Nyttigt idioti - demokratisk mod?

Kernen i de borgerlige partiers kritik af Socialdemokratiets og det alternative sikkerhedspolitiske flertals mange dagsordener og fodnoter siden 1979 var for det første, at de svækkede Danmarks udenrigspolitiske troværdighed og skadede landets anseelse og indflydelse i NATO. For det andet, at de svækkede den solidaritet og det enstemmige sammenhold, der blev betragtet som et næsten helligt og i hvert fald ufravigeligt kernepunkt i NATO-samarbejdet, ikke mindst i den aktuelle kritiske og tilspidsede fase af den kolde krig. Og for det tredje, at de kunne udnyttes i den sovjetiske propaganda, hvad de da også blev.

Heroverfor blev det i stigende grad holdningen i den socialdemokratiske ledelse med Anker Jørgensen i spidsen, at atomvåbenkapløbet mellem Øst og Vest havde nået et nyt, farligt og stadig mere meningsløst stadium. Kjeld Olesen talte i oktober 1982 om, at „verden lider af et balancesyndrom, hvor man minutiøst tæller atomsprænghoveder op på hver side, mens de samlede atomarsenaler kan slå menneskeheden ihjel adskillige gange”. Den særlige logik, der på begge sider lå bag mere end 30 års gensidig atomkaprustning, nemlig at modparten kun havde respekt for militær styrke, og at flere atomvåben derfor skabte mere sikkerhed, måtte efter de socialdemokratiske lederes opfattelse brydes. Det skulle ifølge dem ske ved, at Vesten på grundlag af ikke blot sin militære styrke, men også den moralske styrke, det vestlige demokratiske system gav, viste politisk mod til i højere grad at sætte sig ind i modstanderens tankegang og anerkende, at modparten reelt kunne føle sig truet. Vesten måtte indrette sine egne militære og diplomatiske positioner derefter.

Som aktive medlemmer af den socialdemokratiske arbejderbevægelse siden 1950'ernes kolde krig henviste politikere som Anker Jørgensen og Kjeld Olesen til flere årtiers personlige erfaringer med at bekæmpe kommunisterne og deres måde at arbejde på. De afviste derfor pure beskyldninger om, at de naivt lod sig bruge som „nyttige idioter” af Sovjetunionen og hjemlige „freds”-DKP'ere, når de også offentligt distancerede sig fra dele af alliancens politik og strategi, fordi denne efter deres opfattelse netop risikerede at underminere tilslutningen til USA og NATO i den vesteuropæiske opinion. De mente, at når NATO var skabt til at forsvare det demokratiske samfundssystem med fri meningsudveksling, havde alliancens medlemslande, også de små, ret til at sige deres mening, når de var oprigtigt uenige. Det var netop det afgørende fortrin og styrken ved alliancen af demokratiske lande, i modsætning til Warszawapagtens totalitært styrede linie, hvor kun én mening blev tilladt – den sovjetiske.

Denne opfattelse af NATO-solidariteten ramte imidlertid en nerve hos ledende borgerlige politikere, som ikke mente at kunne se andet end illoyalitet og svigt over for NATO og farlig eftergivenhed over for Moskva hos socialdemokrater, venstrefløjspartier, radikale og de uafhængige fredsbevægelser. Også selv om disse i lige høj grad tog afstand fra østlig og vestlig atomoprustning, og uanset at det alternative sikkerhedspolitiske flertals virkelige kuglestøbere var et kritisk miljø af uafhængige våbenkontroleksperter og tidligere civile og militære koldkrigsstrateger i første række i USA, men også i Vesteuropa, tillige med eksperter i de uafhængige fredsbevægelser og i andre vesteuropæiske socialdemokratiske partier. Ingen af de sidstnævnte kunne dog som det danske Socialdemokrati mobilisere et fast sikkerhedspolitisk flertal i deres respektive parlamenter.

At argumenterne og ideerne i vidt omfang kom udefra, dvs. vestfra, var både styrken og svagheden ved det alternative flertal. Dets sikkerhedspolitiske linie, som formelt blev officiel dansk udenrigspolitik, var formuleret som mere eller mindre improviserede kompromiser fra sag til sag af en snæver kreds af politikere, og i form af reelt fritsvævende overskrifter eller paroler i folketingsdagsordener. De blev til som en del af et partitaktisk spil på Christiansborg, fra 1982 mellem en forbitret opposition og en modarbejdende regering, et spil som efterhånden fik en vis egen indre dynamik.

Der kunne under disse forhold ikke for alvor blive tale om en sammenhængende og velgennemtænkt sikkerhedspolitisk strategi med konkret underbygning af, hvordan målsætningerne kunne nås i praktisk politik. Det blev stort set ved fodnoterne, og også derfor opfattede de allierede politikken som lidet troværdig. Medvirkende hertil var også, at indholdet i de fleste af de sikkerhedspolitiske dagsordener var resultatet af kompromiser mellem på den ene side SF og til tider VS og på den anden side De Radikale og Socialdemokratiet, som dermed i realiteten måtte rykke et skridt til venstre i deres sikkerhedspolitik. Til gengæld måtte SF og VS som forudsætning indirekte acceptere NATO-medlemskabet. Under alle omstændigheder var paradokset, at NATO-kritikerne under den borgerlige Firkløverregering fik større indflydelse på landets sikkerhedspolitik end på noget tidligere tidspunkt siden 1949.

Dybest set skyldtes forvirringen om Danmarks sikkerheds- og atompolitiske kurs i disse år, at de politiske ledere i partier over hele spektret fra højre til venstre i mange år forud havde forsømt eller bevidst undgået at følge og at debattere de afgørende nuancer og undertoner i den internationale strategiske og våbenteknologiske udvikling. Vanetænkningen blandt såvel NATO-tilhængere som NATO-modstandere viste sig ikke længere tilstrækkelig, da de storpolitiske konflikter, som Danmark var uløseligt involveret i, blev akutte i 1980'ernes voldsomt polariserede internationale klima.