Grundtegningen af København fra 1831 er forsynet med prospekter af byens seværdige bygninger. Øverst i midten C. F. Hansens Christiansborg, der stod færdigt i det ydre i 1822. Den indre udsmykning blev først bragt til ende omkring 1840. Så at sige al plads inden for voldene var nu optaget af byggeri, og man ser på denne plan, at hær og flåde med Holmen, Kastellet og Nyboder tilsammen beslaglagde omkring en tredjedel af arealet. Hertil kom militære institutioner flere steder i byen.

.

Den fine ende af København var Bredgade-kvarteret, hvor de førende købmænd, adelsfamilier og fremmede diplomater havde deres boliger. H. G. F. Holm udførte omkring 1820 denne akvarel af „Schumachers gård”, Bredgade 30, på bestilling af den britiske gesandt, der boede i denne ejendom. Til venstre i forgrunden et hjørne af Moltkes Palæ, der tilhørte storkøbmanden Constantin Brun. Til højre portlængen foran det palæ, som ejedes af finans-, senere udenrigsminister Ernst Schimmelmann. Også gadens personer udstråler klasse og stil, mens den løsgående hund var et indslag i københavnsk gadeliv uanset socialt niveau.

.

Ved folketællingen i 1801 havde København 101.000 indbyggere. Den var langt det største bysamfund i monarkiet – i Holsten havde Altona ca. 23.000 indbyggere, og i kongeriget var Odense den største købstad med 5800 indbyggere.

I Europa var byer som London, Paris, Amsterdam, Wien og Sankt Petersborg langt større end den danske hovedstad, og umiddelbart syd for rigets grænse lå den stærkt voksende hansestad Hamburg, der på dette tidspunkt havde 116.000 indbyggere.

København var ikke en by, der imponerede besøgende fra det store udland. Man noterede dens smukke beliggenhed ved Øresund og dens fortræffelige havn. Og Flådens Leje med tilhørende depoter var ligesom Amalienborg Plads med Saly's rytterstatue obligatoriske seværdigheder.

Men det var åbenbart, at København og det rige, den var centrum for, både økonomisk og kulturelt lå i periferien af Europa. I årene efter 1814 fik fremmede besøgende et indtryk af stagnation – den florissante handel var ophørt, og de mange ruiner og tomter fra 1807 vidnede om knappe ressourcer og manglende driftighed.

Byens privilegier fra 1661 gav den prædikat af kongelig residens, fri rigsstad og dens borgerskab status af en fri rigens stand. Ved indgangen til 1800-tallet var byen styret af en magistrat, der var udnævnt af kongen og rekrutteret fra centraladministrationen. Også byens embedsmænd udnævntes af kongen.

Som en form for borgerrepræsentation fungerede de såkaldte 21 mænd, der imidlertid ikke var direkte valgt af stadens borgere, men gennem generationer havde været selvsupplerende. Faldt et medlem bort, udpegede de tilbageværende to mænd, som magistraten derefter valgte imellem.

Var det således småt bevendt med frihed og selvstyre, prægede det til gengæld byen afgørende, at den var residensstad. En meget stor del af indbyggerne var direkte eller indirekte afhængige af hoffet, centraladministrationen og statens forskellige institutioner, først og fremmest hæren og orlogsflåden. Ved det kongelige hof var skønsmæssigt to procent af byens indbyggere beskæftiget.

Til hoffet hørte et aristokrati, der beklædte de ledende poster i statsstyreisen eller var knyttet til hoffet – eller begge dele. Her blev mønsteret gentaget, blot i mindre målestok. Til statsminister Chr. D. Reventlows husstand i Amaliegade hørte godt en snes personer foruden familien, og man førte endda et beskedent hus i forhold til sine standsfæller.

Den hvervede hærs soldater og underofficerer havde tidligere udgjort et talstærkt indslag i bybilledet. Man var nu på vej til en udskrevet, national hær, der under tjenesten blev indkvarteret i kaserner. Men ved folketællingen i 1801 var det fortsat ca. 20 procent af byens indbyggere, der havde deres udkomme ved militæret, især flåden.

Omtrent halvt så mange hørte til gruppen af civile embedsmænd og ansatte ved universitetet, kirkerne og tilsvarende institutioner. Lægger man hertil et betragteligt antal personer og familier, der opretholdt tilværelsen ved pensioner fra staten, var det mellem 30 og 40 procent af Københavns indbyggere, der var „offentligt ansatte”.

Kongefamilien og hoffet var centrum for byens liv. Alle kendte det og fulgte med i de begivenheder, der fandt sted. For en stor del af den københavnske befolkning gjaldt det, at man i sidste ende var afhængig af personer og indstilling på højeste sted. For en embedsmand i kancelliet, en officer eller en pensioneret bådsmand i Nyboder var det afgørende at være „i nåde” og undgå det modsatte.

Lønninger, pensioner og gratifikationer – gaver – var i datiden ydelser, der i sidste instans var udtryk for kongelige nådesbevisninger, ligesom ansættelsen i en statslig institution stadig langt hen ad vejen var at opfatte som et personligt troskabs- og tjenesteforhold til den enevældige monark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Omkring tronen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig