Udenrigsminister K. B. Andersen (t.v.) udveksler synspunkter med USA's udenrigsminister Henry Kissinger under NATO-rådsmødet i december 1975 i Bruxelles. I baggrunden NATO's generalsekretær, hollænderen Joseph Luns. Det var især den socialdemokratiske regerings aktive engagement i de sortes kamp mod de hvide minoritetsregimer i det sydlige Afrika, der på dette tidspunkt var kilde til uenigheder mellem USA og Danmark. Kissinger var specielt bekymret over den sovjetisk-cubanske intervention i den nyligt frigjorte portugisiske koloni Angola. K.B. Andersen og Anker Jørgensen påpegede, at hvis USA og de andre store NATOvestmagter havde ført samme mangeårige, klart kritiske politik som Danmark over for såvel den portugisiske kolonimagt som apartheid-regimerne i det sydlige Afrika, ville der næppe have været grobund for den aktuelle kommunistiske indtrængen i Afrika.

.

Det dansk-amerikanske forhold havde siden slutningen af 1940'erne i den atlantiske alliances tegn officielt været tæt og varmt, ikke mindst under de demokratiske præsidenter, selv om der især under overfladen også havde været en række konkrete uoverensstemmelser. I sidste halvdel af 1960'erne bidrog en række internationale konflikter især i den tredje verden dog til i nogen grad at belaste de bilaterale forbindelser mellem København og Washington. Det officielle Danmark havde ganske vist længe været mere tøvende end de fleste andre vesteuropæiske lande med at markere en kritisk distance til USA's krigsførelse i Vietnam. Men det indenrigspolitiske pres for en sådan distance steg i takt med eskaleringen af krigen, og af stor betydning blev her de såkaldte Pentagon-papirer, som New York Times offentliggjorde i juni 1971. Dokumenterne bekræftede meget af, hvad skarpe kritikere af USA's krigsførelse i Vietnam længe havde fremført, og afsløringerne chokerede ledende danske politikere i en sådan grad, at de bidrog direkte til den nytiltrådte socialdemokratiske regerings diplomatiske anerkendelse af Nordvietnam i november 1971. Det danske skridt, som i øvrigt kom næsten tre år efter Sveriges og flere måneder efter Norges tilsvarende anerkendelse, vakte stærk irritation i præsident Richard Nixons Hvide Hus. Her lod man sig ikke påvirke af udenrigsminister K.B. Andersens velmente, fortroligt fremførte forklaring over for Washington om, at Vietnamkrigen var blevet katastrofal, også fordi den var med til at skabe en generation af antiamerikanske unge i Vesteuropa.

Bedre blev det ikke af, at Anker Jørgensen få dage efter sin overtagelse af statsministerposten efter J.O. Krag i oktober 1972 afsluttede sin åbningstale ved et internationalt, USA-kritisk Vietnam-tribunal på Christiansborg med et krav om „U.S. out of Indochina”. Lavpunktet for de dansk-amerikanske forbindelser blev nået et par måneder senere, da præsident Nixons massive „julebombardementer” over Nordvietnam fik Anker Jørgensen til på regeringens vegne at udtale sin fordømmelse af bombningerne, idet parterne „og ganske særlig USA” måtte påtage sig et tungt ansvar for det vietnamesiske folks fortsatte ufattelige lidelser. K.B. Andersen gik ved årsskiftet 1972-73 så vidt som til offentligt at antyde, at USA's fortsatte krigsførelse i Vietnam kunne få Danmark til at overveje sin stilling i NATO, idet Washingtons „totalt fejlslagne”politik i Vietnam ubestrideligt var „en politisk belastning for NATO”.

Det var første gang siden indmeldelsen i 1949, en dansk udenrigsminister satte spørgsmålstegn ved landets medlemskab af NATO. Men udtalelserne skal ses på baggrund af den højaktuelle, ekstreme internationale situation, hvor meget store dele af verdensopinionen fordømte USA's massive bombestrategi i Indokina. Det var også kulminationen og vendepunktet. Allerede den 3. januar 1973 ophørte USA's bombninger officielt, og forhandlingerne om våbenhvile og fuldstændig amerikansk troppetilbagetrækning fra Indokina kom i skred. Den 10. januar fastslog K.B. Andersen i Folketinget, at da NATO var grundlaget for Danmarks aktuelle sikkerhedspolitik, ville det ikke være i landets interesse at lade begivenhederne i Vietnam få følger for Danmarks forhold til alliancen. Men hvor lange skygger ville begivenhederne kaste på det dansk-amerikanske forhold i fremtiden? USA's ambassade i København vurderede fortroligt i januar 1973, at den udbredte modstand i Danmark mod USA's krigsførelse havde reduceret den amerikanske indflydelse i landet næsten til forsvindingspunktet. Herfra kunne det kun gå fremad.

Aftalerne mellem USA og Nordvietnam i foråret 1973 afspændte situationen på alle fronter, og i de følgende måneder og år tog både Danmark og USA flere initiativer til at genoprette de gode forbindelser mellem de to lande, bl.a. i form af regelmæssige møder på højt niveau. Allerede i juni 1973 kom USA's udenrigsminister William Rogers på et kort officielt besøg i Danmark i forbindelse med NATO's udenrigsministermøde i København, og der var her enighed om at betragte gensidig kritik som noget, der fra tid til anden forekom mellem demokratiske lande. Den danske regering erklærede sig også grundlæggende enig i præsident Nixons sikkerhedsrådgiver – og snart USA's udenrigsminister – Henry Kissingers initiativ i 1973 til en genbekræftelse og befæstelse af de transatlantiske relationer mellem USA og Vesteuropa/ EF.

I 1975-76 kom den dansk-amerikanske enighed dog igen på prøve. Som kommentar til Sydvietnams fald til kommunisterne i foråret 1975 og dermed Vietnamkrigens endelige afslutning fastholdt statsminister Anker Jørgensen, at hovedansvaret for det skete hvilede på de skiftende stærkt konservative Saigon-regimer, som havde været allierede med USA, der også ifølge statsministeren havde „fejlvurderet situationen totalt” og baseret sin indsats på et falsk ideologisk grundlag. Udtalelserne blev kritiseret af Venstre og De Konservative, som altid havde været mere forstående over for USA's Vietnampolitik, og de vakte også stærk irritation hos udenrigsminister Henry Kissinger. Det hindrede dog ikke, at Anker Jørgensen både i maj og i november 1975 i samtaler med den nye amerikanske præsident Gerald Ford kunne konstatere en fundamental enighed mellem Danmark og USA, uanset naturlige meningsforskelle om visse konkrete spørgsmål. Blandt de spørgsmål, som både Anker Jørgensen og udenrigsminister K.B. Andersen fortsatte dialogen med USA om i de følgende år, var udviklingen i Afrika. USA så med stor bekymring på den sovjetiske og cubanske intervention i specielt Angola, men også på risikoen for sovjetisk indflydelse i det sydlige Afrika. Danmark delte bekymringen, men K.B. Andersen fastholdt det danske standpunkt siden 1960'erne, nemlig at de vestlige stormagter i stor udstrækning havde deres egen massive støtte til undertrykkende koloni- og apartheidregimer i denne del af verden at takke for den aktuelle situation. Danmark havde derimod længe arbejdet for at give humanitær støtte til de lokale befrielsesbevægelser, der bekæmpede disse regimer, så de ikke alene var henvist til at søge støtte i og blive afhængige af Østblokken. Det danske standpunkt vandt dog ringe forståelse, og da Danmark i november 1976 i FN stemte for en fordømmelse af USA's og flere EFstormagters våbeneksport til Sydafrika, reagerede USA og flere EF-lande med skarp kritik af Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Nordatlantisk enighed - og splid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig