På Guds og Herskabs nåde

Ethvert samfund er – som det enkelte menneske – fuldt af modsætninger og uforenelige tendenser. I den brydningstid, som 1500-tallet var, har vi mødt adskillige eksempler på det, både i samfundets grundlæggende udvikling og i de glimt af tankegange og synsmåder, som vi kan skimte over de 400 år, der skiller os fra disse mennesker. Vi har set modsætningerne komme til udtryk i de uforenelige opfattelser af, hvad det var for en reformation, der skulle til for at genoprette den gamle orden. Vi har set konflikterne slå over i opstande og borgerkrig, og vi har fulgt statsmagtens og kirkeledelsens forsøg på at omstille befolkningen til nye tænkemåder efter 1536. Lad os her til sidst forsøge at sammenfatte nogle af de til dels modstridende tendenser, som var fremherskende i det, der skete.

Hvordan de herskende bærer sig ad med at herske er altid et karakteristisk træk ved et samfund. 1500-tallets historie er historien om herskermagtens sammenbrud og dens genoprettelse under langt mere effektive og stabile former. I tiden efter 1536 ser vi styring og kontrol i en grad, der virkelig var noget nyt. Kansleren og de andre rigsembedsmænd var nu både kongelige embedsmænd og rigsrådets faste repræsentanter i styret. Lensmændene var statsembedsmænd, men samtidig adelige magtudøvere med betydelig lokal indflydelse. Der var stadig konflikter som i ethvert politisk system, og kongerne måtte fortsat underskrive håndfæstninger. Men det var konflikter, der kunne løses inden for systemets rammer. Der er en slående forskel på situationen i 1588, da et samlet rigsråd udnævnte et formynderstyre til at regere så monarkisk som nogensinde på den mindreårige Christian 4.s vegne, og den i 1533, da rigsrådet var dybt splittet og et flertal nægtede at vælge en konge. Christian 4.s formynderregering fortsatte de reformer, der gav statsmagten større indtægter og indflydelse, og de gik her endog videre, end det var sket under Christian 3. og Frederik 2.

Når vi betænker modstanden mod Christian 2.s reformer, der på mange punkter indeholdt de samme tendenser, og skærmydslerne mellem Frederik 1. og de forskellige stridende fløje af rigsrådet, må vi nok spørge, hvorfor det gik sådan. Kan vi finde nogle sandsynlige forklaringer, der kan bidrage til at kaste lys over noget af baggrunden for disse ændringer i holdninger hos magthaverne og i statsmagtens karakter og dens indflydelse i samfundet?

Det er værd at hæfte sig ved, at begreber som stat og statsmagt havde et helt andet indhold end det, vi normalt lægger i dem, efter at den centraliserede stat med dens lovgivende, udøvende og dømmende institutioner for længst er blevet en selvfølge. Der var to modsatrettede tendenser, som begge var forudsætninger for den politiske magt i godsejersamfundet. Der var opsplitningen i godser med vidtgående beføjelser til godsejerne – politimyndighed, domsmagt og andet, som nu om dage hører under staten. Og der var de tendenser, der stod i forbindelse med en centralmagt knyttet til kongens person, som kunne samle og fastholde godsejerklassens styrke og være stærk nok til at redde systemet, når det var truet indefra eller udefra. Denne centralmagt måtte nødvendigvis have både penge og beføjelser for at kunne klare sine opgaver. Og det var indtægter fra fæstebønder og beføjelser over dem, som måtte afgives af de enkelte godsejere.

Vi har set balancen mellem disse to tendenser blive forrykket så meget, at systemets indre og ydre fjender var i stand til at tilføje det svære nederlag. Borgerkrig og bondeopstande og afbrændte herregårde var en anskuelsesundervisning, som var egnet til at overbevise selv den mest traditionelt tænkende herremand om, at der nu måtte en stærkere centralmagt til, hvis standssamfundets orden skulle opretholdes, således at det var herrestanden, der bød og de lavere stænder, der adlød. Som vi har set, var der adelige, som var utilfredse med den måde, magten blev forvaltet på, og måske navnlig i fordelingen af lensstyrets gode „ben”, men det er karakteristisk, at langt ind i 1600-tallet var frygten for nye bondeopstande levende blandt adelen og indgik som en mulighed i regeringens politiske overvejelser. Det store erhvervsliv indså klart, at dets interesser og privilegier kun kunne beskyttes, når en del af magten var kanaliseret gennem et stabilt system af konge og rigsråd, der rådede over tilstrækkelige ressourcer til at klare problemerne. Det var også en forudsætning for den øgede udbytning af bønderne, der skete efter 1600, bl.a. med væksten i hoveriet. „Jerntiden” fortsatte som i andre lande ud over 1500-tallets slutning.

Også enheden af religion og politik gjorde datidens statsmagt meget forskellig fra nutidens. Den indebar, at magtforholdene i samfundet blev kædet direkte sammen med de religiøse følelser. I langt mindre grad end i nutidens verdsliggjorte samfund kunne pluralisme i meningsmæssig og moralsk henseende opfattes som forenelig med politisk stabilitet og orden. Som Christian 3. og hans højadelige og teologiske medarbejdere opfattede det kristne fællesskab, de herskendes kald og dommedags nærhed, måtte det være en selvfølge for dem, at alle skulle holdes til disciplin og lydighed og den rette tro. Deres embedes pligter og ansvarligheden under Guds vældige hånd måtte tilsige dem, at enhver form for afvigelse fra det, som efter deres overbevisning var den eneste sande lære, skulle forebygges og bekæmpes. Hele fællesskabet måtte bøde, hvis de ansvarlige magthavere tillod Djævelen at vinde indpas. Epidemier, tørke, krig og andre ulykker var klare beviser på, at Gud straffede kollektivt. Det var helt i overensstemmelse med den gamle kollektive tankegang, som var almen i tiden, en integreret del af tilværelsen, hvor alle var afhængige af at høre til i husstand og menighed. Denne enhed af religion og politik blev i høj grad en enhed af magthavernes religion og politik. Det kunne ikke være andet, for det var det nye effektive politiske system, der gennem lovgivning, kirke og skole formulerede idealer og normer, krav og straffe. Der var nu mulighed for at styre og forme den offentlige mening i en grad, som ikke havde været til stede, dengang stat og kirke stod som konkurrerende magter i samfundet, og heller ikke havde været nødvendig, før de sociale modsætninger truede den herskende orden.

Hele den politisk-religiøse tankebygning kender vi ret godt, fordi den er nedfældet i kilderne. De udtrykker den dominerende kulturs holdninger og synsmåder. Men som vi har set, var de på ingen måde sammenfaldende med den brede befolknings tankegange. Når vi vender os mod den, er vi langt dårligere stillet, og vi har mange gange måttet stille det spørgsmål, i hvor høj grad befolkningen antog de tanker og holdninger, som den nye stat og dens kirke stod for. Eller sagt med andre ord: i hvor høj grad det lykkedes de nye magthavere at etablere et nyt moralsk og kulturelt lederskab, at få befolkningen til at antage magthavernes definitioner af, hvad der var normalt og rigtigt, muligt og umuligt, sandt og naturligt. Det billede af den omgivende virkelighed, et menneske danner sig, beror på komplicerede systemer af sammenhængende ideer, overvejede kundskaber, usammenhængende formodninger, bevidste og ubevidste værdier, normer og holdninger. Alt dette og endnu meget mere, som man med ét ord kan kalde kultur, indgår i ethvert menneskes forsøg på at bringe et vist mål af orden og forståelse til veje i det virvar af impulser, vi modtager fra den virkelighed, der omgiver os, og som vi selv er en del af. Det gælder for forståelsen af ethvert samfunds funktionsmåde, både dets evne til at fungere som en helhed og dets konflikter, at magtens kontrol ikke alene ligger i det ydre magtapparat – straffelovgivning, militær, politi, fængsler -men også i den herskende ordens evne til at fremstå som sand, acceptabel og forklarlig virkelighed trods faktiske misforhold.

I det brogede mønster, som 1500-tallets forestillingsverden udgør, er der én tendens, som bliver stadig mere synlig i århundredets sidste del, og som er et træk, der er fælles for næsten alle europæiske lande, katolske såvel som protestantiske. Det er kløften mellem en skriftlig elitekultur og den almindelige befolknings i hovedsagen mundtlige kultur. Denne sidste stod især i forbindelse med bondebefolkningens fortsatte forankring i en ældgammel livsform og en hertil svarende tænkemåde.

Disse to kulturer med deres mange mellemformer var tit vævet ind i hinanden og kunne skabe konflikter, også hos det enkelte menneske. Alle de herskende lag havde nu tilegnet sig skriftsproget. De lærde og dannede gennemgik i mange tilfælde personligt en proces bort fra den mundtlige kulturs tænkemåder. Det gælder ikke mindst for det vigtige bindeled mellem samfundets elite og befolkningen, sognepræsterne. Oprindelig helt integreret i landbosamfundet blev grunden nu lagt til, at de med stigende uddannelse og systematisk skoling fra provsters og bispers side blev stadig mere finkulturelle.

Men også magtens dominerende kultur begyndte i 1500-tallet at opleve voksende indre problemer. Selve reformationen blev på længere sigt en bombe under den gamle helhedsopfattelse af samfund og stat som dele af en universel kosmisk orden. Det lykkedes her i landet at holde andre religioner ude, men i selve de mange advarsler og påberåbelser af, at de, der mente noget andet, var kættere, lå et vidnesbyrd om den gamle verdens splittelse. Den voksende uddannelse og de adeliges og studerendes rejser var med til at åbne perspektiverne, og adelens livsstil kom på mange måder i modsætning til kirkens moral. Også den voksende læsefærdighed blev undertiden en trussel imod stabiliteten, for folk læste andet end opbyggelige skrifter og autoriseret visdom. Mens dommedag lod vente på sig, blev flere og flere stillet over for både den religiøse splittelse og de nye geografiske opdagelser og nye tanker om Jordens og universets indretning, som slet ikke passede med den gamle viden. 1500-tallet er det århundrede, da den gamle virkelighedsopfattelse for alvor begynder at smuldre indefra, konfronteret med nye indsigter, som stadig flere måtte tage stilling til. Efterhånden som standssamfundets tankegange kom mere og mere ud af trit med virkelighedens samfund, blev det sværere for gejstligheden at opretholde stillingen som lærestand og gøre sit billede af virkeligheden til definition på normalitet og moral.

Der var megen bevidst og ubevidst modstand mod den revolutionering af tankeverdenen, det var at acceptere, at Jorden ikke var verdens hvilende midtpunkt. Men den nye tankegang, at ny viden måtte skabes på grundlag af systematiske iagttagelser i virkelighedens verden, havde fremtiden for sig. Vi kan i dag have svært ved at forestille os, hvor ny og overskridende denne holdning var, fordi det er den, vores kultur nu opfatter som indlysende og selvfølgelig.

Disse udviklinger var fælles for det meste af Europa. Samfundene ændrede sig og i samme proces også synsmåder og tankegange. Men den moderne verdens kultur er vokset ud af den gamle magisk-religiøse kultur, og vi har i sprog og begreber mange rester fra den, selv om religion nu er blevet en privatsag. Her i landet er den lutherske lære fra 1536 og århundreder frem blevet indprentet børnene, forkyndt fra prædikestolene og udlagt i opbyggelige skrifter. Det kan ikke være andet, end at de lutherske tanker – hvor meget eller hvor lidt ægte religiøsitet, der så fulgte med – har præget samfundssyn og menneskeopfattelse. I 1500-tallet begyndte det stadige, aktive møde mellem denne nu dominerende kultur og de gamle folkelige trosformer og tænkemåder. Den herskende kultur øvede sin påvirkning på stadig flere af tilværelsens områder. Trolddomsforfølgelserne er blot ét af aspekterne i bestræbelserne på at få lov og orden til at herske blandt befolkningen.

De folkelige trosformer og forestillinger kom efterhånden til at stå helt i skygge af den dominerende kultur, som skrev tidens kilder og tegner billedet for os af det danske samfund. Men under det synlige, skriftlige lag eksisterede de gamle livsmønstre og forestillinger stadig. Da den brede befolknings kultur blev genopdaget, især i 1800-tallet, fik den betegnelsen folkekultur, for da var adskillelsen sket gradvist og for de fleste umærkeligt, og den var blevet til noget nyt og ejendommeligt, som forskerne nu opdagede hos bønderne. Nogle forargedes over, at almuen anså det, der nu betragtedes som overtro, for at være lige så troværdigt som Bibelen. Andre talte om almuen som bærer af det gamle folkelige åndsliv. De var imidlertid enige om, at der var tale om en ganske anden forestillingsverden, end den de selv levede i. Og på baggrund af denne udvikling kan vi måske bedst betegne det, vi har fulgt gennem 1500-tallets sidste del, og som fortsatte i det følgende århundrede, som en kulturel og politisk elites bestræbelse på at få sin egen kultur gjort enerådende i tidens almene forestillingsverden, og at få statsmagtens dominans i stændersamfundet til at slå igennem som en enhedskultur. Der var en tæt sammenhæng mellem bestræbelserne på kulturel ensartethed og en stadig mere omfattende magtudøvelse. Bestræbelserne lykkedes aldrig fuldt ud, men den stadige fremhævelse af, at det var naturligt og rigtigt at underordne sig samfundets autoriteter på alle planer var med til at skabe mentale barrierer hos det enkelte menneske, som gjorde det vanskeligt at modsætte sig den herskende politiske og økonomiske orden. Prisen for 1500-tallets udvikling fra magtkampe og borgerkrig til stabilitet og orden var for de mange, at de på stadig flere af tilværelsens områder måtte leve på Guds og Herskabs nåde.