Neutralitetsprincipperne

Kampen for Norge blev kæmpet, uanset om der var fred eller krig i Europa. Kampen for neutraliteten og for neutralitetsprincipperne blev derimod i sagens natur udkæmpet under stormagtskrigene, med stigende styrke i takt med at stormagternes økonomiske krigsførelse blev intensiveret.

Den danske helstat havde siden 1720 været en stat uden territoriale aspirationer, og neutralitet under stormagtskrigene var derfor dens naturlige politik. Men lige så naturligt var det at føre en neutralitetspolitik, der gav den størst mulige fortjeneste til handelen og søfarten under det neutrale danske flag.

Det var den danske regerings opfattelse, at kongens undersåtter var berettiget til at handle med hvem de ville, hvor de ville, og med hvad de ville. Den danske regering hævdede derfor et sæt neutralitetsprincipper, der berettigede neutrale til

1: at besejle de krigsførendes havne, kyster og kolonier; 2: at transportere alt undtagen egentligt krigsmateriel; 3: at transportere de krigsførendes gods (i slagordets form: frit skib, fri ladning; eller: flaget dækker ladningen) og 4: at afvise visitation af neutrale handelsskibe under konvoj.

At disse principper harmonerede fuldstændigt med en optimal dansk udnyttelse af neutralitetskonjunkturerne, var klart for enhver. Men det var lige så klart, at en engelsk anerkendelse af dem ville være ensbetydende med, at England måtte afstå fra at udnytte sit herredømme til søs til økonomisk krigsførelse over for sine modstandere, som blot kunne lade deres handel og søfart fortsætte under dansk flag.

Mellem det neutrale Danmark og det krigsførende England var der derfor en konstant konflikt om neutralitetsprincipperne og neutralitetsudnyttelsen. I et isoleret opgør med stormagten England ville Danmark uvægerlig blive taberen. Men konflikten var ikke og kunne ikke være isoleret.

Dels kunne Danmark forvente støtte fra andre neutrale, dels stred det mod Englands egne interesser at udøve en så hårdhændet kontrol med dansk handel og søfart, at det fik helstaten til at slutte sig til Englands modstandere. Englands fortolkning af neutralitetsprincipperne og dets politik over for Danmark svingede derfor i takt med krigenes konjunkturer.

Danmark havde ved flere lejligheder samarbejdet med andre neutrale. Helt tilbage i 1690'erne under Den pfalziske Arvefølgekrig var det neutrale Danmark og det neutrale Sverige gået sammen og havde undertegnet traktater, der skulle beskytte de to staters søfart og handel. Og tre gange i løbet af 1700-tallet indgik Danmark et formaliseret samarbejde med andre neutrale.

I alle tre tilfælde var der imidlertid betydelig afstand imellem facaden og den faktisk førte politik. De to neutralitetskonventioner, som Danmark i 1756 og i 1794 indgik med Sverige, kunne umiddelbart se ud som forsøg på effektivt neutralt samarbejde over for de krigsførendes overgreb, men i begge tilfælde var der tale om diplomatiske undvigelsesmanøvrer.

Danmark var nødt til at gå med, men forinden havde J. H. E. Bernstorff – og i 1794 hans nevø A. P. Bernstorff – omhyggeligt fået slettet de bestemmelser, der kunne udfordre England og dermed skade den danske neutralitetsudnyttelse.

Og det berømte Væbnede Neutralitetsforbund, som Katharina 2. tog initiativet til at oprette i 1780, og som hun udtrykkeligt baserede på de danske neutralitetsprincipper, gik Danmark kun med i, fordi det af hensyn til bevarelsen af Norge ikke kunne tillade sig at afslå Ruslands opfordring. Men underhånden lod Danmark den engelske regering forstå, at det ikke havde til hensigt at gøre brug af sit medlemskab af zarinaens neutralitetsforbund.

Forklaringen på, at Danmark ikke ønskede at samarbejde med andre neutrale om hævdelsen af sine neutralitetsprincipper, var, at det ville skade snarere end gavne de danske interesser. Erfaringen havde vist, at de neutrales interesser indbyrdes var for stærkt afvigende, samt at neutraliteten havde sine grænser.

I et samarbejde med Sverige skulle Danmark således kæmpe for, at klart krigsvigtige varer som svensk jern, tjære og beg var tilladeligt gods og ikke krigskontrabande, samtidig med at de stærke politiske bånd, der traditionelt forbandt Sverige og Frankrig, var belastende for forholdet til England.

Danmark ønskede selv at bevare kontrollen med sit forhold til England og føre en fleksibel politik, der kunne tilpasses de hastigt skiftende politiske og militære konjunkturer. I 1781 – under Den amerikanske Frihedskrig – erklærede Guldberg snusfornuftigt, at det var klogest at „snakke for os selv og liste os igennem, som vi bedst kan”.

Danske interesser blev bedst varetaget ved en defensiv neutralitetspolitik.