Niels Hemmingsen, træsnit fra 1566 i den tyske oversættelse af hans latinske vejledning for præster, Pastor fra 1562. Han har Bibelen opslået på Guds formaning om at følge Moseloven. Billederne på væggen forestiller den utro og den gode hyrde.

.

Frederik 2. vogtede som sin far enheden i tro og lære med stor nidkærhed. Enhver diskussion om troen eller ceremonierne kunne kun forstyrre roen og „forvirre sognepræsterne”.

Men problemet var, at nogle af de gamle modsætninger i middelalderens kirkelære fortsat gjorde sig gældende i lutherdommen. Luther havde kraftigt fremhævet det skarpe skel mellem lov og evangelium, mellem det menneskelige og det guddommelige. Melanchthon, hans medarbejder og efterfølger som ledende teolog i Wittenberg, betonede derimod menneskets muligheder ved fornuftens hjælp. Der var for ham en sammenhængende linie imellem, hvad mennesket kan indse og gøre ved fornuftens hjælp, og det der hører til livet som kristen. Melanchthon og hans meningsfæller kunne henvise til Paulus' ord i Romerbrevet om, at alle mennesker, også hedningene, har fået Loven skrevet i deres hjerter, så de af naturen gør det rette. Desuden nærmede Melanchthon sig Calvins nadveropfattelse.

Franskmanden Jean Calvin, én af de betydeligste reformatoriske teologer ved siden af Luther, måtte flygte fra sit katolske fødeland og slog sig i 1536 ned i Genève. Her fik han i løbet af 20 år gennemført et præstestyre, hvor kirketugten bestemte alle sider af borgernes liv. Calvin fremhævede som Luther Bibelen som eneste autoritet og sig selv som dens fortolker. For Calvin kom tanken om Guds almagt i forhold til det syndige og afmægtige menneske stærkt til udtryk i Bibelens tale om Guds forudbestemmelse – at Gud før verdens skabelse har forudbe stemt hvert enkelt menneske til frelse eller fortabelse. Luther måtte naturligvis mene det samme, det står jo i Bibelen, men for ham hørte det til Guds hellige hemmeligheder, som man ikke skal søge at forstå ved fornuftens hjælp. Hos Calvin blev den et hovedpunkt. Også i opfattelsen af nadveren var der stor forskel. Luther hævdede, at Kristi legeme og blod var fysisk til stede i nadverelementerne, samtidig med at de beholdt deres natur. Calvin så Kristi tilstedeværelse i brødet og vinen som åndelig. Calvinismen førte til langvarige borgerkrige i Frankrig. I Nederlandene, Skotland og England fik den varig indflydelse. Den hørte til de farlige tanker, som den danske konges undersåtter måtte beskyttes imod.

Efter Luthers død i 1546 forsøgte Melanchthon at manøvrere imellem Luther, Calvin og Erasmus, og hans autoritet holdt teologerne nogenlunde sammen. Men da han selv var død i 1560, blev stridighederne voldsomme. De tyske protestantiske fyrster ville have ro i deres kirker. I 1580 fik de gennemtrumfet en konkordiebog, et bekendelsesskrift, som de ortodokse lutheranere havde samlet sig om, og som afviste både katolicisme, calvinisme og filippisme, dvs. Filip Melanchthons lære. Danmark undgik ikke sin part af disse besværligheder.

Det var fra sin svoger, kurfyrsten af Sachsen, Frederik 2. fik at vide, at der var noget galt i den danske kirke. Den internationalt kendte teolog og professor Niels Hemmingsen, havde mel i sin teologiske pose, som ikke var rent. Kurfyrsten havde opdaget, at hans egne teologer i Wittenberg og andre steder havde lanceret en nadverlære, der lignede Calvins. Det gik naturligvis ikke, og de sad nu i fængsel, men under forhørene havde de undskyldt sig med, at den store Niels Hemmingsen lærte det samme. Kongen lod Peder Oxe holde en dundertale til professorerne og de københavnske præster, og Niels Hemmingsen måtte efter lange og vanskelige forhandlinger tilbagekalde de anstødelige passager, han havde skrevet. Kurfyrsten var ikke tilfreds med det, og i 1579 tog Frederik 2. sig endelig sammen og suspenderede Hemmingsen, hvis filippistiske tro kongen delte. Hemmingsen kom aldrig tilbage til universitetet. Han levede sine sidste år i Roskilde, stadig højt anset, også i udlandet.

At regeringen ikke ville have rokket en tøddel ved traditionen fra Christian 3.s tid demonstrerede den ved at afvise den nye tyske konkordiebog. Frederik 2. fik den tilsendt i to eksemplarer fra sin søster i Sachsen. Dem smed han på „en god skorstensild”. Det gjorde andre klogt i at lære af.

Niels Hemmingsen har udtalt sig om mange ting i sine talrige skrifter, bl.a. om rentetagning og ægteskab, som vi har set, og om trolddom, hvor han hørte til dem, der pressede på for at få den verdslige øvrighed til at gøre mere ved sagen. Han ville have en kraftig lovgivning både imod den skadevoldende og den helbredende magi og spåning. Heri adskilte han sig ikke fra de ortodokse lutheranere. Når Niels Hemmingsen skal nævnes blandt humanisterne, er det især på grund af hans interesse for det samfundsetiske og menneskets medfødte muligheder. Her var han én af forløberne for de diskussioner om den naturlige ret, som kom til at stå på i de følgende århundreder.

Som hos læremesteren Melanchthon var udgangspunktet den lov, som alle mennesker ifølge Paulus havde skrevet i hjertet. Når vi alle har en kim af den guddommelige fornuft i os, må vi også være i stand til at finde frem til gode og rette love for samfundet. Hemmingsen ville undersøge, „hvor langt fornuften kan nå uden det profetiske og apostoliske ord” i klarlæggelsen af de moralske principper, som var mennesket medfødt. Kun det er sand lov, som har sin faste og nødvendige grund alene i menneskets natur og som ikke er nødt til at støtte sig på ydre autoritet som fyrstemagt og verdslig lovgivning. Gud har indrettet samfundet, så der er forskel på mennesker, og sådan skal det være, men i modsætning til Luther hævder Niels Hemmingsen en ret til oprør mod den verdslige øvrighed. Det tilkommer dog hverken bønder eller borgere, men „de øverste senatorer”, der var nærmest kongen. I Danmark var det rigsrådet, der havde denne ret på folkets vegne. Niels Hemmingsen er her på linie med Calvin, hvis dårlige erfaringer med den franske kongemagt havde bragt ham på disse tanker. Men i modsætning til Calvin tog Hemmingsen ikke udgangspunkt i Gud, men i menneskets medfødte evner til at forstå Guds bud og indrette et bedre samfund. Han står her Erasmus nærmere. Niels Hemmingsen gjorde det eksperiment at udelade alle teologiske overvejelser og undersøge fornuften som selvstændig faktor, men det var en selvfølge for ham, at den naturlige ret som skabt af Gud måtte være i overensstemmelse med Guds lov. Det var først i det følgende århundrede, at samfundets indretning blev overvejet helt uafhængigt af teologien ud fra forestillingen om menneskets medfødte rettigheder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Niels Hemmingsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig