Værkstedsreglement for C.F. Jiirgensens mekaniske etablissement fra et af de sidste år i 1890'erne. Ordensreglerne på virksomhederne blev ensidigt fastsat af arbejdsgiverne. Fra ca. 1900 vandt værksteds-klubberne fodfæste, og arbejderne fik da ret til at vælge tillidsmænd, som efterhånden blev inddraget ved udarbejdelsen af ordensreglerne. C.F. Jürgensens fabrik var en af fire københavnske virksomheder, der i 1890'erne påbegyndte fremstillingen af cykler.

.

Arbejderfamilie, fotograferet 1905 foran deres kolonihavehus i haveforeningen „Aftenhvile”, der lå ved Godthåbsvej i København over for den nuværende Grøndal Station. Kolonihaveforeningerne, hvoraf en del endnu eksisterer, skod op i en ring rundt om hovedstaden ud til det åbne land. I baggrunden græsser heste og får. Det beskedne hus er omgivet af en frodig nyttehave.

.

Jacob Anton Hansen blev kort før storkonflikten i 1899 valgt til formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, et hverv han bestred til sin død i 1926. Han var uddannet som grovsmed og er den første i rækken af „stærke smede”, der har stået i spidsen for dette centralt placerede fagforbund. Han var ivrig fortaler for, at arbejderne skulle organiseres i industriforbund og havde om dette såvel som andre politiskfaglige spørgsmål talrige sammenstød med M.C. Lyngsie.

.

I centrum for fagbevægelsens virke stod kampen for bedre løn og lavere arbejdstid gennem indgåelse af kollektive overenskomster. Navnlig efter septemberforliget blev der indgået mange overenskomster, både på landsplan og ude i de enkelte virksomheder. Det kollektive overenskomstsystem blev rygraden i det danske arbejdsmarked. De store landsdækkende overenskomster blev indgået med de tilsvarende arbejdsgiverorganisationer. De lokale aftaler var affødt af en langt lavere organisationsgrad blandt arbejdsgiverne end blandt arbejderne. Det gjorde det nødvendigt for de lokale fagforeninger at indgå et fintmasket net af aftaler med enkelte arbejdsgivere eller lokale organisationer uden for Dansk Arbejdsgiverforening.

I 1900 blev der mellem Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund og disses arbejdsgivere indgået en omfattende overenskomst, der blev model for det øvrige arbejdsmarked. Værkstedsregler og samarbejde på arbejdspladserne havde været et af de hyppigste konfliktemner i de foregående år, især fordi arbejdsgiverne fastholdt, at de alene skulle udstede reglerne. Nu blev det bestemt, at sådanne regler skulle fastlægges efter forhandling med arbejderne på stedet. Der blev også opnået enighed om, at arbejdsgiverne ikke måtte søge at trække de bedste fagligt aktive ud af fagforeningerne ved at gøre dem til arbejdsformænd. Det havde været et yndet middel til at stække en aktiv fagklub enten at afskedige eller forfremme de mest aktive. I overensstemmelse med septemberforliget blev det yderligere aftalt, at arbejdsformænd ikke burde være organiserede i arbejdernes fagforeninger.

På to områder betød denne overenskomst et principielt gennembrud. For første gang blev et minimallønsystem inden for jernindustrien accepteret af arbejdsgiverne. Der kunne nu forhandles lokalt om lønforhøjelser i selve overenskomstperioderne på grundlag af en ensartet minimalløn. Smede- og maskinarbejderne havde kæmpet for dette princip helt fra den store konflikt i 1885.

Før denne overenskomst havde talsmænd for arbejderne på de enkelte arbejdspladser ikke haft sikkerhed for, at arbejdsgiverne ville acceptere at forhandle med dem. Nu kunne arbejderne vælge tillidsmænd, der samtidig var deres talsmænd over for arbejdsgiverne. Den eneste begrænsning ved valget var et krav om to års ansættelse på det pågældende værksted. Tillidsmændene skulle samtidig være formænd for eventuelle værkstedsklubber. Bestemmelserne blev hurtigt overført til andre overenskomster, og der var hermed skabt et kontaktorgan, der udviklede sig til rygraden i det faglige organisationssystem.

I de første år efter storkonflikten blev de fleste overenskomster afsluttet uden konflikt. En tydelig afmatning kunne spores hos begge parter, der også ønskede at afprøve bærekraften af septemberforligets bestemmelser. Men efter nogle år tog konflikterne til i antal og omfang. De gode konjunkturer var med arbejderne, således at krav om lønforhøjelser og lavere arbejdstid kunne imødekommes i ret vid udstrækning.

På arbejdstidsområdet opnåede de københavnske typografer et gennembrud, da de i 1906 fik gennemtrumfet en overenskomst, der sikrede dem det længe eftertragtede mål, en ottetimers arbejdsdag med virkning fra 1910. Det skete en halv snes år før det øvrige arbejdsmarked. Generelt faldt arbejdstiden i perioden til i gennemsnit knap ni og en halv time i 1912, men med store variationer fra fag til fag og mellem geografiske områder.

Antallet af kroner og øre i lønningsposerne steg meget i denne periode, men den reelle løn var efter århundredskiftet for de faglærtes vedkommende stagnerende. Til gengæld oplevede de ufaglærte en betragtelig fremgang i realløn, hvilket hang snævert sammen med deres forbedrede konkurrencesituation på arbejdsmarkedet ved industriens mekanisering. Arbejdsgiverne gik bevidst efter de ufaglærtes billigere arbejdskraft, og dette blev internt i fagbevægelsen et alvorligt konfliktemne.

De fleste arbejdere oplevede disse år som en periode med materiel fremgang. De undersøgelser, der er foretaget af arbejdernes husholdningsregnskaber, tyder da også på, at der sammenlignet med 1880'erne var sket en udvidelse af forbruget til fødevarer, og især kom der en større variation i kosten, måske hjulpet lidt på vej af en stærk udvikling i skolernes undervisning af pigerne i husførelse og madlavning. Der blev indrettet skolekøkkener i mange byskoler.

Mest synligt slog fremgangen igennem i tøjforbruget. Her gik bedre løn hånd i hånd med de nye industrielt forarbejdede tøjvarer. De blev solgt i varehusene eller i postordre, hvor Daells Varehus blev det store ekspanderende firma. Var der yderligere overskud, satte familierne det i cykler, avishold, bøger og forlystelser, især den nye industrielle masseunderholdning i biografen.

For mange arbejderfamilier i byerne var det store mål at få råd til at leje en kolonihave og bygge sig et lille hus der. For dem, der boede i datidens tæt bebyggede arbejderkvarterer, imødekom kolonihaven et behov for frisk luft og frie omgivelser. Den kunne også fungere som erstatning for drømmen om eget hus og have og ikke mindst yde et vigtigt tilskud til familiens husholdning med selvdyrkede grønsager. Det var ikke få familier, der klarede sig gennem strejke- eller lockoutperioder med forsyninger fra egen have.

Egentlig var dette lidt paradoksalt, fordi ideen om kolonihaver var undfanget i Arbejdernes Værn, den forhadte forening for strejkebrydere, i begyndelsen af 1890'erne. Den blev hurtigt overtaget af de øvrige arbejdere, og efter århundredskiftet bredte kolonihavebevægelsen sig både i København og i mange købstæder. Som alle andre danskere organiserede også kolonihavefolket sig. I 1908 sluttede 20 københavnske haveforeninger sig sammen i Kolonihaveforbundet, der i 1914 udvidedes til at omfatte hele landet. Samtidig spredtes den danske bevægelse til de øvrige nordiske lande.

Trods fremgangen i materielle forhold og organisatorisk styrke levede arbejderne i skyggen af en konstant trussel om arbejdsløshed. Dens omfang varierede meget, og tallene er endnu i denne periode meget usikre. DsF begyndte i 1902 at indsamle tal fra de enkelte fagforbund, og i 1910 blev registreringen overtaget af Statens statistiske Bureau. Det var kun de organiserede, der blev registreret. Arbejdsløsheden var meget høj i de første år efter 1900, ca. 13 procent. Derefter faldt den i 1906-07 til ca. syv procent, for så igen under byggekrisen i 1908 og det næste par år at nå 12-13 procent. I de sidste år før verdenskrigen faldt den atter til ca. otte procent.

Understøttelsen ved arbejdsløshed vekslede meget. I 1890'erne og omkring århundredskiftet oprettede de fleste fagforeninger arbejdsløshedskasser, hvis bidrag var helt afhængig af medlemmernes indbetalinger. Fra politisk side blev der kort efter 1900 stillet forslag om statsstøtte til a-kasserne. Sagen blev behandlet i en kommission, og på grundlag af dennes betænkning vedtog Rigsdagen i 1907 en lov om statsstøtte til anerkendte a-kasser. Herefter kunne alle arbejdere indmelde sig i en fagligt afgrænset a-kasse, der modtog et statstilskud på en tredjedel af medlemsbidragene og eventuelt et kommunalt tilskud. Der indførtes en række strenge bestemmelser om karensdage og maksimale understøttelsesperioder. Ingen kunne modtage støtte under arbejdskampe, og arbejdere, der nægtede at tage anvist arbejde, fik frataget understøttelsen. Endelig blev a-kasserne skarpt adskilt fra fagforeningernes øvrige økonomiske aktiviteter. Det var den pris, som fagbevægelsen og Socialdemokratiet måtte betale for princippet om statsstøtte. A-kassernes midler måtte ikke længere kunne anvendes under konflikter. Til gengæld fik a-kasserne selv overladt administrationen, og arbejdsanvisningen blev tillagt dem. Det gav visse muligheder for anvisning til arbejdsgivere, der betalte de bedste lønninger, hvilket flere medlemmer af Arbejdsgiverforeningen gjorde opmærksom på. Som tilsynsmyndighed oprettedes et Arbejdsløshedsnævn, der som formand fik den i alle kredse højt agtede Th. Sørensen. Han havde i mange år været en fremtrædende skikkelse i dansk socialpolitik som formand for de kommissioner, der forberedte sygekasseloven og arbejdsløshedsloven. Skønt højremand kunne han med sin overbevisning om nødvendigheden af statshjælp til selvhjælp mødes med socialdemokraterne i deres ønske om en statsliggørelse af den sociale forsorg. Det blev i dette skæringspunkt, at langt den største del af dansk socialpolitik blev udformet i det meste af et århundrede.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Overenskomster, konflikter og resultater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig