Parlamentarisme eller revolution

De internationale forhold spillede en stor rolle som inspiration og igangsætter for venstrefløjen. De konkrete konflikter opstod imidlertid i forbindelse med hjemlige politiske spørgsmål.

1915-grundlovens ikrafttræden var blevet udskudt år efter år for at undgå et valg og dermed en tilspidsning af de politiske standpunkter, medens der var storkrig i Europa. I foråret 1918 udløb valgperioden imidlertid, og da der ikke var udsigt til en snarlig afslutning på krigen, blev det nødvendigt at lade grundloven træde i kraft og udskrive valg til Folketing og Landsting i april 1918. Ved den lejlighed udtrådte J. C. Christensen og Rottbøll af ministeriet, fordi deres partier ville stå frit under valgkampen. Borgfreden var dermed brudt symbolsk.

Det skabte problemer for Socialdemokratiet. Skulle Stauning også udtræde eller forblive i ministeriet, og skulle partiet forny det valgforbund med de radikale, som kongressen i 1915 havde besluttet at ophæve? Det var de væsentligste stridspunkter på partikongressen i februar, hvor oppositionen mod ledelsens forslag om alliancens fortsættelse rakte langt ud over den hidtidige venstrefløj. Ledelsens argumenter var valglovens fortsatte begunstigelse af Venstre og valgsamarbejdets nødvendighed for at bevare regeringens flertal. Alliancens fortsættelse blev vedtaget med 222 stemmer mod 156. Trods stærk modstand mod alliancen også blandt de radikale kunne de to partier således endnu en gang gå samlet ud i en valgkamp, der denne gang blev ført i skyggen af de tyske hæres sidste store offensiv på Vestfronten.

Det tog dog kun i ringe grad brodden af de gennem fire år opsparede partimodsætninger. Valgkampen indvarslede de følgende to års bitre modsætninger om stort set alle væsentlige spørgsmål, koncentreret i striden om den økonomiske politik. „Statssocialisme” lød det mod reguleringspolitikken fra oppositionen med Venstre som absolut toneangivende. „Beskyttelse af de svageste mod samfundets mægtigste kræfter,” var svaret fra regeringspartierne.

Ikke mindre end 700.000 kunne stemme for første gang ved valget den 22. april, efter at kvinder og tyende havde fået valgret. Der herskede stor usikkerhed om virkningerne heraf. Alle partier optog kvindesager på deres program, men kvinder var kun i begrænset omfang aktive i valgkampen. Resultatet tydede ikke på væsentlige forskydninger i kraft af de nye vælgergrupper, ej heller som følge af den nye ikke fuldt konsekvente forholdstalsvalgmåde. Der valgtes kun tre kvinder til det nye Folketing på 140 medlemmer.

Regeringspartierne bevarede deres flertal, men med kun 72 mandater mod 68 på et langt skrøbeligere grundlag end hidtil. Procentvis havde de radikale den største fremgang, Venstre en mindre, mens Socialdemokratiet fik en lille tilbagegang. Det reorganiserede konservative Folkeparti fik en vælgermæssig skuffende tilbagegang, men i kraft af den nye valgmåde en tredobling af mandattallet.

For Socialdemokratiet blev valgkampen en særlig prøvelse. Partiet blev for første gang angrebet fra både højre og venstre. Med kongressens godkendelse af alliancen havde partiet bekræftet sin forankring i det parlamentariske demokrati. Det var også tolkningen på den yderste venstrefløj. Mange i SUF delte denne opfattelse, men foretrak at fortsætte i partiet som „loyal opposition”, mens andre med den stærke kvinde Marie Nielsen i spidsen meldte sig ud af partiet og indledte opbygningen af et nyt. Med titlen på sin udmeldelseserklæring „Danmarks Socialdemokrati i alliance med borgerskabet” markerede hun i knap form, hvad der lå bag bruddet.

To nye socialistiske partier så dagens lys i marts-april. Omkring dagbladet Ekko stiftedes Det uafhængige Socialdemokrati på et noget uklart ideologisk grundlag. Partiet fik meget ringe tilslutning, og det afsløredes senere, at Ekko var blevet finansieret af ØK og H. N. Andersen som et led i borgerskabets forsøg på at splitte arbejderbevægelsen. I begyndelsen af april grundlagdes Danmarks socialistiske Arbejderparti (SAP) med tilslutning fra en række fagforeninger og tidligere venstrefløjsfolk fra Socialdemokratiet. Dets formand blev sadelmagernes formand, den blændende agitator Thøger Thøgersen, og dets ledende ideologiske kraft blev Marie Nielsen, der samtidig plejede tætte kontakter til internationale, især svenske revolutionære kredse.

SAP sluttede sig til den bolsjevikisk dominerede internationale revolutionære Zimmerwaldbevægelse, men havde i lighed med mange andre europæiske venstrefløjspartier problemer med at formulere en revolutionær strategi. Lenins model havde endnu ikke bundfældet sig som det dominerende modstykke til den socialdemokratiske politik. SAP lagde på linie med Rosa Luxemburg vægten på massestrejker og politiske demonstrationer som revolutionære midler og kunne på det grundlag opbygge et samarbejde med syndikalisterne i disse år, hvor den ene strejkebølge afløste den anden.

De revolutionære blev mødt med hårde repressalier. Politiindgreb over for den revolutionære presse, fængsling af redaktører og agitatorer hørte nærmest til dagens orden. I august 1918 blev Th. Thøgersen fængslet og først løsladt den 6. november for blot at blive fængslet igen få dage efter. I kølvandet på den tyske revolution i november kulminerede sammenstødene mellem de revolutionære og myndighederne.

Anført af matroserne i Kiel havde arbejder- og soldaterråd taget magten i Tyskland. Syndikalister og revolutionære socialister herhjemme mente, at der også var basis for en sådan revolution i Danmark. „Vi troede faktisk, at verdensrevolutionen var på trapperne,” fortæller Andreas Fritzner i sine erindringer. Opfattelsen deltes langt ind i borgerlige kredse, og den var medvirkende til myndighedernes hårdhændede fremfærd over for de mange aktivister, der i november 1918 i praksis demonstrerede deres tro på verdensrevolutionen.

Der er ingen tvivl om, at arbejderne følte deres magt vældig styrket gennem de mange vellykkede strejker og direkte aktioner. Lige så sikkert er det imidlertid, at det etablerede politiske system med regeringen i spidsen var fast besluttet på, at revolutionære omvæltninger ikke skulle få lov at slå igennem i Danmark.