Ofre og resultater

Danskerne var umiddelbart efter den 9. april 1940 usikre og ængstelige. Hvad ville deres skæbne blive? Samtidig med, at det efter 1943 blev tydeligt, at tyskerne ikke kom til at bestemme den, voksede den øjeblikkelige utryghed. Sukkerrationernes størrelse er ikke et tilstrækkeligt mål for besættelsestidens forløb. Selv om Danmark ikke kan opvise de samme lidelser som andre okkuperede områder, havde det også sine ofre. I alt 11.000 danskere prøvede at være indespærret i tysk fængsel i Danmark, deraf 7000 i Frøslevlejren. I tyske kz-lejre sad 6000, nemlig 2000 politifolk, 500 jøder, 450 såkaldt asociale, dvs. småkriminelle, 150 kommunister og 2900 andre politiske fanger, dvs. folk fra modstandsbevægelsen.

Af kz-fangerne døde ca. 600, altså ti procent, mens 90 procent af de hollandske og franske omkom. Forklaringen herpå er, at danskerne efter nogen tid fik lov at modtage pakker, at de kom senere til Tyskland og hurtigere hjem på grund af den storstilede undsætning, som svensk Røde Kors under grev Folke Bernadottes ledelse og i samarbejde med de danske myndigheder gennemførte i krigens fem sidste måneder med „de hvide busser”. 103 blev henrettet, mens ca. 100 omkom ved clearingmord m.v. I alt var tyskerne direkte ansvarlige for godt 1600 dødsfald. Ved eksplosionsulykker, flyangreb osv. dræbtes ca. 500. Hertil skal lægges ca. 1500 søfolk, hvoraf de fleste omkom i allieret tjeneste.

Når Danmark slap så forholdsvis nådigt, skyldtes det forhandlingspolitikken, som i virkeligheden fortsatte også efter den 29. august 1943, men nu uden at belaste politikerne. Den passede som fod i hose til tyskernes ønske om Danmark som et mønsterprotektorat. Modydelsen fra tysk side var, at udplyndringen skulle foretages med måde og helst med de udplyndredes medvirken. Det kunne ske ved gode priser, hvorefter regningen via Nationalbankens clearingkonto blev præsenteret for hele det danske folk. Det var stærkt generende for tyskerne, at opsætsigheden i Danmark efterhånden antog krigeriske former. Forhandlingspolitikken havde også – om end ganske utilsigtet – sin væsentlige andel heri. Takket være den fik modstandsbevægelsen nemlig bedre vækstbetingelser end i andre besatte lande, hvor Gestapo og SS fra første færd skred ind med den største grusomhed.

Mens forhandlingspolitikkens tilhængere alene tænkte på at bjerge land og rige igennem krigens ragnarok med de færrest mulige ofre i menneskeliv og i materielle tab, byggede modstandsbevægelsen på en anden grundopfattelse. Frode Jakobsen har rammende givet udtryk for den: „Det var en pine, at andre sloges og blødte også for vor frihed, mens vi i Danmark ikke blot ingenting gjorde, men faktisk hjalp dem, som vi var enige om repræsenterede uretten.” Det var en klar moralsk begrundelse, som følgelig måtte kræve, at vi ydede vort bidrag til nedkæmpelsen af Hitler-Tyskland. Men hertil kom, at der både af idealistiske grunde og – efter at krigslykken var vendt – tillige af realpolitiske årsager kunne være god grund til, at også danskerne tog kampen op for at være på den rette side, når krigen sluttede. Og det var Danmark.

Det er åbenbart, at det danske bidrag til de allieredes krigslykke var såre beskeden i sammenligning med den kolossale indsats, de allierede selv ydede. „Hvem ved, om det ikke var den halve million tons dansk handelsflåde, som de danske søfarende bragte til allierede havne, der blev den afgørende margen i kampen om Atlanterhavet”, udtalte allerede i 1942 en repræsentant for den engelske regering. Og selv om tids punktet for et sådant udsagn gør, at det må tages med forbehold, var den danske handelsflåde og dens besætningers indsats formentlig af største værdi, også fordi den allerede begyndte i april 1940. Sabotagen havde nålestikkenes karakter og kan affejes som militært betydningsløse, men de viste mod slutningen af krigen, at det danske folk var på de allieredes side. Modstandsbevægelsens indsats havde betydning for, at Danmark i 1945 opnåede status som associeret med de allierede med de fordele, det indebar.

Først og sidst havde modstandsbevægelsen til hensigt at underminere indrømmelsespolitikken, og det opnåede den. Men den ønskede tillige, når krigen var ovre, at demokratiet skulle genindsættes. Det lykkedes også. Da krigen sluttede i maj 1945 anede kun få, at de fordums allierede snart ville stå over for hinanden i den kolde krig. Modstandskampen fik da den betydning, at den under devisen „Aldrig mere en 9. april” var en afgørende faktor for den placering, Danmark valgte i efterkrigstidens alliancesystem. Modstandskampen skabte dermed en folkelig bevægelse af største rækkevidde i vor demokratiske historie.