden der på kongens vegne. Det særlig interessante ved aftalen er begrundelsen for overdragelsen af Nebbe til biskoppen. Han får slottet sammen med Ramsø og Sømme herreder og tre fjerdedele af indtægterne af Roskilde, nemlig de tre der var kongens, den sidste var allerede biskoppens. Det hele får biskoppen i pant for alle de dispositioner med kirkens ejendom på Sjælland som kong Valdemar havde foretaget, lån og andet, samt skader kirkens gods havde lidt i kongens krige med de tyske byer. Beskrivelsen af denne baggrund for pantsættelsen er holdt i vage og upræcise vendinger, og der kan ikke være tvivl om at brevet skal forstås som den sikkerhed roskildekirken nu har krævet og fået, til gengæld for sin støtte til Margretes og Olufs spirende kongemagt. Margrete havde af gode grunde aldrig deltaget aktivt i de mange og indviklede transaktioner kong Valdemar havde gennemfort med kirkens gods på Sjælland, men roskildekirkens velfungerende kancelli har naturligvis haft nøje rede på dem. Dronning Margrete indtrådte hermed på sin søns vegne i samme forhold til den sjællandske bispekirke som i sin tid Valdemar Atterdag.

Men dronningen kunne også optræde som sin faders arving. Det gjorde hun i sin allerførste kendte disposition på Sjælland, et dokument udstedt på Kalundborg den 11. november 1375, simpelt hen første bevis på hendes tilstedeværelse på Sjælland efter faderens død. På denne dag traf hun bestemmelse om et gods ved navn Ubby i nærheden af Kalundborg som hun overlod til en på dette tidspunkt ganske ukendt mand der var hendes klerk. Hans navn var Peder Jensen og han var, hedder det, foruden dronningens klerk, tillige kannik i Roskilde. Det kannikedømme havde han muligvis fået for ganske nylig.

Peder Jensen var af en slægt der kaldes Lodehat efter et mandshoved med en særpræget hovedbeklædning som den førte i sit våben. Han blev Margretes trofaste ledsager og rådgiver hendes liv igennem. Han har været ganske jævnaldrende med hende, og hun var på dette tidspunkt 22 år gammel. I sin senere karriere blev han en kort tid biskop af Växjö, siden biskop af Århus, for at ende som roskildebiskop efter Niels Jakobsen Ulfeldts død i 1395, hvor han så også fik titel af kongens kansler. Han overlevede dronningen med fire år og nåede at tjene hendes efterfølger Erik af Pommern i nogle vigtige regeringshandlinger, men hans skæbne er uløselig forbundet med Margretes. Og begyndelsen synes altså at være at han som hendes klerk og ikke mindst som hendes lyttepost i Roskilde domkapitel forlenedes med det kongelige arvegods Ubby ved Kalundborg.

En anden af de åbenbart sikre støtter var lensmanden på Gurre, hr. Oluf Bjørnsen Bjørn, der sammen med Henning Podebusk ofte optrådte i de spidsfindige forhandlinger med hansestædernes repræsentanter. Margretes kunst i disse forhandlinger, udøvet ved Henning Podebusk, Oluf Bjørnsen og andre, bestod i længst muligt at være forhindret i at komme til stede. Forhandlinger om, hvad stæderne havde at klage over i retning af overgreb mod deres handel eller tilsidesættelse af deres rettigheder, måtte dermed udsættes i det uendelige.

Fikke, Evert og Johan Moltke tilhørte en mecklenburgsk adelsfamilie der fra 1300-årenes begyndelse havde været repræsenteret i Danmark hvor den havde vundet stor indflydelse. De havde alle store private ejendomme ved siden af deres kongelige forleninger fra Valdemar Atterdags tid. Margrete brugte også mange Moltker i sin administration og handlede gods og mageskiftede med dem, ofte til egen fordel. Kong Valdemars gamle støtter blev også hans datters, så længe de levede, og hun styrkede blandt andet sin stilling ved at gøre sine omgivelsers fremgang helt afhængig af hende selv. Fuldstændig ligesom sin fader var hun dygtig til at samle adkomster til gods der på det givne tidspunkt var omstridte eller tvivlsomme, men som hun havde til hensigt senere at gøre gældende på kronens vegne med håb om større held end de tidligere private parter havde haft.

De fleste af de stormænd der havde haft magt i kong Valdemars dage, døde før 1400, og Margrete valgte nye i deres sted.

Til gengæld for store begunstigelser kunne hun regne med deres ubetingede loyalitet. De bedste eksempler er nok brødrene Anders og Folmer Jakobsen Lunge. Anders fik Kalmar Slot i forlening kort før det store unionsmøde skulle holdes her. Han havde tillige Helsingborg. Folmer blev kongens kammermester, slotshøvedsmand på Gurre og åbenbart en nær fortrolig af Margrete i hendes storhedstid. Han var til stede ved hoffet da kong Oluf døde i 1387, for han kunne siden vidne at den unge konge var død i hans arme. Det blev der brug for at have vidnesbyrd om, fordi der dukkede en falsk kong Oluf op der gjorde krav på at være arving til rigerne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Margretes venner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig