TV-Avisens økonomiske ekspert, journalisten Hans V. Bischoff, der havde en fortid som økonomisk medarbejder på dagbladet Information, udredte på pædagogisk og populær vis fra slutningen af 1970'erne de svære nationaløkonomiske sammenhænge for befolkningen. Her demonstrerer han på dyster baggrund under en tv-høring i april 1980 om den økonomiske krise, hvordan landets underskudsproblem havde udviklet sig med eksplosionsagtig fart.

.

Tegneren Roald Als' sarkastiske associationer ved finansminister Knud Heinesens malende advarsel i oktober 1979 om den truende økonomiske afgrund. Busten af spejderføreren, der skuer ud over afgrunden, forestiller Knud Heinesen, og dommedagsprofeten nederst t.v. er Venstres politiske ordfører Uffe Ellemann-Jensen. Knud Heinesen var en af arkitekterne bag den netop afgåede SV-regering, som Heinesen havde håbet kunne begrænse LO's indflydelse på den økonomiske politik. Med SV-regeringens fald fandt Heinesen det derfor nødvendigt at formulere landets alvorlige økonomiske situation på en måde, så han blev hørt.

.

SV-regeringen betød dog ikke et sporskifte i den økonomiske politik, og samfundsøkonomien fik det ikke bedre, snarere tværtimod. Det sidste skyldtes primært udefrakommende faktorer, nemlig den nye bølge af voldsomme olieprisstigninger, som fulgte efter den islamistiske revolution mod shahen i Iran i vinteren 1978-79. Allerede i februar 1979 advarede en rapport fra regeringens Økonomiske Sekretariat om, at underskuddet på betalingsbalancen i 1979 ville blive 1 1/2 mia. kr. større end regeringens målsætning. Og efter overenskomstresultatets lønstigninger og med udsigt til fortsatte olieprisstigninger forudsagde de økonomiske vismænd i maj, at 1979-underskuddet ville vokse med yderligere 2 1/2 mia. kr. til i alt 10 1/2 mia., medmindre der blev grebet ind. Vismandsrapporten slog alarmerende fast, at Danmark nu var det land i EF og Norden, der stod med den værste kombination af betalingsbalanceunderskud, høj inflation og høj arbejdsløshed. Kort efter påpegede Finansministeriets budgetredegørelse, at den offentlige sektors vækst igen var kraftig og nærmest syntes på vej ud af kontrol, bl.a. fordi kommunerne hvert år overskred deres budgettal betydeligt.

Sidst i juni enedes SV-regeringen på denne baggrund om en række yderligere indgreb, bl.a. afgiftsforhøjelser og statslige og kommunale besparelser i 1979-80 på i alt 11 mia. kr., samt beskæftigelses- og erhvervsfremme til over én mia. kr. Samtidig hævede Nationalbanken diskontoen fra 8 til 9 procent. Hen over sommeren 1979 var det dog i stigende grad tydeligt, at regeringen internt var dybt uenig om, hvordan milliardbesparelserne konkret skulle udmøntes, samtidig med at yderligere økonomiske indgreb til efteråret syntes uundgåelige på grund af fortsat stigende oliepriser og det stigende internationale renteniveau. Gælden til udlandet blev i sommeren 1979 beregnet til at vokse med én million kr. i timen.

I september opstillede Socialdemokratiet og LO i fællesskab krav til den kommende krisepolitik, først og fremmest start på ØD-reformen i en beskåret udgave kaldet „overskudsdeling” (OD). Arbejdsminister Svend Auken, som aldrig havde været nogen varm tilhænger af SV-regeringssam-arbejdet, stod sammen med bl.a. Poul Nyrup Rasmussen bag udspillet. Ifølge OD-forslaget skulle de lønmodtagerejede overskudsandele blive stående i de enkelte virksomheder og styres af lokale repræsentanter for lønmodtagerne, men forslaget opererede fortsat også med en central fond; denne skulle opsamle de overskud, de enkelte virksomhedsledere og lønmodtagere ikke kunne enes om at anbringe. Desuden foreslog partiet og LO etablering af en Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), som skulle administrere de midler på foreløbig op imod en halv snes mia. kr., som havde hobet sig op i indbetalinger til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) fra de indefrosne dyrtidsportioner siden 1977, og som skulle udbetales ved den enkelte lønmodtagers pensionering.

Statsminister Anker Jørgensen fastslog, at OD måtte være en del af enhver indkomstpolitisk løsning, hvilket for oppositionen var endnu en bekræftelse på, at det i virkeligheden var Thomas Nielsen og LO, der styrede regeringen og landet. Anker Jørgensen udtrykte dog samtidig i sin dagbog betænkelighed ved, at flere af hans partifæller i regeringen mente, at LO burde have vetoret over for SV-regeringens politik. Men da enhver vidste, at arbejdsgiverne var lodret imod blot at forhandle om, hvad de kaldte „fondssocialistiske” ØD/OD-ordninger, og da det samtidig stod klart, at Socialdemokratiet og Venstre ikke ville kunne enes om statsministerens og dermed regeringens åbningstale ved indledningen til det nye folketingsår i oktober, var et nyt folketingsvalg uundgåeligt. Det blev udskrevet i slutningen af september 1979.

Midt under valgkampen, den femte i 1970'erne, holdt LO kongres under hovedoverskriften „Nu skal der flyttes hegnspæle”, og Thomas Nielsen udlagde teksten: Det gjaldt om i 1980'erne at flytte de hegnspæle, som gennem mange år var stillet op omkring de økonomiske skævheder i det kapitalistiske danske samfund og omkring de udemokratiske indflydelses- og ejendomsforhold i det private erhvervsliv, og som hindrede en solidarisk og stabil løsning på samfundsproblemerne. Det var med andre ord stadig ØD-tankerne, der stod i centrum, og LO kunne hente støtte i de samtidige rapporter fra den Lavindkomstkommission, som var blevet nedsat i begyndelsen af 1970'erne med forfatteren til bogen „Velstand uden velfærd”(1969), Bent Hansen, som formand. Kommissionen påviste, at på trods af de reelle sociale forbedringer, der var opnået siden 1960'erne, var der ved indgangen til 1980'erne stadig ikke sket nogen nævneværdig indkomst- eller formuemæssig udjævning mellem befolkningsgrupperne i landet.

Havde Thomas Nielsen og fagbevægelsen håbet, at LO-udspillet ville påvirke valgets udfald og den efterfølgende regerings muligheder for at gennemføre LO's fremtidsplaner, blev de dog skuffede. Folketingsvalget den 23. oktober 1979 gav følgende resultat:

Folketingsvalget den 23. oktober 1979
Parti Andel Mandater Ændring
Socialdemokratiet 38,3 % 68 mandater (+3)
Det Konservative Folkeparti 12,5 % 22 mandater (+7)
Venstre 12,5 % 22 mandater (+1)
Fremskridtspartiet 11,0 % 20 mandater (-6)
Socialistisk Folkeparti 5,9 % 11 mandater (+4)
Det Radikale Venstre 5,4 % 10 mandater (+4)
Centrum-Demokraterne 3,2 % 6 mandater (-5)
Danmarks Kom. Parti 1,9 % 0 mandater (-7)
Venstresocialisterne 3,7 % 6 mandater (+1)
Kristeligt Folkeparti 2,6 % 5 mandater (-1)
Retsforbundet 2,6 % 5 mandater (-1)
Kommunistisk Arbejderparti 0,4 % 0 mandater

Valget var det første efter folkeafstemningen i september 1978, da et beskedent flertal på knap 54 procent af de mindre end to tredjedele af vælgerne, der afgav deres stemme, var for nedsættelse af valgretsalderen fra 20 til 18 år. Herved kom Danmark i øvrigt på linie med de øvrige EF-lande, og der blev atter sammenfald mellem myndigheds- og valgretsalder. Havde nogle af de over én million – næsten halvdelen jyske – nej-sigere ved folkeafstemningen frygtet, at de mere end 200.000 nye unge vælgere skulle rykke Folketingets sammensætning længere mod venstre, kunne de ånde lettet op. Samlet set gik partierne til venstre for Socialdemokratiet to mandater tilbage, idet DKP mistede alle de syv mandater, partiet havde vundet ved 1977-valget. De Konservative under den forholdsvis nye partileder Poul Schlüter fortsatte fremgangen mod tidligere tiders styrke efter lavpunktet ved valget i 1975.

Det skete tydeligvis især på bekostning af 1973-valgets store sejrherrer, Mogens Glistrups Fremskridtsparti og Erhard Jakobsens Centrum-Demokrater, som tilsammen mistede 11 mandater.

Valget må samlet ses som yderligere et skridt hen i retning af tilbagevenden til det parlamentariske billede fra før „jordskredsvalgets” udsving i 1973 og årene umiddelbart efter. Det underbygges også af, at de gamle partier Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og SF, tilsammen blev styrket med 12 mandater. Med en stemmedeltagelse på 85,6 procent fik „sofavælgerpartiet” dog samtidig det bedste valg siden 1957. Herved blev en udvikling gennem 1960'erne og 1970'erne med en valgdeltagelse på omkring 88 procent ved hvert valg brudt. Årsagen var formentlig primært en vis vælgertræthed efter de mange folketingsvalg gennem 1970'erne.

Trods 1979-valgets tendens til 'normalisering' forblev Folketinget lige så partimæssigt opsplittet, som det havde været siden 1973, og uden politiske muligheder for en regering baseret på et stabilt flertal. En fortsættelse af SV-regeringen var politisk utænkelig, og det samme var en SR-regering, som med støtte fra SF ellers ville have et flertal bag sig (sammen med et eller to af de nordatlantiske mandater). En hovedhindring var her SF's principielle modstand mod den indkomstpolitik, som netop var en radikal hovedsag, men som SF hævdede i praksis var ensidigt rettet imod lønmodtagerne, mens arbejdsgivernes profitter gik fri. Anker Jørgensen fortsatte derfor i spidsen for endnu en socialdemokratisk mindretalsregering, som måtte navigere sig frem med vekslende flertal. Én minister fortsatte dog ikke, nemlig Knud Heinesen. Det lækkede til pressen, at den mangeårige socialdemokratiske finansminister som betingelse for at forblive i regeringen med direkte medansvar for den økonomiske udvikling havde krævet dybtgående indgreb for at begrænse betalingsbalanceunderskuddet og styrke konkurrenceevnen, bl.a. ved en yderligere og stor devaluering af kronen – hvilket uundgåeligt ville ramme lønmodtagernes realløn og købekraft. Anker Jørgensen afviste efter en nedadvendt tommelfinger fra LO sådanne skridt og udpegede derefter Svend Jakobsen til ny finansminister.

Knud Heinesen blev i stedet ny formand for folketingsgruppen, og et par dage efter, den 28. oktober 1979, udtalte han sig i tv om landets økonomiske situation i et pædagogisk billedsprog, der fremmede forståelsen: „Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den.” Heinesen mente, at Danmark uden større kursændringer i den økonomiske politik inden for to-tre år ville nå afgrunden, hvormed han mente en situation, hvor landets økonomiske politik ligesom i visse tredjeverdenslande direkte eller indirekte blev dikteret udefra af internationale långivere, herunder den Internationale Valutafond (IMF). Det var Danmarks grundlæggende økonomiske handlefrihed, dvs. også med hensyn til velfærds-og fordelingspolitik, der efter Heinesens vurdering risikerede at blive alvorligt beskåret. Synspunktet blev kort efter bakket op af Nationalbankens direktør Erik Hoffmeyer.

Ikke alle, og i hvert fald næppe Anker Jørgensen, var enige i, at det stod helt så slemt til. En norsk avis bemærkede, at hvis danskerne var på vej mod den økonomiske afgrund, så foregik turen i hvert fald på 1. klasse. At nye indgreb over for den hastige stigning i priser, lønninger, betalingsunderskud og udlandsgæld var uomgængelige, var alle dog enige om, og for at bremse en økonomisk hamstringsbølge i forventningen herom vedtog Folketinget allerede i november et omgående og totalt pris-, husleje-, udbytte- og lønstop; desuden nedskrev regeringen kronen med fem procent over for alle andre valutaer i EF's valutasamarbejde (EMS'en).

Umiddelbart efter spillede regeringen i december ud med en omfattende krisepakke, en såkaldt helhedsplan, hvis hovedelement var en hidtil uset stram indkomstpolitik med suspension af alle dyrtidsportioner i foråret 1980, mindre automatik i dyrtidsreguleringen, forbud mod lønstigninger (lønglidning) helt frem til marts 1981, samt en række forhøjelser af især erhvervsbeskatningen. Til gengæld for det 'sure', altså den reallønsnedgang for lønmodtagerne, indgrebet ville medføre, ønskede regeringen, at Folketinget samtidig vedtog det 'søde', nemlig foruden etablering af den tidligere foreslåede Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) også en begyndende ØD-ordning med central fond i form af „obligatorisk og solidarisk overskudsdeling” (OD). Det sidste, altså LO's og Thomas Nielsens kongstanke, var som forventet helt uspiseligt for alle de borgerlige partier.

Med Det Radikale Venstre forholdt det sig dog her lidt anderledes. Den gamle radikale leder P. Munch havde allerede som ung politiker i begyndelsen af 1900-tallet slået til lyd for en form for økonomisk overskudsdeling på virksomhederne som middel til at dæmpe og udjævne klassemodsætningerne i samfundet. De Radikale og deres nye leder siden 1978, Niels Helveg Petersen, var heller ikke afvisende over for OD-tanken, blot afskyede de i lige så høj grad som V og K den centralstyrede fond. Under uformelle forhandlinger med Anker Jørgensen nåede Helveg Petersen i december 1979 til enighed om en OD-reform uden den famøse centrale fond, og de to partiledere havde tilsyneladende opnået deres folketingsgruppers tilslutning. Men da Svend Auken i sidste øjeblik måtte meddele, at LO under ingen omstændigheder ville give afkald på den centrale fond, faldt aftalen på gulvet.

Forløbet bidrog til at svække den radikale leders tidligere tætte personlige tillidsforhold til Svend Auken, og til dels også til Anker Jørgensen, hvilket skulle få betydning for De Radikales positioner i 1980'erne. OD-konstruktionen ville dog nok alligevel være endt på gulvet. De andre små midterpartier var skeptiske, og venstrefløjsflertallet i SF's hovedbestyrelse – og alle fløje i VS – ville slet ikke vide af OD/ØD-forslaget, som de med eller uden central fond anså for et projekt, der ikke reelt brød med den kapitalistiske logik; og under ingen vilkår ville de kæde OD/ØD sammen med accept af indkomstpolitikken.

Anker Jørgensen pillede herefter til Thomas Nielsens højlydte fortørnelse OD-elementet helt ud af helhedsplanen. Til gengæld åbnede den alligevel for lønglidning på det private arbejdsmarked. Med skiftende flertal vedtog regeringen, SF og de små borgerlige midterpartier i store træk planen lige før juleferien 1979, inklusive LD-forslaget, som arbejdsminister Svend Auken i Folketinget forsikrede ikke var „starten på en snedig ØD-fond, men en fuldstændig normal pensionsordning”.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Mod afgrundens rand?.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig